Language of document :

Sag anlagt den 5. august 2010 - Lunetta mod Kommissionen

(Sag F-63/10)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Calogero Lunetta (Bruxelles, Belgien) (ved avocats L. Levi og C. Christophe Bernard-Glanz)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Søgsmålets genstand og beskrivelse af tvisten

Påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om at afslutte den procedure, der blev indledt efter vedtægtens artikel 73 som følge af sagsøgerens ulykke den 13. august 2001, hvorved graden af sagsøgerens vedvarende delvise invaliditet blev fastsat til 6% og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning

Sagsøgerens påstande

Sagen antages til realitetsbehandling.

I givet fald pålægges Kommissionen at fremlægge den afgørelse, som præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol traf om udpegning af den tredje læge til lægeudvalget.

I givet fald pålægges Kommissionen at fremlægge en kopi af de sagsakter, der er registreret under nummer 10006353.

Ansættelsesmyndighedens afgørelse af 28. oktober 2009 om at afslutte den procedure, der blev indledt i henhold til vedtægtens artikel 73 som følge af sagsøgerens ulykke den 13. august 2001, hvorved graden af sagsøgerens vedvarende delvise invaliditet blev fastsat til 6%, annulleres, og om fornødent annulleres ansættelsesmyndighedens afslag på sagsøgerens klage.

Følgelig fastslås det, at der skal foretages en fornyet bedømmelse af graden af den "vedvarende delvise invaliditet" på grundlag af de forskrifter og den skala, der var gældende på tidspunktet for ulykken og indtil den 1. januar 2006, og at den ansøgning, som sagsøgeren indgav i henhold til vedtægtens artikel 73, skal genoptages til fornyet behandling af et lægeudvalg, der er sammensat upartisk og neutralt, og som kan arbejde hurtigt, uafhængigt og uden forhåndsslutninger.

Kommissionen tilpligtes at betale en erstatning, der efter ret og billighed fastsættes til 50 000 EUR (halvtreds tusinde euro) for den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt ved de anfægtede afgørelser.

Kommissionen tilpligtes at betale en erstatning, der midlertidigt kan opgøres til 25 000 EUR (femogtyve tusinde euro), for den økonomiske skade, der er forvoldt ved de anfægtede afgørelser.

Kommissionen tilpligtes at betale morarenter på 12% af det beløb, der skyldes i medfør af vedtægtens artikel 73, i en periode, der senest regnes fra den 13. august 2002, og indtil beløbet betales.

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale sagsøgeren en erstatning, der efter billighed kan opgøres til 50 000 EUR (halvtreds tusinde euro) for den skade, som han er blevet forvoldt ved overskridelsen af en rimelig sagsbehandlingstid.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

____________