Language of document : ECLI:EU:C:2008:466

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. KOKOTT

fremsat den 4. september 2008 1(1)

Sag C-185/07

Allianz SpA (tidligere Riunione Adriatica Di Sicurta SpA) m.fl.

mod

West Tankers Inc.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af House of Lords (Det Forenede Kongerige))

»Forordning (EF) nr. 44/2001 – anvendelsesområde – voldgift – kendelse, hvorved det forbydes modparten at anlægge eller fortsætte en retssag for en almindelig domstol i en anden medlemsstat i stedet for ved voldgift (anti-suit injunction)«





I –    Indledning

1.        House of Lords har forelagt Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt nedlæggelse af forbud mod at anlægge eller gennemføre et søgsmål (anti-suit injunctions) til gennemførelse af voldgiftsaftaler er forenelig med Rådets forordning (EF) af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (forordning nr. 44/2001) (2).

2.        I Turner-sagen (3) har Domstolen i en anden kontekst allerede fastslået, at Bruxelleskonventionen (4) er til hinder for sådanne forbud. I denne sag skulle der nedlægges forbud mod, at en part i en tvist, der verserede for en almindelig domstol i Det Forenede Kongerige, anlagde eller gennemførte et søgsmål for retten i en anden medlemsstat. I nærværende sag skal Domstolen tage stilling til, om forbuddet mod et sådant søgsmål også er ulovligt, når det er nedlagt for at beskytte en voldgiftssag.

3.        I Det Forenede Kongerige nedlægger retterne nemlig også stadig efter Turner-dommen sådanne forbud, når en part efter rettens opfattelse ved at anlægge sag for retten i en anden medlemsstat tilsidesætter en voldgiftsaftale, der bygger på kompetencen hos en voldgiftsret med sæde i Det Forenede Kongerige (5). Retterne er af den opfattelse, at Turner-dommen ikke strider mod denne praksis, da forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse på voldgiftssager.

II – Retsregler

A –    New Yorkkonventionen

4.        Alle medlemsstater i Det Europæiske Fællesskab er kontraherende parter i New Yorkkonventionen af 10.6.1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser (herefter »New Yorkkonventionen«) (6).

5.        Artikel I i New Yorkkonventionen fastlægger i stk. 1 det materielle anvendelsesområde:

»Denne konvention finder anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, som er afsagt i en anden stat end den, hvor afgørelsen søges anerkendt og fuldbyrdet, og som angår tvister mellem fysiske eller juridiske personer. Den finder også anvendelse på voldgiftskendelser, som ikke anses for indenlandske i den stat, hvor de søges anerkendt og fuldbyrdet.«

6.        Artikel II i New Yorkkonventionen lyder:

»1. Enhver kontraherende stat skal anerkende en skriftlig aftale, hvori parterne forpligter sig til at henskyde til voldgift alle eller enkelte tvister, som er opstået eller kan opstå i en bestemt retlig relation mellem dem i eller uden for kontraktsforhold vedrørende spørgsmål, som kan afgøres ved voldgift.

2. [...]

3. Domstolene i en kontraherende stat skal, hvis der rejses sag om et forhold, hvorom parterne har truffet en aftale som omhandlet i denne artikel, på begæring af en af parterne henvise dem til voldgift, medmindre den finder, at den nævnte aftale er ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemføres.«

7.        Artikel V i New Yorkkonventionen regulerer anerkendelsen og fuldbyrdelsen af voldgiftskendelser, især de betingelser, under hvilke anerkendelse og fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse undtagelsesvis kan nægtes. Derunder hører bl.a. manglende retlig handleevne hos en af voldgiftsparterne i henhold til personalstatuttet, voldgiftsaftalens ugyldighed i henhold til kontraktstatuttet eller til lovgivningen i det land, i hvilket voldgiftskendelsen er afsagt, eller tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet i henhold til lovgivningen i det land, i hvilket voldgiften har fundet sted, og overskridelse af voldgiftsaftalens materielle anvendelsesområde. Endvidere kan anerkendelse og fuldbyrdelse nægtes, når genstanden for tvisten i henhold til lovgivningen i det land, i hvilket voldgiftskendelsen skal anerkendes og fuldbyrdes, ikke kan afgøres ved voldgift, eller når anerkendelse og fuldbyrdelse er i strid med den offentlige orden i det pågældende land.

B –    Forordning nr. 44/2001

8.        14., 15., 16. og 25. betragtning til forordning nr. 44/2001 lyder:

»(14) Friheden til at indgå aftaler om værneting for parter i andre aftaler end forsikrings-, forbruger- og arbejdsaftaler, hvor en sådan aftalefrihed bør være begrænset, skal respekteres, dog med forbehold af de bestemmelser om enekompetence, der er fastsat i denne forordning.

(15) Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav [...]. [...]

(16) Den gensidige tillid til retsplejen inden for Fællesskabet gør det berettiget, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden at der stilles krav om en særlig procedure, medmindre anerkendelsen bestrides.

[…]

(25) For at respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser bør denne forordning ikke berøre de konventioner vedrørende særlige områder, som medlemsstaterne er parter i.«

9.        Artikel 1 i forordningen fastsætter dens anvendelsesområde som følger:

»1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[…]

d) voldgift

[…]«

10.      Artikel 5 i forordningen bestemmer følgende vedrørende værneting i sager om erstatning uden for kontrakt:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[…]

3. i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå.«

11.      Her skal jeg også nævne forordningens regler til undgåelse af uforenelige afgørelser. Artikel 27 i forordningen bestemmer i tilfælde af dobbelt litispendens:

»Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.«

12.      Som et supplement hertil fastsætter artikel 28 i forordningen til undgåelse af uforenelige afgørelser ved indbyrdes sammenhængende retssager:

»1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.

2. Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.

3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.«

C –    Nationale anvendelsesregler

13.      Retsgrundlaget for anti-suit injunctions i engelsk ret er section 37, stk. 1, i Supreme Court Act 1981, som lyder således: »High Court kan ved kendelse træffe en (foreløbig eller endelig) beslutning […] i alle sager, hvor det forekommer retten at være begrundet og passende.« Hvad angår anti-suit injunctions til beskyttelse af voldgiftsaftaler fastsættes i section 44, stk. 1, og section 44, stk. 2, litra e), i Arbitration Act 1996, at de nationale retsinstanser kan træffe de samme foreløbige afgørelser som ved retssager.

14.      Anti-suit injunctions er rettet til den faktiske eller potentielle sagsøger i en udenlandsk retssag. Det forbydes ham at anlægge eller gennemføre sagen for den pågældende ret. Efterkommer modparten ikke efter dette forbud, risikerer han at blive tiltalt for foragt for retten (contempt of court). Dette kan medføre betydelige straffe helt op til frihedsberøvelse eller beslaglæggelse af aktiver beliggende i Det Forenede Kongerige. Desuden består der risiko for, at britiske retter ikke anerkender og ikke fuldbyrder udenlandske afgørelser, der er truffet under tilsidesættelse af en anti-suit injunction (7).

III –  Faktiske omstændigheder, den præjudicielle anmodning og retsforhandlingerne ved Domstolen

15.      I august 2000 kolliderede Front Comor, et skib, der ejes af West Tankers Inc., og som var chartret til Erg Petroli SpA, med en mole, som ejedes af Erg Petroli, i Siracusa (Italien) og forårsagede skade. Charterkontrakten indeholdt en voldgiftsaftale, ifølge hvilken alle tvister, der hidrørte fra kontrakten, skulle afgøres ved en voldgiftsret i London. Endvidere var det aftalt, at der skulle anvendes engelsk ret.

16.      Riunione Adriatica di Sicurtà SpA, siden den 1. oktober 2007: Allianz SpA, og Generali Assicurazioni Generali (herefter »Allianz m.fl.«) havde forsikret Erg Petroli og erstattede de ved kollisionen opståede skader op til grænsen for forsikringsdækningen. For den skade, der lå herudover, anlagde Erg Petroli sag mod West Tankers ved en voldgiftsret i London.

17.      Den 30. juli 2003 anlagde Allianz m.fl. sag mod West Tankers ved en ret i Siracusa med påstand om godtgørelse af det beløb, de havde udbetalt som forsikringsydelse til Erg Petroli. De spørgsmål om ansvar, der spiller en rolle i retssagen i Italien, er i det væsentlige de samme som i voldgiftssagen. Hovedspørgsmålet er i begge tilfælde, om West Tankers kan påberåbe sig ansvarsudelukkelse for navigationsfejl ifølge charterkontraktens afsnit 19 eller i henhold til de såkaldte Haag-regler (8).

18.      Den 10. september 2004 anlagde West Tankers sag ved High Court i Det Forenede Kongerige mod Allianz m.fl. med påstand om anerkendelse af, at den tvist, der er genstand for sagen i Siracusa, hidrører fra charterkontrakten, og at Allianz m.fl., som byggede deres sagsanlæg på deres lovbestemte ret til at indtræde i kravene, derfor var bundet ved voldgiftsaftalen. West Tankers nedlagde desuden påstand om, at det ved en foreløbig foranstaltning blev forbudt de sagsøgte at lade nogen anden ret end voldgiftsretten behandle tvisten og navnlig at fortsætte sagen i Siracusa.

19.      High Court henviste til, at Turner-dommen i henhold til Court of Appeals praksis (9) ikke udelukker anti-suit injunctions til beskyttelse af voldgiftsaftaler, og tog påstandene til følge.

20.      House of Lords, som behandler den appel, der er iværksat til prøvelse af denne afgørelse, har ved sin kendelse af 21. februar 2007 forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er det i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 44/2001, at en ret i en medlemsstat afsiger en kendelse, hvorved en person afskæres fra at anlægge en retssag eller fortsætte en allerede anlagt retssag i en anden medlemsstat, med den begrundelse, at en sådan retssag er i strid med en voldgiftsaftale?«

21.      I sagen for Domstolen er der afgivet indlæg af parterne i hovedsagen, af Frankrigs og Det Forenede Kongeriges regeringer samt af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

IV – Det præjudicielle spørgsmål

22.      I tilknytning til Turner-dommen ønsker House of Lords med sin forespørgsel oplyst, om anti-suit injunctions er uforenelige med forordning nr. 44/2001, også når de er udstedt med henblik på en retstvist, som parterne har indbragt for en voldgiftsret.

A –    Turner-dommen

23.      I Turner-dommen har Domstolen fastslået, at Bruxelleskonventionen er til hinder for nedlæggelse af forbud mod at føre sag ved en ret i en anden medlemsstat selv i de tilfælde, hvor en part handler i skadehensigt med det formål at lægge hindringer i vejen for den allerede verserende sag.

24.      Som begrundelse herfor støtter Domstolen sig i det væsentlige på princippet om gensidig tillid, der ligger til grund for systemet i konventionen (10). Ordret fastslår den:

»Indledningsvis bemærkes, at konventionen nødvendigvis hviler på den tillid, som de kontraherende stater gensidigt tillægger hinandens retssystemer og retsinstitutioner og domstole. Det er denne gensidige tillid, der har gjort det muligt at indføre en bindende kompetenceordning, som alle de retter, der er omfattet af konventionens anvendelsesområde, har pligt til at respektere, og samme staters modsvarende afståelse fra at anvende nationale regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af fremmede retsafgørelser til fordel for en forenklet ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser« (11).

25.      Dermed bygger Domstolen på Gasser-dommen (12), hvor den skulle afgøre spørgsmålet om, hvorvidt en ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, skal udsætte sagen i henhold til Bruxelleskonventionens artikel 21 (svarende til artikel 27 i forordning nr. 44/2001), selv i tilfælde af, at det efter den anden rets opfattelse er åbenbart, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, ifølge en værnetingsaftale ikke har nogen kompetence. Selv om procedurerne til afklaring af kompetencespørgsmålet ved den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er langvarige, og der muligvis kun er anlagt sag for at forhale forløbet, afslog Domstolen at indrømme undtagelser fra litispendens-reglen. Den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, skal selv undersøge sin kompetence. Først når denne ret har erklæret sig inkompetent, kan den ret, ved hvilken sagen senere er anlagt, gennemføre den sag, der verserer for denne (13).

26.      Også i Turner-dommen henviser Domstolen til, at det ikke er tilladt i henhold til konventionen – bortset fra de i artikel 28, stk. 1, anførte undtagelser – at en rets kompetence bliver efterprøvet af en ret i en anden kontraherende stat (14). Når der nedlægges forbud mod, at der anlægges eller gennemføres en sag ved en ret i en anden kontraherende stat, foreligger der et indgreb i den anden rets kompetence, der som sådant er uforeneligt med konventionens ordning og undergraver dens tilsigtede virkning (15). At forbuddet er rettet til modparten i sagen og ikke direkte til den udenlandske ret, ændrer intet herved (16).

B –    Foreneligheden af anti-suit injunctions til gennemførelse af en voldgiftsaftale med forordning nr. 44/2001

27.      Det afgørende spørgsmål i denne sag er, om de beskrevne principper i Turner-dommen kan overføres på anti-suit injunctions til beskyttelse af voldgiftsager.

28.      Dette hindres ikke af, at Turner-dommen er afsagt på grundlag af Bruxelleskonventionen, mens det er forordning nr. 44/2001, der finder tidsmæssig anvendelse på denne sag. Ganske vist skal forordningen aktualisere konventionen, men samtidig skal den dog overholde konventionens opbygning og grundprincipper (17) og sikre kontinuiteten (18). Således er de bestemmelser, der er karakteristiske for regelsystemet og princippet om gensidig tillid, som dette system hviler på, i det væsentlige forblevet uændret (19).

29.      Navnlig er der heller ikke sket nogen ændring med hensyn til, at voldgift er undtaget fra anvendelsesområdet for Bruxelleskonventionen, henholdsvis for forordningen (20). Derfor kan der inden for rammerne af en fortolkning af begrebet voldgift både inddrages materiale vedrørende konventionen og Domstolens retspraksis på dette felt.

30.      Netop fordi voldgift er undtaget i artikel 1, stk. 2, litra d), fra forordning nr. 44/2001’s anvendelsesområde, er House of Lords af den opfattelse, at den praksis, der kommer til udtryk i Turner-dommen, ikke kan overføres på denne sag. I Turner-dommen har Domstolen nemlig udtrykkeligt ladet princippet om gensidig tillid referere til sager inden for konventionens anvendelsesområde. Til voldgiftssystemet hører efter House of Lords’ opfattelse ikke blot selve voldgiftssagen samt anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser, men også alle de statslige retsprocedurer, som har voldgift til genstand. Da anti-suit injunctions understøtter gennemførelsen af en voldgiftssag, er procedurer, der tager sigte på udstedelsen af disse forbud, omfattet af undtagelsen i artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001.

1.      Undtagelsen af voldgift fra forordning nr. 44/2001’s anvendelsesområde

31.      Inden begrebet voldgift i artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001 fortolkes, skal det afklares, hvilke søgsmål forordningens anvendelsesområde nærmere finder anvendelse på.

32.      House of Lords, West Tankers og Det Forenede Kongeriges regering lægger hovedvægten på den i England verserende sag om udstedelse af en anti-suit injunction. De lægger til grund, at denne sag ikke kan være i strid med forordningen, da selve sagen hører under den undtagelse, der gælder voldgift (21). Derimod synes den forelæggende ret ikke at anse forbuddets indvirkning på den sag, der føres for retten i Siracusa, for relevant.

33.      Denne opfattelse er overraskende, da Domstolen i Turner-dommen netop har vurderet anti-suit injunctions indvirkning på den udenlandske retssag som en tilsidesættelse af Bruxelleskonventionen, også selv om det lægges til grund, at forbuddet betragtet som en processuel foranstaltning udelukkende er undergivet national lovgivning (22). Derfor er det ikke afgørende, om sagen om udstedelse af en anti-suit injunction – her sagen for de engelske retter – henhører under forordningens anvendelsesområde, men om den retssag gør det, som forbuddet er rettet mod – her sagen for retten i Siracusa.

34.      En tilsidesættelse af princippet om gensidig tillid, som Domstolen i det væsentlige byggede Turner-dommen på, forudsætter heller ikke, at både sagen om udstedelse af en anti-suit injunction og den sag, som forbuddet skal forhindre, henhører under forordningens anvendelsesområde. Tværtimod kan princippet om gensidig tillid også tilsidesættes ved, at en afgørelse, som ikke falder ind under forordningens anvendelsesområde, truffet af en ret i én medlemsstat, lægger hindringer i vejen for, at retten i en anden medlemsstat kan udøve sine beføjelser, der hører ind under forordningen.

35.      Statslige myndigheder i en medlemsstat må nemlig heller ikke hindre fællesskabsrettens effektive virkning, når de udøver kompetencer, som for deres vedkommende ikke er reguleret af fællesskabsretten (23). Således er det f.eks. i overensstemmelse med fast retspraksis, at den nationale skattelovgivning skal respektere de grundlæggende friheder, selv om direkte beskatning henhører under medlemsstaternes kompetence (24).

36.      Også med hensyn til Bruxelleskonventionen har Domstolen i Hagen-dommen fastslået, at anvendelsen af nationale retsplejeregler – det drejede sig her om formalitetsbetingelserne for et søgsmål – ikke må forhindre konventionens effektive virkning (25). Det er herved uden betydning, at de regler, som Hagen-sagen omhandlede, var af national oprindelse og på forhånd slet ikke henhørte under Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, mens voldgift blot er undtaget fra forordningens anvendelsesområde.

37.      Det er i derimod vigtigt, om forordningen kan anvendes på den retssag, som forbuddet er rettet mod – her altså den verserende sag i Siracusa. Hvis dette ikke er tilfældet, kan forbuddet ikke påvirke forordningens virkning.

38.      House of Lords, West Tankers og Det Forenede Kongeriges regering mener, at hvis parterne kontraktligt har aftalt udelukkende at lade de tvister mellem dem, der hidrører fra en kontrakt, afgøre ved en voldgiftsret, er dette retsforhold lige fra begyndelsen holdt helt ude fra de almindelige domstole – med undtagelse af retterne på det sted, hvor voldgiftsretten har sæde. Hvis denne opfattelse var rigtig, ville en anti-suit injunction, der påvirker en sag ved en almindelig domstol, faktisk ikke kunne bedømmes på grundlag af forordningen.

39.      Der har imidlertid helt fra begyndelsen været uenighed mellem den angelsaksiske og den kontinentaleuropæiske retsteori om, hvorvidt undtagelsesbestemmelsen om voldgift skal forstås i denne brede forstand, som det allerede var anført i den af professor Schlosser forelagte rapport ved Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongeriges tilslutning til konventionen:

»Ved drøftelserne viste der sig to uforenelige grundstandpunkter med hensyn til fortolkningen af de pågældende bestemmelser i artikel 1, stk. 2, nr. 4. Efter den ene opfattelse, som især UK gik ind for, omfatter denne bestemmelse samtlige tvister, med hensyn til hvilke der findes en endnu gældende aftale om en voldgiftsrets kompetence til at træffe afgørelse i disse – herunder samtlige sekundære tvister, som står i forbindelse med den pågældende voldgiftssag. Efter den anden opfattelse, som forfægtedes af de oprindelige medlemmer af EØF, kan sager, der er indbragt for egentlige retter, kun anses for en del af en »voldgift«, hvis de står i forbindelse med afsluttede, verserende eller fremtidige voldgiftssager« (26).

40.      Disse forskellige opfattelser kan have indflydelse på anerkendelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser, som efter opfattelsen hos retten i anerkendelsesstaten er truffet af en ret i en medlemsstat under tilsidesættelse af voldgiftsklausulen (27). De vedrører derudover også helt alment spørgsmålet om, hvem der besidder kompetencen til at efterprøve voldgiftsklausulens virkning og rækkevidde.

41.      Ud fra den synsvinkel, som House of Lords foretrækker at anlægge, ligger kompetencen til at afklare dette spørgsmål kun hos voldgiftsretten selv og hos de almindelige domstole ved voldgiftsrettens sæde, som understøtter dennes virksomhed. Således har High Court i denne hovedsag ikke blot udstedt en anti-suit injunction, men desuden fastslået, at tvisten hidrører fra charterkontrakten. Derudover har High Court bekræftet, at voldgiftsklausulen er bindende for forsikringsselskaberne, der ganske vist ikke selv er kontraherende parter, men gør krav gældende, som hidrører fra kontrakten og er overført til dem.

42.      Ifølge den kontinentaleuropæiske opfattelse er det derimod afgørende, om søgsmålet om skadeserstatning principielt henhører under forordning nr. 44/2001’s anvendelsesområde, og om retten i Siracusa – med forbehold af voldgiftsindsigelse – i henhold til forordningens artikel 5, stk. 3, er kompetent som skadestedets værneting. Gør sagsøgte i denne sag med rette gældende, at sagen hører under voldgift, vil retten i henhold til artikel II, stk. 3, i New Yorkkonventionen principielt være forpligtet til at henvise tvisten til voldgiftsretten.

43.      Den afgørende forskel mellem de to opfattelser er altså, at undtagelsesbestemmelsen om voldgift efter den førstnævnte opfattelse skal forstås bredt: Når det hævdes, at der foreligger en voldgiftsaftale, falder alle tvister, der hidrører fra retsforholdet, udelukkende ind under voldgiften, uanset deres materielle genstand i sagen. Det er kun voldgiftsretten og de retter, der har sæde sammesteds, der er berettigede til at tage stilling til kompetencen.

44.      Den modsatte opfattelse er først og fremmest knyttet til den materielle genstand. Hvis denne falder ind under forordning nr. 44/2001, kan en ret, der principielt har kompetence hertil, undersøge, om undtagelsesbestemmelsen i henhold til artikel 1, stk. 2, litra d), kan anvendes, og alt efter, hvorledes retten bedømmer voldgiftsklausulens virkning og anvendelighed, kan den henvise til voldgiftsretten eller selv træffe afgørelse i sagen.

45.      Ordlyden i artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001 giver intet entydigt svar på, hvilken fortolkning der er at foretrække. Men af anvendelsen af betegnelsen voldgift kan man slutte, at der ikke kun menes den egentlige voldgiftssag, men at også dermed forbundne sager, der føres for almindelige domstole, kan være undtaget fra forordningens anvendelsesområde.

46.      Dette bekræftes, hvis man inddrager materialerne til forgængeren i Bruxelleskonventionen. Jenard-rapporten (28) og Evrigenis/Kerameus-rapporten (29) redegør for begrundelserne for, at voldgift er udelukket fra Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, selv om EØF-traktaten anførte voldgift i den daværende artikel 220 [nu artikel 65, litra a), andet led, EF]. Derefter blev undtagelsesbestemmelsen om voldgift (artikel 1, stk. 2, nr. 4) optaget i Bruxelleskonventionen for at respektere de internationale aftaler, der allerede eksisterede på dette område – især New Yorkkonventionen.

47.      New Yorkkonventionen indeholder regler, som skal overholdes, ikke af voldgiftsmændene selv, men af domstolene i de kontraherende stater, f.eks. bestemmelser om henvisning af parterne i en retstvist til voldgift eller om en kontraherende stats domstoles anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser. Som det også fremgår af ordlyden, ønskede deltagerne i Bruxelleskonventionen altså ud over den egentlige voldgiftssag at udelukke voldgiftsområdet som helhed, herunder sager, der er indbragt for de almindelige domstole, og som står i forbindelse med voldgiftssagen (30).

48.      I Schlosser-rapporten (31) nævnes følgende tilfælde som eksempler herpå: sager vedrørende udnævnelse eller tilbagekaldelse af voldgiftsdommere, fastsættelse af, hvor voldgiften skal finde sted, forlængelse af fristen for afsigelse af kendelsen. Heller ikke retsafgørelser, der skal tage stilling til en voldgiftsaftales gyldighed, eller som på grund af aftalens ugyldighed påbyder parterne ikke at fortsætte voldgiftssagen, falder ind under Bruxelleskonventionens anvendelsesområde. Endvidere vedrører Bruxelleskonventionen ikke sager og afgørelser vedrørende krav om annullering, ændring, anerkendelse og fuldbyrdelse af voldgiftskendelser (32).

49.      For at afgrænse disse tilfælde fra sådanne sager, som har voldgiften til genstand, fastholder Evrigenis og Karameus (33) i deres rapport:

»I modsætning hertil antages der lejlighedsvis at kunne ske prøvelse af gyldigheden af en voldgiftsafgørelse, som påberåbes af den ene part for at bestride kompetencen hos den ret, ved hvilken denne i henhold til konventionen er blevet sagsøgt.«

50.      Domstolen har behandlet denne sondring mellem sagens genstand og præjudicielle spørgsmål i Rich-dommen (34):

»Ved afgørelsen af, om en sag er omfattet af konventionens anvendelsesområde, bør der kun tages hensyn til sagens genstand. Hvis en sag på grund af sin genstand, f.eks. udpegelse af en voldgiftsmand, er undtaget fra konventionens anvendelsesområde, kan det ikke tjene som begrundelse for at anvende konventionen, at der foreligger et præjudicielt retsspørgsmål – uanset hvad spørgsmålet går ud på – som retten skal tage stilling til for at kunne afgøre sagen«.

51.      I den konkrete sag havde sagsøgte gjort gældende, at det faktisk var det præjudicielle spørgsmål om, hvorvidt der bestod en gyldig voldgiftsaftale, der var afgørende. Men efter Domstolens opfattelse er det i strid med retssikkerhedsprincippet, hvis anvendeligheden af undtagelsesbestemmelsen kan afhænge af, om der foreligger et præjudicielt retsspørgsmål, idet et sådant når som helst kan rejses af parterne (35).

52.      Som Domstolen har bekræftet i Van Uden-dommen, er det altså den materielle genstand for tvisten, der skal danne grundlag for afgørelsen af, om en sag hører ind under konventionens eller forordning nr. 44/2001’s anvendelsesområde (36).

53.      I retssagen for retten i Siracusa har Allianz m.fl. gjort et til dem overgået erstatningskrav gældende for den skade, der ramte forsikringstageren Erg Petroli som følge af Front Comors kollision med havnemolen. Sagens genstand er altså et erstatningskrav uden for kontrakt (muligvis også et kontraktligt krav), som hører ind under forordning nr. 44/2001’s anvendelsesområde og ikke under voldgiften.

54.      Eksistensen af og anvendeligheden af en voldgiftsklausul udgør kun et præjudicielt spørgsmål, som den ret, sagen er indbragt for, skal behandle i forbindelse med, at den undersøger sin kompetence. Selv om man ville henføre dette spørgsmål til voldgiftsområdet (37), ville det som præjudicielt spørgsmål ikke ændre kvalificeringen af retssagen, eftersom dens genstand falder ind under forordningens anvendelsesområde (38). Jeg skal her ikke tage stilling til, hvorledes en sag skal bedømmes, som har tilsvarende konstateringer i hovedsagen til genstand (39).

55.      Det er i øvrigt i overensstemmelse med New Yorkkonventionen, hvis en ret, der har kompetence med hensyn til sagens genstand i henhold til forordning nr. 44/2001, selv efterprøver det præjudicielle spørgsmål om eksistensen af og rækkevidden af voldgiftsklausulen. Artikel II, stk. 3, i New Yorkkonventionen forpligter nemlig kun de almindelige domstole til at henvise parterne til en voldgiftsret på tre betingelser:

–        Sagens genstand kan i sin helhed afgøres ved voldgift. Hvis dette ikke er tilfældet, er den kontraherende stat (og dens domstole) i henhold til artikel II, stk. 1, i New Yorkkonventionen ikke forpligtet til at anerkende voldgiftsaftalen.

–        Retten i en kontraherende stat har fået forelagt et forhold, hvorom parterne har truffet en aftale som omhandlet i denne artikel.

–        Den ret, som sagen er indbragt for, finder ikke, at den nævnte aftale er ugyldig, ude af kraft, eller at den ikke kan gennemføres.

56.      Enhver ret, som en sag indbringes for, er altså ifølge New Yorkkonventionen berettiget til, før den henviser til en voldgiftsret, at undersøge, om disse tre betingelser er opfyldt. Det kan ikke udledes af konventionen, at denne beføjelse udelukkende er forbeholdt voldgiftsretten eller de almindelige domstole på det sted, hvor denne har sæde. Eftersom bestemmelsen om, at voldgift er undtaget fra forordning nr. 44/2001’s anvendelsesområde, har til formål ikke at hindre anvendelsen af New Yorkkonventionen, behøver begrænsningen af forordningens anvendelsesområde heller ikke gå længere end hvad denne konvention bestemmer.

57.      I Gasser-dommen fastslog Domstolen, at ingen ret, ved hvilken der senere er anlagt sag, må tage stilling til kompetencespørgsmålet forud for den ret, hvor der først er anlagt sag om samme genstand, heller ikke selv om det gøres gældende, at der er indgået aftale om, at den anden ret var udpeget som rette værneting (40). Som Kommissionen korrekt har fremført, kan der deraf udledes det almene princip, at enhver ret principielt kan undersøge sin egen kompetence (kompetence-kompetence). Påstanden om, at parterne har indgået en afvigende aftale – dengang en værnetingsaftale, her en voldgiftsaftale – kan ikke fratage den ret, hvor sagen er anlagt, denne kompetence.

58.      Dette indebærer også kompetencen til at undersøge virkningen og rækkevidden af den aftale, der gøres gældende, som et præjudicielt spørgsmål. Hvis retten havde forbud mod at bedømme sådanne præjudicielle spørgsmål, kunne den ene part unddrage sig retssagen blot ved at påstå, at der forelå en voldgiftsaftale. Samtidig ville sagsøgeren, der har anlagt sagen, fordi han anser aftalen for ugyldig eller uanvendelig, være afskåret fra at få adgang til en almindelig domstol. Dette ville være i strid med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, der ifølge fast retspraksis hører til de almindelige fællesskabsretlige retsgrundsætninger og til de grundlæggende rettigheder, der er beskyttet i Fællesskabet (41).

59.      Af Van Uden-dommen kan der intet andet udledes. I denne sag skulle Domstolen tage stilling til kompetencespørgsmålet i forbindelse med foreløbige retsmidler i en tvist, som i hovedsagen var overladt til voldgift. I denne kontekst fastslog Domstolen, at der ikke findes nogen almindelig domstol i Bruxelleskonventionens forstand, som har kompetence i hovedsagens tvist, når parterne har aftalt, at en tvist i henhold til en kontrakt ikke skal høre under de almindelige domstoles kompetence, men skal afgøres af en voldgiftsret (42).

60.      Denne udtalelse er sikkert korrekt. Men voldgiftsretternes enekompetence, som udtalelsen begrundes med, forudsætter netop, at der foreligger en gyldig voldgiftsaftale, som den pågældende genstand for sagen er omfattet af. At det ligger uden for de almindelige domstoles kompetence at undersøge præjudicielle spørgsmål om dette punkt, kan ikke udledes af Van Uden-dommen.

61.      Det fremgår heller ikke, hvorfor denne undersøgelse udelukkende skulle være forbeholdt voldgiftsretten, da dennes kompetence er lige så afhængig af voldgiftsaftalens virkning og rækkevidde som kompetencen hos den almindelige domstol i den anden medlemsstat. Det forhold, at lovgivningen på det sted, hvor voldgiftsretten har sit sæde, er valgt som den, der skal anvendes på aftalen, kan ikke give voldgiftsretten eneret til at efterprøve voldgiftsklausulen. Retten i den anden medlemsstat – her retten i Siracusa – kan nemlig i princippet anvende udenlandsk lovgivning, hvilket ifølge international privatret heller ikke er sjældent i andre tilfælde.

62.      Jeg skal derfor konkludere, at et retsforhold ikke ligger uden for forordning nr. 44/2001’s anvendelsesområde, blot fordi parterne har indgået en voldgiftsaftale. Tværtimod gælder forordningens anvendelsesområde, når den materielle genstand for sagen er omfattet heraf. Uafhængigt heraf er det præjudicielle spørgsmål, som den ret, sagen er indbragt for, skal tage stilling til, om denne på grund af en voldgiftsklausul ikke har kompetence i sagen og i henhold til New Yorkkonventionen skal henvise tvisten til en voldgiftsret. Et forbud, der i denne situation forbyder den ene part at anlægge eller fortsætte en retssag for en almindelig domstol i en medlemsstat, griber ind i en retssag, der falder ind under forordningens anvendelsesområde.

2.      Begrundelse, der bygger på den konkrete virkelighed i voldgiftssager?

63.      Efter House of Lords’ opfattelse er det frem for alt den konkrete virkelighed i voldgiftssager, der skal anvendes som metode til at løse handelstvister, der kræver, at engelske retter kan udstede anti-suit injunctions for at understøtte voldgiften.

64.      Herom forklarer den forelæggende ret, at almindelige domstole skal respektere parternes privatautonome beslutning om at løse deres tvister for en privat voldgiftsret. Parterne ønsker at forhindre, at de bliver involveret i langvarige retssager for de almindelige domstole. Ved valget af voldgiftssted tager de erhvervsdrivende i betragtning, om de lokale retter råder over effektive processuelle midler til at støtte voldgiften. Det står andre medlemsstater frit for at give deres domstole tilsvarende instrumenter i hænde og dermed gøre dem mere attraktive som voldgiftssted.

65.      Endelig henviser House of Lords til de konkurrencemæssige ulemper, London har i forhold til andre internationale retssteder som New York, Bermuda og Singapore, og som udgør en trussel, hvis engelske retter i modsætning til retterne på disse steder ikke længere kan udstede anti-suit injunctions.

66.      Jeg må først understrege, at motiver af rent økonomisk art ikke kan begrunde overtrædelser af fællesskabsretten (43). Derimod kan der ved fortolkningen af forordningen tages hensyn til overholdelsen af princippet om privatautonomi, hvilket Domstolen har fremhævet i forbindelse med værnetingsaftaler (44), og som det i denne kontekst også anføres i 14. betragtning til forordningen. Selv om voldgift – i modsætning til værnetingsaftaler – ikke henhører under forordningens anvendelsesområde, fremgår det dog af dens tilblivelseshistorie, at de internationale regler om voldgift ikke skulle påvirkes af forordning nr. 44/2001 (45).

67.      Denne fortolkning respekterer imidlertid privatautonomien og anfægter heller ikke voldgiftsretternes funktion. Det er kun, hvis der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt voldgiftsklausulen er gyldig og kan anvendes på den pågældende tvist, at det kommer til en proces for en almindelig domstol uden for voldgiftsrettens sted. I denne situation er det således netop uklart, om der foreligger et overensstemmende ønske hos parterne om at lade en konkret tvist afgøre ved voldgift.

68.      Hvis den almindelige domstol ved undersøgelsen når frem til, at voldgiftsklausulen er gyldig og kan anvendes på tvisten, er den i henhold til New Yorkkonventionen forpligtet til at henvise til voldgift. Der er altså ingen trussel om at omgå voldgiften. Selvfølgelig indebærer indbringelse for en almindelig domstol et yderligere procedureskridt. Men vejen til de domstole, der har kompetence i henhold til forordning nr. 44/2001, må af de nævnte grunde ikke spærres for den part, som er af den opfattelse, at han ikke er bundet af voldgiftsklausulen.

69.      Hvis forbuddet medførte, at der ikke har kunnet anlægges sag ved de almindelige domstole, som måske var kompetente, er der desuden risiko for, at disse domstole senere hen nægter at anerkende og fuldbyrde voldgiftskendelsen under henvisning til artikel V i New Yorkkonventionen. En anti-suit injunction kan altså også ud fra et procesøkonomisk synspunkt føre til utilfredsstillende resultater.

70.      Det er rigtigt, at de afgørelser om virkningen og rækkevidden af voldgiftsklausulen, der træffes på den ene side af voldgiftsretten eller de almindelige domstole på det sted, hvor den har sæde, og på den anden side af de retter, som i henhold til forordningen er kompetente med hensyn til sagens genstand i en anden medlemsstat, kan være indbyrdes afvigende. Hvis både voldgiftsretten og den almindelige domstol erklærer sig for kompetente, kan der endda afsiges indbyrdes afvigende realitetsafgørelser, som fremhævet af House of Lords.

71.      Inden for forordningens anvendelsesområde skal det så vidt muligt undgås, at der træffes indbyrdes uforenelige afgørelser i to medlemsstater. Ved kompetencekonflikter mellem de almindelige domstole i to medlemsstater sørger artikel 27 og 28 i forordning nr. 44/2001 for en koordinering, hvilket særligt er fremhævet af den franske regering. Da voldgift ikke falder ind under forordningens anvendelsesområde, foreligger der dog endnu ikke mekanismer til at afstemme voldgiftsretternes kompetence med de almindelige domstoles.

72.      Et ensidigt forbud mod at føre sag er imidlertid ikke noget velegnet middel til at afhjælpe denne situation. Hvis andre medlemsstater fulgte det engelske eksempel og ligeledes indførte sådanne forbud, ville dette føre til gensidige forbud. Dette kan endelig føre til et retssystem, der kan idømme skærpede sanktioner for at tilsidesætte forbuddet.

73.      I stedet for en løsning ved hjælp af sådanne tvangsmidler skal der findes en løsning ad lovgivningens vej. Problemet kan for så vidt kun afhjælpes ved, at voldgift henføres under ordningen i forordning nr. 44/2001. Indtil da må man i nødstilfælde affinde sig med afvigende afgørelser. Jeg skal dog endnu en gang understrege, at disse tilfælde udgør en undtagelse. Når der foreligger en entydigt formuleret voldgiftsklausul, hvis gyldighed der ikke hersker nogen tvivl om, har de almindelige domstole ingen grund til ikke i overensstemmelse med New Yorkkonventionen at henvise parterne til den voldgiftsret, sagen er indbragt for.

V –    Forslag til afgørelse

74.      På baggrund af ovennævnte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af House of Lords forelagte spørgsmål således:

»Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er til hinder for, at en retsinstans i en medlemsstat kan træffe en afgørelse, hvorved det forbydes en person at anlægge eller gennemføre en retssag i en anden medlemsstat, fordi en sådan sag efter rettens opfattelse strider mod en voldgiftsaftale.«


1 – Originalsprog: tysk.


2 – EFT L 12, s. 1.


3 – Dom af 27.4.2004, sag C-159/02, Sml. I, s. 3565.


4 – Bruxelleskonventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, af 27.9.1968, EFT 1972 L 299, s. 32, i udgaven af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Nordirlands tiltrædelse af konventionen, EFT L 304, s. 1, og – med ændret tekst – s. 77, af 25.10.1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse af konventionen, EFT L 388, s. 1, og af 26.5. 1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse af konventionen, EFT L 285, s. 1.


5 – Jf. Through Transport Mutual Insurance Association, Eurasia, Ltd v India Assurance Co. Ltd [2005] 1 Lloyd’s Rep 67.


6 – New Yorkkonventionen af 10.6.1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, United Nations Treaty Series, UNTS, bind 330, s. 3. Jf. listen over de kontraherende stater: www.uncitral.org/uncitral/en/uncitral_texts/arbitration/NYConvention_status.html


7 – Jf. Toepfer International GmbH v. Molino Boschi, Q.B.D., [1996] 1 Lloyd’s Rep 510, [1996] C.L.C. 738, [1997] I.L.Pr. 133; Philip Alexander Securities and Futures Limited v. Bamberger, Court of Appeal, [1997] ILPr 73; [1996] CLC 1757.


8 – International Convention for the Unification of Certain Rules of Law relating to Bills of Lading (international konvention om indførelse af visse ensartede regler om konnossementer), Bruxelles, 25.8.1924, som ændret ved Protocol to Amend the International Convention for the Unification of Certain Rules of Law relating to Bills of Lading (Visby-Rules), Bruxelles, 23.2.1968, og Protocol amending the Convention, as amended by the Protocol of 23 February 1968, Bruxelles, 21.12.1979, UNTS bind 1412, s. 127, punkt 23643.


9 – Through Transport Mutual Insurance Association, Eurasia, Ltd v New India Assurance Co. Ltd [2005] 1 Lloyd’s Rep 67.


10 – Jf. herom især 16. betragtning til forordning nr. 44/2001, nævnt i punkt 8 i nærværende forslag til afgørelse.


11 –      Turner-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 25.


12 – Dom af 9.12.2003, sag C-116/02, Sml. I, s. 14693, præmis 72.


13 – Gasser-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 54 og 73.


14– Turner-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 25 og 26.


15 – Turner-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 27 og 29.


16 – Turner-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 28.


17 – Kommissionens forslag af 14.7.1999 til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, KOM(1999) 348 endelig udg., EFT C 376 E, s. 1, afsnit 2.1 og 4.1.


18 – Jf. 19. betragtning til forordning nr. 44/2001.


19 – I de afgørelser, Domstolen har truffet indtil nu vedrørende forordning nr. 44/2001, har den da også uden videre henvist til sin praksis vedrørende Bruxelleskonventionen, i det omfang bestemmelserne er forblevet uændret, jf. dom af 13.7.2006, sag C-103/05, Reisch Montage, Sml. I, s. 6827, præmis 22, og af 11.10.2007, sag C-98/06, Freeport, Sml. I, s. 8319, præmis 23 og 39. Se vedrørende en anden opfattelse derimod dom af 22.5.2008, sag C-462/06, Glaxosmithkline m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 15 ff., idet de bestemmelser, der kan anvendes på ansættelseskontrakter, er blevet ændret.


20 – Artikel 1, stk. 2, litra d), i forordning nr. 44/2001.


21 – Med hensyn til fortolkningen af begrebet voldgift henviser House of Lords til dom af 25.7.1991, sag C-190/89, Rich, Sml. I, s. 3855, og af 17.11.1998, sag C-391/95, Van Uden, Sml. I, s. 7091.


22 – Turner-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 29.


23 – Jf. Turner-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 29.


24 – Jf. bl.a. dom af 13.12.2005, sag C-446/03, Marks & Spencer, Sml. I, s. 10837, præmis 29, af 12.9.2006, sag C-196/04, Cadbury Schweppes og Cadbury Schweppes Overseas, Sml. I, s. 7995, præmis 40, og af 12.12.2006, sag C-374/04, Test Claimants in Class IV of the ACT Group Litigation, Sml. I, s. 11673, præmis 36.


25 – Dom af 15.5. 1990, sag C-365/88, Sml. I, s. 1845, præmis 20. Se også Turner-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 3, præmis 29.


26 –      P. Schlosser, Rapport om konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tilslutning til konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen vedrørende Domstolens fortolkning af denne konvention, EFT 1979 C 59, s. 71, punkt 61. Se herom også generaladvokat Darmons forslag til afgørelse af 19.2.1991, sag C-190/89, Rich, Sml. I, s. 3855, punkt 23, og generaladvokat Légers forslag til afgørelse fremsat den 10.6.1997 i Van Uden-sagen, nævnt ovenfor i fodnote 21, punkt 40 ff.


27 – Jf. Schlosser-rapporten, nævnt ovenfor i fodnote 26, punkt 62.


28 – Rapport fra P. Jenard om konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, 1965, tredje kapitel, afsnit IV, punkt D, EFT 1979 L 59, s. 1.


29 – Evrigenis/Kerameus, Rapport om Den Hellenske Republiks tiltrædelse af EF-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, EFT 1986 C 298, s. 1, 10, punkt 35.


30 – Rich-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 18, og Van Uden-dommen, nævnt i fodnote 21, præmis 31.


31 – Schlosser-rapporten, nævnt ovenfor i fodnote 26, punkt 61.


32 – Schlosser-rapporten, nævnt ovenfor i fodnote 26, punkt 64 f.


33 – Nævnt ovenfor i fodnote 29, afsnit 35.


34 – Rich-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 26.


35 – Rich-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 27.


36 – Van Uden-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 33 og 34.


37 – I Rich-sagen havde sagsøgte netop anført, at det pågældende præjudicielle retsspørgsmål faldt ind under konventionens anvendelsesområde og medførte, at hele sagen hørte under konventionen. Domstolen lod kvalifikationen af det præjudicielle spørgsmål stå åben, da denne var uden betydning for, om sagen hørte under eller var udelukket fra konventionens anvendelsesområde.


38 – Jf. i samme retning Rich-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 27.


39 – I Schlosser-rapporten, nævnt ovenfor i fodnote 26, punkt 6, hedder det herom: »Konventionen finder ikke anvendelse på retsafgørelser, hvorved der tages stilling til en voldgiftsaftales gyldighed, eller hvorved det pålægges parterne ikke at fortsætte voldgiftssagen på grund af aftalens ugyldighed.« Domstolen citerer denne passage i Van Uden-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 32.


40 – Gasser-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 12, præmis 13.


41 – Dom af 15.5. 1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, præmis 18 og 19, af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores, Sml. I, s. 6677, præmis 39, og af 13.3.2007, sag C-432/05, Unibet, Sml. I, s. 2271, præmis 37. Vedrørende den grundlæggende retsgaranti om effektiv domstolsbeskyttelse, jf. artikel 6 og artikel 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4.11.1950, samt artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice den 7.12.2000, EFT C 364, s. 1.


42 – Van Uden-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 21, præmis 24.


43 – Jf. vedrørende begrænsninger af de grundlæggende friheder: dom af 25.7.1991, sag C-288/89, Collectieve Antennevoorziening Gouda, Sml. I, s. 4007, præmis 10, af 28.4.1998, sag C-158/96, Kohll, Sml. I, s. 1931, præmis 41, og af 17.3.2005, sag C-109/04, Kranemann, Sml. I, s. 2421, præmis 34.


44 – Jf. dom af 9.11.1978, sag 23/78, Meeth, Sml. s. 2133, præmis 5, og af 9.11.2000, sag C-387/98, Coreck, Sml. I, s. 9337, præmis 14.


45 – Jf. ovenfor, punkt 53.