Language of document : ECLI:EU:C:2008:189

Sag C-346/06

Dirk Rüffert som kurator for konkursboet efter      Objekt und Bauregie GmbH & Co. KG

mod

Land Niedersachsen

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Oberlandesgericht Celle)

»Artikel 49 EF – fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – direktiv 96/71/EF – udstationering af arbejdstagere som led i levering af tjenesteydelser – fremgangsmåder med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter – social beskyttelse af arbejdstagerne«

Sammendrag af dom

1.        Fri udveksling af tjenesteydelser – udstationering af arbejdstagere som led i levering af tjenesteydelser – direktiv 96/71

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71, art. 3, stk. 1 og 8)

2.        Fri udveksling af tjenesteydelser – udstationering af arbejdstagere som led i levering af tjenesteydelser – direktiv 96/71

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71, art. 3)

3.        Fri udveksling af tjenesteydelser – udstationering af arbejdstagere som led i levering af tjenesteydelser – direktiv 96/71

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71)

4.        Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – udstationering af arbejdstagere som led i levering af tjenesteydelser

(Art. 49 EF; Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71, art. 3, stk. 1)

1.        Ved lovgivning, hvorved det pålægges den ordregivende myndighed kun at give kontrakter for byggeleverancer til virksomheder, som ved tilbudsgivningen skriftligt har forpligtet sig til ved udførelsen af leveringerne mindst at betale deres ansatte den på leveringsstedet overenskomstmæssigt fastsatte løn, uden at nævnte overenskomst kan kvalificeres som en kollektiv aftale, der finder generel anvendelse, er der ikke fastsat en lønsats på en af de måder, der fremgår af artikel 3, stk. 1, første afsnit, første og andet led, samt artikel 3, stk. 8, andet afsnit, i direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. Følgelig kan en sådan lønsats ikke betragtes som en mindsteløn i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktivets artikel 3, stk. 1, første afsnit, litra c), som medlemsstaterne i henhold hertil har ret til at pålægge virksomheder i andre medlemsstater i forbindelse med grænseoverskridende levering af tjenesteydelser.

(jf. præmis 26, 30 og 31)

2.        Artikel 3, stk. 7, i direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser kan ikke fortolkes således, at bestemmelsen gør det muligt for værtsmedlemsstaten at betinge gennemførelsen af levering af tjenesteydelser på sit område af overholdelsen af arbejds- og ansættelsesvilkår, der går videre end de ufravigelige regler om minimumsbeskyttelse.

For så vidt angår de områder, der er nævnt i artikel 3, stk. 1, første afsnit, litra a)-g), fastlægger direktiv 96/71 nemlig udtrykkeligt den grad af beskyttelse, som værtsmedlemsstaten kan kræve iagttaget af virksomheder, der har hjemsted i en anden medlemsstat, i forhold til deres arbejdstagere, der er udstationeret på denne værtsmedlemsstats område. Derfor – og med forbehold for muligheden for, at virksomheder, der har hjemsted i en anden medlemsstat, bl.a. ved en forpligtelse, der påtages over for eget udstationeret personale, i værtsmedlemsstaten frivilligt tiltræder en kollektiv arbejdsoverenskomst, der eventuelt er mere favorabel – er det beskyttelsesniveau, der skal garanteres over for udstationerede arbejdstagere på værtsmedlemsstatens område, i princippet begrænset til det, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, første afsnit, litra a)-g), i direktiv 96/71, forudsat at disse arbejdstagere ikke allerede i medfør af den lov eller de kollektive overenskomster, der gælder i oprindelsesmedlemsstaten, har mere favorable arbejds- og ansættelsesvilkår på de områder, der er nævnt i denne bestemmelse.

(jf. præmis 33 og 34)

3.        En medlemsstat har ikke ret til i medfør af direkti v 96/71 at pålægge virksomheder i andre medlemsstater en lønsats, der er fastsat i en kollektiv overenskomst, der finder anvendelse på leveringsstedet, som ikke finder generel anvendelse, gennem vedtagelse af lovgivningsmæssig foranstaltning, hvorved det pålægges den ordregivende myndighed kun at give kontrakter for byggeleverancer til virksomheder, som ved tilbudsgivningen skriftligt har forpligtet sig til ved udførelsen af leveringerne mindst at betale deres ansatte den i nævnte overenskomst fastsatte løn.

(jf. præmis 35)

4.        Direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser, sammenholdt med artikel 49 EF, er til hinder for, at en myndighed i en medlemsstat vedtager en lovgivningsmæssig foranstaltning, hvorved det pålægges den ordregivende myndighed kun at give kontrakter for byggeleverancer til virksomheder, som ved tilbudsgivningen skriftligt har forpligtet sig til ved udførelsen af leveringerne mindst at betale deres ansatte den på leveringsstedet overenskomstmæssigt fastsatte løn, når nævnte lønsats ikke er fastsat på en af de måder, der fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1 og 8.

Ved at forpligte ordremodtageren for en kontrakt om offentlige byggeleverancer og indirekte dennes underentreprenører til at anvende den mindsteløn, der er fastsat i en sådan kollektiv overenskomst, kan en sådan lovgivning pålægge en tjenesteyder hjemmehørende i en anden medlemsstat, hvor mindstelønnen er lavere, en yderligere økonomisk omkostning, som kan være til hinder eller indebære ulemper for præstationen af vedkommendes tjenesteydelser i værtsmedlemsstaten eller gøre denne præstation mindre tiltrækkende. Således kan en sådan foranstaltning udgøre en restriktion i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 49 EF.

En sådan hindring kan ikke betragtes som berettiget af formålet om arbejdstagernes beskyttelse, for så vidt som den lønsats, der er blevet fastsat ved en sådan kollektiv overenskomst, ifølge den omhandlede lov kun gælder for en del af byggesektoren, da, for det første, loven kun finder anvendelse på offentlige kontrakter og altså ikke omfatter private kontrakter og, for det andet, nævnte kollektive overenskomst ikke finder generel anvendelse, og for så vidt som der ikke foreligger noget, der kan føre til den konklusion, at beskyttelsen ifølge en sådan lønsats kun er nødvendig for en arbejdstager beskæftiget i byggesektoren, når vedkommende er ansat i forbindelse med en byggeleverance til det offentlige, og ikke, når arbejdstageren arbejder i forbindelse med en privat kontrakt.

Af grunde svarende hertil kan den nævnte restriktion heller ikke betragtes som berettiget af formålet om beskyttelse af fagforeningers uafhængige organisering af arbejdslivet.

(jf. præmis 36-43 og domskonkl.)