PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
11. maj 2010
Sag F55/09
Allan Maxwell
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag — tjenestemænd — midlertidig tjeneste i en anden stilling i tjenestens interesse — tjenestefrihed af personlige årsager — boligudgifter og udgifter til skolegang — erstatningssøgsmål — culpaansvar — ugrundet berigelse«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Allan Maxwell har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham godtgørelse for de bolig- og skoleomkostninger, som han har afholdt under sin tjenestefrihed af personlige årsager i forbindelse med, at han bestred en stilling som chefrådgiver ved en international organisation.
Udfald: Kommissionen frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — påstand om annullation af en administrativ afgørelse om afslag på en erstatningsansøgning — påstand, der ikke er selvstændig i forhold til erstatningspåstanden
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — anbringender
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemænd — søgsmål — frister — erstatningskrav fremsendt til en institution — overholdelse af en rimelig frist — bedømmelseskriterier
(Statutten for Domstolen, art. 46; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemænd — institutionernes ansvar uden for kontraktforhold — betingelser — ulovlighed — skade — årsagsforbindelse — begreb
5. Fællesskabsret — principper — princippet om forbud mod ugrundet berigelse for Fællesskabet — begreb
1. En afgørelse fra en institution, hvorved der meddeles afslag på en ansøgning om erstatning, indgår som en del af den administrative procedure, der går forud for indgivelse af et erstatningssøgsmål for Personaleretten. Følgelig kan den af tjenestemanden fremførte annullationspåstand ikke bedømmes selvstændigt i forhold til erstatningspåstanden. Den retsakt, der indeholder institutionens stillingtagen under den administrative procedure, har nemlig alene til virkning at gøre det muligt for den skadelidte part at rejse krav om erstatning ved Personaleretten.
(jf. præmis 48)
Henvisning til:
Retten: 18. december 1997, sag T90/95, Gill mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 471, og II, s. 1231, præmis 45; 6. marts 2001, sag T77/99, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 61, og II, s. 293, præmis 68; 5. december 2002, sag T202/99, Hoyer mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 243, og II, s. 1211, præmis 32
2. En tjenestemand, som ikke har anfægtet en akt, som han hævder indeholder et klagepunkt i forhold til ham, inden for de frister, der gælder efter vedtægtens artikel 90 og 91, kan ikke ved at anlægge sag med påstand om erstatning af det tab, som denne akt har forvoldt ham, afhjælpe denne undladelse og på denne måde opnå en ny søgsmålsfrist.
(jf. præmis 65)
Henvisning til:
Retten: 29. februar 1996, sag T547/93, Lopes mod Domstolen, Sml. Pers. IA, s. 63, og II, s. 185, præmis 174 og 175
3. Det påhviler tjenestemænd eller ansatte, som over for deres institution fremsætter krav om erstatning af et tab, som kan tilregnes institutionen, at gøre dette inden for en rimelig frist efter det tidspunkt, hvor de er blevet klar over den situation, som ligger til grund for erstatningskravet.
Kravet om en rimelig frist skal endvidere vurderes på grundlag af kriterier såsom sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet og parternes adfærd, samt under henvisning til den frist, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen, som anses for det senest mulige fristtidspunkt.
En frist på mere end seks år regnet fra det tidspunkt, hvor tjenestemanden har fået kendskab til den situation, som ligger til grund for erstatningsansøgningen, og til det tidspunkt, hvor den pågældende indgiver ansøgningen, kan ikke anses for rimelig.
(jf. præmis 67)
Henvisning til:
Retten: 5. oktober 2004, sag T144/02, Eagle m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3381, præmis 60 og 65; 25. juni 2009, sag T114/08, Marcuccio mod Kommissionen, Sml. Pers. IB1, s. 53, og IIB1, s. 313, præmis 25
4. Flere betingelser skal være opfyldt for, at en institution kan ifalde ansvar, idet de handlinger, institutionen kritiseres for at have begået, skal være ulovlige, ligesom der skal være lidt et tab og være en årsagsforbindelse mellem handlingerne og det påståede tab.
For at der kan anses at foreligge årsagsforbindelse mellem ulovligheden af den adfærd, som en institution foreholdes, og det påståede tab, skal der desuden principielt fremlægges bevis for, at der med sikkerhed består en direkte årsagsforbindelse mellem begåede fejl og tabet.
(jf. præmis 69)
Henvisning til:
Domstolen: 1. juni 1994, sag C136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli, Sml. I, s. 1981, præmis 42
Retten: 6. juli 1995, sag T36/93, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 161, og II, s. 497, præmis 130; 5. oktober 2004, sag T45/01, Sanders m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3315, præmis 149; dommen i sagen Eagle m.fl. mod Kommissionen, præmis 148; 12. september 2007, sag T250/04, Combescot mod Kommissionen, Sml. Pers. IA2, s. 191, og IIA2, s. 1251, præmis 95
Personaleretten: 28. april 2009, forenede sager F5/05 og F7/05, Violetti m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s.83, og IIA1, s. 473, præmis 125, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T261/09 P
5. Ifølge de retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, har en person, der har lidt et tab, der forbedrer en anden persons aktiver, uden at der er et juridisk grundlag for denne berigelse, normalt ret til tilbagebetaling for dette tab fra den berigede person. Eftersom den ugrundede berigelse er en kilde til forpligtelser uden for kontrakt, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, finder disse principper også anvendelse på Den Europæiske Union, når en fysisk eller juridisk person foreholder dette at have opnået ugrundet berigelse på vedkommendes bekostning.
(jf. præmis 95)
Henvisning til:
Domstolen, 16. december 2008, sag C47/07 P, Masdar (UK) mod Kommissionen, Sml. I, s. 9761, præmis 47