Language of document : ECLI:EU:C:2003:437

Sommaires

Sag C-151/02


Landeshauptstadt Kiel
mod
Norbert Jaeger



(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesarbeitsgericht Schleswig-Holstein (Tyskland))

»Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 93/104/EF – begreberne arbejdstid og hvileperiode – vagttjeneste (Bereitschaftsdienst), der udføres af en læge på et hospital«


Sammendrag af dom

1.
Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – begreberne arbejdstid og hvileperiode

(Rådets direktiv 93/104, art. 2, nr. 1 og 2)

2.
Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – arbejdstid – begreb – læger – vagttjeneste, der udføres efter ordningen med fysisk tilstedeværelse på hospitalet – omfattet

(Rådets direktiv 93/104, art. 2, nr. 1)

3.
Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – læger – vagttjeneste, der udføres efter ordningen med fysisk tilstedeværelse på hospitalet – national lovgivning, hvorefter der kun ydes kompensation for de vagtperioder, hvori arbejdstageren faktisk har udført arbejde – ulovlig

(Rådets direktiv 93/104)

4.
Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – undtagelsesbestemmelserne i artikel 17 – vagttjeneste på hospitaler samt i lignende institutioner – nedsættelse af den daglige hvileperiode – betingelse – tilsvarende kompenserende hvileperioder – begrænsninger

(Rådets direktiv 93/104, art. 17, stk. 2)

1.
Begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode« i den forstand, hvori de er anvendt i direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, skal ikke fortolkes på baggrund af forskrifterne i medlemsstaternes forskellige lovgivninger, men udgør fællesskabsretlige begreber, der skal defineres efter objektive kriterier under hensyn til direktivets opbygning og formål. Kun en sådan selvstændig fortolkning kan sikre direktivet sin fulde virkning samt en ensartet anvendelse af disse begreber i samtlige medlemsstater. Den omstændighed, at der i definitionen af begrebet arbejdstid henvises til »national lovgivning og/eller praksis«, indebærer således ikke, at medlemsstaterne ensidigt kan fastlægge begrebets rækkevidde. De kan derfor ikke pålægge arbejdstagernes ret til, at arbejdsperioderne og dermed også hvileperioderne tages behørigt i betragtning, nogen form for betingelse, da en sådan ret direkte kan støttes på direktivets bestemmelser.

(jf. præmis 58 og 59)

2.
Direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at en vagttjeneste, som en læge udfører efter ordningen med fysisk tilstedeværelse på hospitalet, fuldt ud skal anses for at være arbejdstid i direktivets forstand, selv om lægen har lov til at hvile sig på arbejdsstedet i de perioder, hvor hans arbejdsydelser ikke er påkrævet, og direktivet er følgelig til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter arbejdstagerens arbejdsfrie perioder under en sådan vagttjeneste betragtes som hviletid.
Den afgørende begrundelse for antagelsen om, at det, der karakteriserer begrebet »arbejdstid« i direktiv 93/104’s forstand, foreligger ved de vagter, som lægerne udfører på selve hospitalet, er den omstændighed, at de er forpligtet til fysisk at opholde sig på det sted, som arbejdsgiveren har anvist, for dér at være til arbejdsgiverens rådighed med henblik på straks at kunne udføre arbejde, såfremt der opstår behov herfor. Denne forpligtelse, der udelukker, at de berørte læger kan vælge, hvor de vil opholde sig i venteperioderne, skal anses for at indgå i udførelsen af deres arbejde. Denne konklusion påvirkes ikke af den ene omstændighed, at arbejdsgiveren stiller et værelse til rådighed for lægen, i hvilket han kan hvile sig, så længe en arbejdsindsats fra hans side ikke er påkrævet. Denne fortolkning kan ikke anfægtes med argumenter af økonomisk og organisatorisk karakter.

(jf. præmis 63, 64, 66 og 71 samt domskonkl. 1)

3.
Direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, det er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der i forbindelse med vagttjeneste, der udføres efter ordningen med fysisk tilstedeværelse på hospitalet – eventuelt i kraft af en kollektiv overenskomst eller virksomhedsaftale, der er støttet på en kollektiv overenskomst – kun ydes kompensation for de vagtperioder, hvorunder arbejdstageren faktisk har udført arbejde.

(jf. præmis 103 og domskonkl. 2)

4.
Anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 17, stk. 2, punkt 2.1, litra c), nr. i), i direktiv 93/104 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden på en nedsættelse af den daglige hvileperiode på 11 sammenhængende timer som følge af udførelsen af en vagttjeneste, der følger efter den normale arbejdstid, er betinget af, at tilsvarende kompenserende hvileperioder indrømmes de pågældende arbejdstagere på tidspunkter, der følger umiddelbart efter de tilsvarende arbejdsperioder. En sådan nedsættelse af den daglige hvileperiode må i øvrigt under ingen omstændigheder medføre, at den maksimale ugentlige arbejdstid, der er fastsat i direktivets artikel 6, overskrides.

(jf. præmis 103 og domskonkl. 2)