Language of document : ECLI:EU:F:2009:165

PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

30. november 2009

Sag F-17/09

Herbert Meister

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»Personalesag – tjenestemænd – annullationssøgsmål – efterfølgende tildeling af tidligere optjente forfremmelsespoint – ingen bebyrdende retsakt – erstatningssøgsmål – skade, der ikke er opgjort beløbsmæssigt – åbenbart afvisningsgrundlag«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Herbert Meister har anfægtet en henvisning i Harmoniseringskontorets afgørelse om tildeling af forfremmelsespoint for 2008, hvorefter værdien af de forfremmelsespoint, han havde optjent i forfremmelsesprocedurer før forfremmelsesåret 2008, var opgjort til 17,5.

Udfald: Sagen afvises. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Kontoret for Harmonisering i det Indre Markeds (Varemærker og Design) omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – ophævelse af sag – krav om klar og ubetinget udtalelse om, at sagen påstås ophævet

(Personalerettens procesreglement, art. 74)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – søgsmål, der ikke er rettet mod afgørelsen om tildeling af forfremmelsespoint, men mod en henvisning hertil i nævnte afgørelse – ingen bebyrdende retsakt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Retspleje – stævning – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – søgsmål om erstatning for skade, som er forvoldt af en fællesskabsinstitution

[Personalerettens procesreglement, art. 35, stk. 1, litra e), og art. 76]

1.      Personaleretten kan kun imødekomme en klar og ubetinget udtalelse fra sagsøgeren om, at den pågældende ønsker at hæve sagen.

(jf. præmis 24)

Henvisning til:

Retten i Første Instans, 12. marts 1992, sag T-73/91, Gavilan mod Parlamentet, Sml. II, s. 1555, præmis 26; 19. oktober 2006, sag T-311/04, Buendía Sierra mod Kommissionen, Sml. II, s. 4137, præmis 100

2.      En påstand om annullation af afvisningen af en klage medfører, at Fællesskabets retsinstanser må prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen.

Dette er ikke tilfældet, når der er tale om en klage, i hvilken forbindelse sagsøgeren ikke bestrider afgørelsen om tildeling af forfremmelsespoint, men den henvisning til disse point, der er nævnt i afgørelsen. En sådan henvisning, der blot giver sagsøgeren oplysning om det samlede antal forfremmelsespoint, han har optjent under tidligere forfremmelsesprocedurer, og som alene har til formål at fastlægge, om han har nået forfremmelsestærsklen, har ikke bindende retlige virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling , og kan således ikke anses for at udgøre et klagepunkt, der går ham imod i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægtens artikel 91, stk. 1.

(jf. præmis 27, 29 og 30)

Henvisning til:

Domstolen, 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, Sml. s. 23, præmis 8

Retten i Første Instans, 22. marts 1995, sag T-586/93, Kotzonis mod ØSU, Sml. II, s. 665, præmis 28; 23. marts 2004, sag T-310/02, Theodorakis mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 95, og II, s. 427, præmis 19; 9. juni 2005, sag T-80/04, Castets mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 161, og II, s. 729, præmis15

3.      I henhold til artikel 35, stk. 1, litra e), i Personalerettens procesreglement skal en stævning indeholde de søgsmålsgrunde og faktiske omstændigheder, der gøres gældende. For at opfylde disse krav skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om erstatning for skade, som angiveligt er forvoldt af en fællesskabsinstitution, indeholde oplysninger, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab. En påstand alene om erstatning uden nogen nærmere opgørelse heraf mangler derimod den fornødne præcision og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 33)

Henvisning til:

Domstolen, 2. december 1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet Sml. s. 975, præmis 9

Retten i Første Instans, 1. juli 1994, sag T-505/93, Osório mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 179, og II, s. 581, præmis 33; 15. februar 1995, sag T-112/94, Moat mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 37, og II, s. 135, præmis 32; 7. februar 2007, sag T-175/04, Gordon mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s.0000, og II-A-2, s. 0000, præmis 42

Personaleretten, 13. december 2007, sag F-95/05, N mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 86