PERSONALERETTENS DOM

(Første Afdeling)

30. november 2009

Sag F-3/09

Roberto Ridolfi

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – tjenestemænd ansat i et tredjeland – forhøjet uddannelsestillæg – forflyttelse til hovedsædet – genanvendelse – periode med forskriftsmæssigt tjenestested – artikel 3 og 15 i bilag X til vedtægten«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Roberto Ridolfi bl.a. har nedlagt påstand om annullation dels af Kommissionens afgørelse af 5. marts 2008, hvorved han med virkning fra den 24. oktober 2007 fik afslag på den mulighed for »genanvendelse«, der er fastsat i artikel 3 i bilag X til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber, dels af Kommissionens note af 12. december 2008 om tilbagesøgning af det forhøjede uddannelsestillæg, som han modtag i henhold til artikel 15 i bilag X til vedtægten i perioden fra den 24. oktober 2007 til den 31. december 2007.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – tjenestested – forflyttelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – ligebehandling – fordele indrømmet i forbindelse med omplacering til Kommissionens hovedsæde efter tilbagelæggelse af en periode med forskriftsmæssigt tjenested i et tredjeland

(Tjenestemandsvedtægten, bilag X, art. 3 og 15)

1.      En forflyttelse i tjenestens interesse udelukker ikke, at de kompetente myndigheder tager hensyn til de berørtes personlige ønsker, bl.a. med henblik på at de får mulighed for at overvinde personlige vanskeligheder. Eftersom en tjenestemands personlige velbefindende påvirker vedkommendes arbejdsindsats, og idet Europa-Kommissionen har en omsorgspligt over for sine tjenestemænd, må det nødvendigvis være i tjenestens interesse at tage hensyn til de personlige problemer, som tjenestemændene henviser til. Hvis det tillades en tjenestemand, der er blevet forflyttet efter udtrykkeligt at have anmodet herom og af personlige grunde, at lade denne kendsgerning ude af betragtning og udelukkende begrunde omplaceringen med tjenstlige hensyn, vil dette indebære en uretmæssig adskillelse af tjenestemandens personlige situation og tjenestens interesse, idet disse er uløseligt forbundne.

(jf. præmis 47)

Henvisning til:

Domstolen, 9. november 1978, sag 140/77, Verhaaf mod Kommissionen, Sml. Pers. s. 2117, præmis 11 og 12

2.      Ligebehandlingsprincippet indebærer bl.a. et forbud mod, at ensartede situationer behandles forskelligt, og at forskellige situationer behandles på samme måde, medmindre en sådan forskellig eller ensartet behandling er objektivt begrundet i det enkelte tilfælde. Det samme gælder i relation til princippet om forbud mod forskelsbehandling, der blot er det konkrete udtryk for det almindelige lighedsprincip, og disse principper udgør i forening en af fællesskabsrettens grundlæggende rettigheder, hvis overholdelse Domstolen skal sikre. Proportionalitetsprincippet indebærer, at fællesskabsinstitutionernes handlinger ikke må overskride grænserne for, hvad der er passende og nødvendigt for at nå det forfulgte mål.

Hvis det imidlertid er inden for rammerne af sin skønsbeføjelse, at fællesskabslovgiver har besluttet at indføre en mulighed for »genanvendelse«, dvs. at en tjenestemand, der gør tjeneste i et tredjeland, midlertidigt forflyttes til en stilling ved Kommissionens hovedsæde eller et andet tjenestested inden for Fællesskabet, råder den så meget desto mere over en vid skønsbeføjelse ved fastlæggelsen af de betingelser og bestemmelser, der skal gælde herfor. De ovenfor nævnte principper skal derfor fortolkes i lyset af denne vide skønsbeføjelse, idet der samtidig tages hensyn til nødvendigheden af at gennemføre lovgivers ønsker på det personalepolitiske område.

Hvad angår lighedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling foretager Fællesskabets retsinstanser i denne henseende kun en vurdering af, om den berørte institution har foretaget en sondring, der er vilkårlig eller åbenbart uegnet i forhold til det forfulgte mål, og hvad angår proportionalitetsprincippet, om den iværksatte foranstaltning er åbenbart ude af proportion med det forfulgte mål.

Henset til de personlige og familiemæssige ulemper og begrænsninger, som udstationering i et tredjeland kan påføre en tjenestemand, kan det ikke fastslås, at den situation, som en tjenestemand, der tilbagelægger en periode med forskriftsmæssigt tjenestested i et tredjeland, befinder sig i, svarer til den situation, som en tjenestemand, der forlader et sådant tredjeland inden udløbet af udstationeringsperioden, befinder sig i, navnlig ikke i de tilfælde, hvor denne periode afbrydes efter tjenestemandens eget ønske. Det samme gælder, hvis tjenestemandens situation vurderes i lyset af fællesskabsadministrationens behov, herunder bl.a. nødvendigheden af at sikre kontinuitet i tjenesten samt overholdelsen af budgethensyn. Det må således fastslås, at sådanne behov tilgodeses i højere grad, når der tilbagelægges en periode med forskriftsmæssigt tjenestested i et tredjeland, end når udstationeringsperioden afbrydes før tid.

Da den situation, som en tjenestemand, der tilbagelægger en periode med forskriftsmæssigt tjenestested i et tredjeland, befinder sig i, således ikke kan sammenlignes med den situation, som en tjenestemand, der ikke har tilbagelagt en sådan periode, befinder sig i, følger det heraf, at det ikke blot er berettiget at foretage en sondring mellem disse to kategorier af tjenestemænd, men at der ligefrem består en pligt til foretage en sådan sondring, medmindre der foreligger en objektiv begrundelse for det modsatte.

Det står herved fællesskabslovgiver frit at indrømme visse fordele til de tjenestemænd, der tilbagelægger en periode med forskriftsmæssigt tjenestested i et tredjeland, og det står endvidere fællesskabslovgiver frit under overholdelse af proportionalitetsprincippet at fastlægge sådanne fordele, som det er tilfældet med indførelsen af muligheden for at komme i »genanvendelsespraktik« og muligheden for fortsat at modtage forhøjet uddannelsestillæg. Eftersom en tjenestemand, der forflyttes til en institutions hovedsæde uden at opnå ret til »genanvendelse«, kun mister den forhøjelse af det uddannelsestillæg, som tildeles en tjenestemand, der forflyttes, og som indrømmes ret til »genanvendelse«, og ikke selve retten til uddannelsestillægget, er denne forskel på ingen måde ude af proportion med det forfulgte mål.

(jf. præmis 50, 51 og 53-57)

Henvisning til:

Domstolen, 20. februar 1979, sag 122/78, Buitoni, Sml. s. 677, præmis 16 og 20; 23. februar 1983, sag 66/82, Fromançais, Sml. s. 395, præmis 8; 17. maj 1984, sag 15/83, Denkavit Nederland, Sml. s. 2171, præmis 25; 11. marts 1987, forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, Rau Lebensmittelwerke m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1069, præmis 34; 11. juli 1989, sag 265/87, Schräder HS Kraftfutter, Sml. s. 2237, præmis 22; 26. juni 1990, sag C-8/89, Zardi, Sml. I, s. 2515, præmis 10; 5. maj 1998, sag C-157/96, National Farmers’ Union m.fl., Sml. I, s. 2211, præmis 60

Retten i Første Instans, 30. september 1998, sag T-13/97, Losch mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 543, og II, s. 1633, præmis 113, 121 og 122; 30. september 1998, sag T-164/97, Busacca m.fl. mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A, s. 565, og II, s. 1699, præmis 49, 58 og 59; 6. juli 1999, forenede sager T-112/96 og T-115/96, Séché mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 115, og II, s. 623, præmis 127 og 132; 27. september 2002, sag T-211/02, Tideland Signal mod Kommissionen, Sml. II, s. 3781, præmis 39; 8. januar 2003, forenede sager T-94/01, T-152/01 og T-286/01, Hirsch m.fl. mod BCE, Sml. Pers. I-A-1, og II, s. 27, præmis 51; 13. april 2005, sag T-2/03, Verein für Konsumenteninformation mod Kommissionen, Sml. II, s. 1121, præmis 99; 13. september 2006, forenede sager T-217/99, T-321/00 og T-222/01, Sinaga mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 144

Personaleretten, 23. januar 2007, sag F-43/05, Chassagne mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 55, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis, og præmis 61; 28. april 2009, sag F-115/07, Balieu-Steinmetz og Noworyta mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis