Language of document : ECLI:EU:T:2007:196

Sag T-475/04

Bouygues SA et Bouygues Télécom SA

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Statsstøtte – mobiltelefoni – ændring af de afgifter, Orange France og SPFR skylder for UMTS-licenser – beslutning om, at der ikke foreligger statsstøtte «

Sammendrag af dom

1.      Statsstøtte – undersøgelse af klager

(Art. 87, stk. 1, EF)

2.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – den indledende fase og kontradiktionsfasen

(Art. 88, stk.  2 og 3, EF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13)

3.      Tilnærmelse af lovgivningerne – telekommunikationssektoren

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13)

1.      I en retsakts begrundelse skal der ikke redegøres udførligt for alle relevante faktiske og retlige forhold, eftersom begrundelsen skal vurderes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Selv om Kommissionen er forpligtet til tilstrækkeligt uddybende at give den interesserede meddelelse om grundene til, at de i klagen nævnte faktiske og retlige omstændigheder ikke har været tilstrækkelige til, at det kan anses for godtgjort, at der foreligger en sådan støtte, er den følgelig ikke forpligtet til at tage stilling til forhold, der er åbenbart uvedkommende, uden betydning eller klart af underordnet relevans. Kommissionens beslutning om afvisning af en klage over en national foranstaltning om ligestilling af de afgifter, operatørerne skylder for tildeling af licenser til Universal Mobile Telecommunications System (UMTS), er derfor tilstrækkelig begrundet, eftersom den, da et af disse, kumulative elementer, der i medfør af artikel 87, stk. 1, EF udgør begrebet statsstøtte, nemlig tildeling af en fordel til støttemodtageren, ikke forelå, ikke var forpligtet til at begrunde sin afvisning af sagsøgernes klage i forhold til andre elementer, der kendetegnede dette begreb, og da den pågældende foranstaltning gennemfører et fællesskabsdirektiv og særligt overholdelsen af det i direktivet fastsatte princip om forbud mod forskelsbehandling.

(jf. præmis 53-55)

2.      Kommissionen kan kun træffe en beslutning om ikke at fremsætte indsigelser mod en støtte under den foreløbige undersøgelsesfase som fastsat i artikel 88, stk. 3, EF uden at indlede den formelle procedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF, såfremt det er muligt for Kommissionen ved afslutningen af denne foreløbige undersøgelse uden at støde på alvorlige vanskeligheder at danne sig en opfattelse af, om den pågældende støtte er forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen kan således ved afslutningen af den foreløbige undersøgelsesfase lovligt vedtage en beslutning om, at der ikke foreligger statsstøtte, når der ikke er tildelt visse operatører en selektiv fordel ved en national foranstaltning om nedsættelse af de afgifter, disse skyldte for licenserne til Universal Mobile Telecommunications System (UMTS), med henblik på at sidestille tildelingsbetingelserne for alle de tildelte licenser, eftersom det forhold, at de havde fået tildelt deres licenser tidligere, som følge af forsinkelsen i iværksættelsen af UMTS-nettet ikke havde skadet den operatør, der fik tildelt en licens senere ved et supplerende udbud, og eftersom det tab af statsmidler, der følger heraf, under hensyn til licensernes økonomiske værdi vedrører en usikker fordring, som staten uundgåeligt må give afkald på som følge af de særlige kendetegn ved de fællesskabsretlige bestemmelser om telekommunikation, hvorom der i direktiv 97/13 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester er fastsat et princip om ligebehandling af operatørerne, hvilket medfører, at de pålagte afgifter skal være økonomisk lige.

(jf. præmis 89-91, 111, 116, 122, 124, 152, 153 og 156)

3.      Licenserne til Universal Mobile Telecommunications System (UMTS), som tillader, at der udøves økonomisk virksomhed med levering af tjenesteydelser med mobiltelefoni på radiobølgenettet, og som må vurderes som dokumenter om optagelse eller benyttelse af det tilsvarende offentlige net, har en økonomisk værdi, som ejeren af dette net skal tage hensyn til, når de afgifter, som de pågældende operatører skal betale, fastsættes, og udgør følgelig statsmidler.

Udøvelsen af lovgivende virksomhed udelukker således ikke, at der tages hensyn til økonomiske fakta som led i formueforvaltning af en knap offentlig ressource som radiofrekvenser, der udgør de offentlige radiobølger, hvortil der kan gives ret til adgang eller til anvendelse. Medlemsstaterne skal således både regulere telekommunikationen og forvalte den offentlige formue, som radiobølgerne udgør.

(jf. præmis 100, 101, 104 og 105)