Language of document :

Sag anlagt den 30. december 2008 - Angelidis mod Parlamentet

(Sag F-104/08)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Angel Angelidis (Luxembourg, Luxembourg) (ved avocat E. Boigelot)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Dels påstand om annullation af stillingsopslag nr. 12564 dateret 26. februar 2008 vedtaget af Europa-Parlamentets formand vedrørende besættelse af stillingen som direktør for Generaldirektoratet for Unionens Interne Politik - Direktion D Budgetspørgsmål - samt af den ansættelsesprocedure, der blev indledt ved dette opslag. Dels påstand om annullation af afgørelsen om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning til den pågældende stilling og i stedet udnævne en anden ansøger til stillingen. Endelig en påstand om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt ved hans udnævnelse som direktør "ad personam".

Sagsøgerens påstande

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 23. september 2008 og følgelig stillingsopslag nr. 12564 vedtaget af Europa-Parlamentets formand vedrørende besættelse af stillingen som direktør for Generaldirektoratet for Unionens Interne Politik - Direktion D Budgetspørgsmål, annulleres.

Følgelig annulleres den ansættelsesprocedure, som dette opslag indleder ved forflyttelse eller forfremmelse.

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 21. november 2008 om udnævnelse af en anden person til den omhandlede stilling samt afgørelsen om ikke at imødekomme sagsøgerens ansøgning til denne stilling annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale erstatning for økonomisk og ikke-økonomisk skade, samt for indgreb i sagsøgerens karriere, som han anslår til samlet set 25 000 EUR med forbehold for forøgelse eller nedsættelse under sagen, navnlig henset til den ufuldstændige opfyldelse af Personalerettens dom af 13. september 2007, samt til konstateringen af en alvorlig magtfordrejning og til de omstændigheder, hvorunder den omtvistede nye udnævnelse er foretaget.

Under alle omstændigheder tildeles sagsøgeren i hvert fald titlen som direktør "ad personam" som følge af den betydelige skade, som hans karriere er blevet forvoldt, for så vidt som Parlamentet uberettiget har berøvet ham en udnævnelse i en højere lønklasse.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

____________