PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

1. februar 2008

Sag F-77/07

Kay Labate

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – ulykkeforsikring og erhvervssygdomme – erhvervssygdom – lungekræft – passiv tobaksrygning – ufornødent at træffe afgørelse«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Kay Labate har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelser af henholdsvis 18. oktober 2004 og 6. oktober 2006 om at afslå hendes anmodning om, at den lungekræft, som hendes mand var ramt af og senere døde af, anerkendes som en erhvervssygdom, og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren de beløb, der er omhandlet i vedtægtens artikel 73, og i artikel 9 i ordningen vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber, om at anordne andre foranstaltninger, der måtte være rimelige, og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Udfald: Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende sagsøgerens påstande i stævningen. Det erstatningskrav, sagsøgeren har fremsat i sin skrivelse af 25. oktober 2007, forkastes som åbenbart ugrundet. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Annullationssøgsmål – søgsmål til prøvelse af en afgørelse – tilbagekaldelse under sagens forløb af den anfægtede afgørelse – søgsmålet blevet uden genstand – ufornødent at træffe afgørelse

(Personalerettens procesreglement, art. 75)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – fuld prøvelsesret – dom ex officio for, at den sagsøgte institution skal betale erstatning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

1.      Når den berørte fællesskabsinstitution under en retssags forløb formelt tilbagekalder den anfægtede afgørelse, som er genstand for et annullationssøgsmål, og der som led i tilbagekaldelsen ikke vedtages en anden afgørelse med samme genstand, er det ufornødent at træffe afgørelse. En sådan tilbagekaldelse, hvorved den omtvistede afgørelse annulleres med tilbagevirkende kraft, har nemlig virkninger svarende til virkningerne af en dom om annullation.

Argumentet om, at institutionen har tilbagekaldt den anfægtede afgørelse for at unddrage sig Fællesskabets retsinstansers kontrol heraf, er i denne forbindelse ikke egnet til at godtgøre, at tvisten stadig har en genstand. Institutionen kan nemlig ikke foreholdes efter en gennemgang af stævningen og af samtlige de i sagen foreliggende oplysninger at have anset det for ønskeligt at afhjælpe visse mangler og uretmæssigheder, som afgørelsen er behæftet med, ved at genindlede beslutningsproceduren. En for sen tilbagekaldelse er desuden, hvor beklagelig den end er, uden indflydelse på konstateringen af, at den anfægtede afgørelse ikke længere har retsvirkninger.

(jf. præmis 7, 11 og 13)

Henvisning til:

Retten, 18. september 1996, sag T-22/96, Langdon mod Kommissionen, Sml. II, s. 1009, præmis 12-14.

2.      Selv om Fællesskabets retsinstanser i medfør af vedtægtens artikel 91, stk. 1, har fuld prøvelsesret i søgsmål af økonomisk karakter, og de, selv af egen drift, kan tilpligte en institution at betale en godtgørelse for den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt sagsøgeren, kan de imidlertid først træffe en sådan afgørelse, efter at de har prøvet lovligheden af den anfægtede retsakt. Da Fællesskabets retsinstanser hverken kan efterprøve lovligheden af den anfægtede retsakt eller bedømme eksistensen og karakteren af den påståede skade, kan institutionen nemlig ikke anses for at være ifaldet erstatningsansvar.

Når der fremsættes en påstand om betaling af en erstatning for en skade, der er forvoldt som følge af en urimelig lang sagsbehandlingstid for en anmodning om anerkendelse af en erhvervssygdom, der for sin del skyldes tilbagekaldelse af den oprindelige afgørelse og derefter en fornyet procedure for lægeudvalget, kan Fællesskabets retsinstanser således hverken efterprøve, om den tilbagekaldte afgørelse var lovlig, eller om den endnu pågående sagsbehandling er urimelig lang, idet de ikke har adgang til de forskellige faser af og nærmere omstændigheder vedrørende forløbet af denne sagsbehandling, som de ikke kan forudse den samlede længde af. Desuden har parterne og Fællesskabets retsinstanser i sagens natur ikke kendskab til selve udfaldet af den endelige afgørelse, og sagsøgerens erstatningskrav afhænger nødvendigvis af denne afgørelse, der træffes ved procedurens afslutning.

(jf. præmis 16-22)

Henvisning til:

Retten, 12. december 1996, sag T-99/95, Stott mod Kommissionen, Sml. II, s. 2227, præmis 72; 11.april 2006, sag T-394/03, Angeletti mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 95, og II-A-2, s. 441, præmis 163-167 og den deri nævnte retspraksis; 15. marts 2007, sag T-402/03, Katalagarianakis mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 104.