RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Første Afdeling)
6. november 2012
Sag F-41/06 RENV
Luigi Marcuccio
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tjenestemænd – hjemvisning til Retten efter annullation – invaliditet – pensionering som følge af invaliditet – invaliditetsudvalgets sammensætning – lovlighed – betingelser«
Angående: Søgsmål oprindelig anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hjemvist til Personaleretten ved dom afsagt den 8. juni 2011 af Den Europæiske Unions Ret, Kommissionen mod Marcuccio (sag T-20/09 P, herefter »den oprindelige dom«), som delvist annullerer Personalerettens dom af 4. november 2008, Marcuccio mod Kommissionen (sag F-41/06, herefter »den første dom«), hvori der var truffet afgørelse i sagen indgået den 12. april 2006 til Rettens Justitskontor, hvorved Luigi Marcuccio dels har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af den 30. maj 2005 om hans pensionering som følge af invaliditet og annullation af en række retsakter, der er forbundet med denne afgørelse, dels at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning.
Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. Luigi Marcuccio bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger i sag F-41/06, sag F-41/06 RENV og sag T-20/09 P.
Sammendrag
1. Tjenestemandssager – anbringende om inkompetence hos ophavsmanden til den akt, der indeholder et klagepunkt, væsentlige formelle mangler og utilstrækkelig begrundelse – anbringende vedrørende ufravigelige procesforudsætninger
2. Tjenestemænd – individuel afgørelse – intern administrativ afgørelse – pligt til at præcisere gældende interne juridiske bestemmelser om stedfortrædere – foreligger ikke
(Art. 253 EF; tjenestemandsvedtægten, art. 25)
3. Tjenestemænd – ugyldighed – invaliditetsudvalg – tjenestemandens processuelle rettigheder
(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 7 og 9)
4. Tjenestemænd – ugyldighed – invaliditetsudvalg – sammensætning – domstolskontrol – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 7)
5. Tjenestemænd – ugyldighed – invaliditetsudvalg – sammensætning – fratrædelse af den læge, som repræsenterer tjenestemanden – udvalgets øvrige medlemmers pligt eller institutionens pligt til at sikre, at tjenestemanden er bekendt med denne fratrædelse – foreligger ikke – undtagelser
(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 7)
6. Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – loyalitetspligt – begreb – rækkevidde – pligt til at give møde for invaliditetsudvalg, såfremt det anmoder herom
(Tjenestemandsvedtægten, art. 21)
7. Tjenestemænd – ugyldighed – henvisning til invaliditetsudvalget – beføjelse nøje afgrænset af vedtægtens artikel 59
(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 4)
8. Tjenestemænd – ugyldighed – invaliditetsudvalg – sammensætning – udpegelse af læger – ændring af valget – lovligt
(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 7)
9. Tjenestemænd – sygeorlov – lægeundersøgelse – indhold – administrationens skønsbeføjelse – domstolskontrol – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 59, stk. 1 og 4)
10. Tjenestemænd – ugyldighed – invaliditetsudvalg – sammensætning – udskiftning af tredje læge udpeget ex officio af Domstolens præsident med en læge valgt af de to andre læger efter fælles aftale – lovlig – betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 7)
11. Tjenestemænd – social sikring – invalidepension – invaliditetsudvalgets adgang til at føre regelmæssig kontrol med udviklingen af tjenestemandens situation – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 15)
12. Tjenestemænd – ugyldighed – invaliditetsudvalg – overholdelse af princippet om den fortrolige karakter af udvælgelseskomitéens arbejde – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 26a og art. 78, stk. 5, samt bilag II, art. 9, stk. 2 og 3)
1. Anbringenderne om inkompetence hos ophavsmanden til en akt, der indeholder et klagepunkt, og om væsentlige formelle mangler og manglende eller utilstrækkelig begrundelse i den anfægtede beslutning er anbringender, der angår ufravigelige procesforudsætninger, som skal efterprøves ex officio af Unionens retsinstanser.
(jf. præmis 65)
Henvisning til:
Domstolen: 8. december 2011, sag C-386/10 P, Chalkor mod Kommissionen, præmis 64
Retten: 8. juli 2010, sag T-160/08 P, Kommissionen mod Putterie-De-Beukelaer, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis
2. En institution er ikke forpligtet til i en intern administrativ afgørelse fra dens tjenestegrene til en af dens tjenestemænd at angive henvisninger til de interne juridiske bestemmelser vedrørende ordningen for stedfortrædere og heller ikke til at angive indholdet af disse bestemmelser.
(jf. præmis 74)
3. Et invaliditetsudvalgs arbejde vedrører ikke en åben kontradiktorisk administrativ procedure, som indledes over for en tjenestemand, og har heller ikke til hensigt at afgøre en konflikt mellem administrationen og dens arbejdstager. Formålet med et invaliditetsudvalgs arbejde er at fastlægge de lægelige vurderinger, der gør det muligt for administrationen at træffe afgørelse om, hvorvidt og i hvilket omfang den berørte tjenestemand er ramt af invaliditet. Derfor er et sådant udvalgs høring af en tjenestemand ikke påkrævet i henhold til principperne om retten til forsvar.
Den berørte tjenestemand kan derimod, inden for rammerne af de særlige administrative procedurer som invaliditetsproceduren, påberåbe sig processuelle rettigheder, som er gældende for disse procedurer, og som derfor adskiller sig fra retten til forsvar.
Således er tjenestemandens interesser under invaliditetsudvalgets arbejde i medfør af artikel 7 i vedtægtens bilag II først og fremmest repræsenteret og beskyttet af tilstedeværelsen i udvalget af den læge, som repræsenterer ham. For det andet udgør udpegelsen af den tredje læge efter fælles aftale af de to medlemmer, som er udnævnt af hver part, eller i mangel af fælles aftale af Domstolens præsident, en garanti for upartiskhed ved udførelsen af invaliditetsudvalgets arbejde. For det tredje kan den berørte tjenestemand i medfør af artikel 9 i vedtægtens bilag II forelægge invaliditetsudvalget erklæringer eller attester fra de læger, han har konsulteret.
(jf. præmis 79-81)
Henvisning til:
Domstolen: 19. januar 1988, sag 2/87, Biedermann mod Revisionsretten, præmis 10 og 16
Personaleretten: 16. maj 2012, sag F-42/10, Skareby mod Kommissionen, præmis 48
4. Henset til betydningen af den rolle og det mandat, som de relevante bestemmelser i vedtægten pålægger invaliditetsudvalget, skal Unionens retsinstanser føre streng kontrol med reglerne om udvalgets konstitution og regelmæssige funktion. I første række af disse findes reglen i artikel 7 i vedtægtens bilag II, som sikrer tjenestemanden, at dennes rettigheder og interesser bliver beskyttet ved tilstedeværelsen i udvalget af en læge, som han har tillid til. Tilstedeværelsen af de betingelser, der berettiger udpegelsen ex officio af lægen, skal derfor kontrolleres omhyggeligt under hensyntagen til ikke kun den berørte tjenestemands adfærd, men alle relevante forhold, der er stillet til rådighed for Unionens retsinstanser.
(jf. præmis 85)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 21. marts 1996, sag T-376/94, Otten mod Kommissionen, præmis 47
5. De informationer, som tjenestemanden og lægen, der er udpeget af tjenestemanden til at repræsentere ham i invaliditetsudvalget, kan udveksle under en invaliditetsprocedure, navnlig om tilstedeværelsen eller varetagelsen af den udpegede læges mandat eller bestemmelserne for udøvelsen af mandatet, er omfattet af rammerne for de kontraktforhold og det tillidsforhold, der er mellem lægen og den tjenestemand, som han repræsenterer. Med undtagelse af tilfælde, hvor der er alvorlig mistanke og åbenbare indicier angående den faktiske meddelelses oprindelse, som invaliditetsudvalgets medlemmer eller institutionens kompetente tjenestegrene modtager direkte fra lægen, der er udpeget af ansøgeren, medfører denne læges beslutning om at informere udvalgets andre medlemmer om, at han træder tilbage fra det mandat, som tjenestemanden havde overdraget ham, derfor ikke en pligt for disse medlemmer eller for institutionens tjenestegrene til at sikre, at denne beslutning også faktisk er meddelt den tjenestemand, som han repræsenterer. Inden for rammerne af disse kontraktforhold og tillidsforholdet mellem lægen og den tjenestemand, som han repræsenterer, tages tjenestemandens kendskab til en sådan beslutning for givet.
(jf. præmis 91)
6. I det tilfælde, hvor invaliditetsudvalget finder, at det er hensigtsmæssigt at undersøge tjenestemanden, skal tjenestemanden inden for rammerne af den loyalitets- og samarbejdspligt, der påhviler alle tjenestemænd i medfør af vedtægtens artikel 21, udvise den nødvendige agtpågivenhed for at efterkomme opfordringerne om at give møde for invaliditetsudvalget.
(jf. præmis 98)
7. I tilfælde med en tjenestemand, hvis sammenlagte sygefravær overstiger 12 måneder i en periode på 3 år, er en henvisning til invaliditetsudvalget ikke omfattet af ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse. Derimod er en sådan beføjelse nøje afgrænset og udtrykkeligt begrænset af betingelserne i vedtægtens artikel 59, stk. 4.
(jf. præmis 104)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 16. juni 2000, sag T-84/98, C mod Rådet, præmis 66
8. Hverken ordlyden eller ånden i artikel 7 i vedtægtens bilag II er til hinder for, at enten institutionen eller tjenestemanden om nødvendigt udpeger en ny læge til at repræsentere dem i invaliditetsudvalget, bl.a. hvis den først udpegede læge ikke længere er til rådighed.
Som følge heraf kan ansættelsesmyndighedens individuelle afgørelser vedrørende sammensætningen af invaliditetsudvalgets personkreds ændres i løbet af udvalgets arbejde, når dette er nødvendigt.
Den progressive udskiftning af et eller flere medlemmer af et invaliditetsudvalg, selv hvor det medfører en fuldstændig ændring af udvalgets sammensætning, medfører ikke automatisk, at udvalgets eksistens eller dets mandat bortfalder, og den betyder heller ikke nødvendigvis, at ansættelsesmyndigheden i en periode har henvist sagen til to særskilte invaliditetsudvalg.
(jf. præmis 119, 120 og 134)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 23. november 2004, sag T-376/02, O mod Kommissionen, præmis 42
9. Vedtægtens artikel 59, stk. 1, giver en institution mulighed for på et hvilket som helst tidspunkt at lade en tjenestemand på sygeorlov underkaste en lægeundersøgelse, uanset om invaliditetsudvalget som fastlagt i samme artikels stk. 4 er konstitueret eller ej. Hvad angår indholdet af denne undersøgelse tilkommer det institutionens lægetjeneste på baggrund af tjenestemandens helbredstilstand at afgøre, hvilken type af undersøgelser der er hensigtsmæssige eller nødvendige. På grundlag af dens karakter er en sådan afgørelse ikke underlagt Rettens kontrol, medmindre der er tale om åbenlyse fejl.
(jf. præmis 124)
10. Domstolens præsidents udpegelse ex officio af lægen til at repræsentere tjenestemanden i invaliditetsudvalget er ikke ensbetydende med, at den således udpegede læge ikke anses for at handle på vegne af og i den tjenestemands interesse, som han er udpeget til at repræsentere. Ved udøvelsen af sine vedtægtsbestemte enekompetencer handler lægen derimod i den tjenestemands interesse, som han repræsenterer, og han er således i denne henseende fuldt ud beføjet til at udpege den tredje læge efter aftale med den læge, som er udpeget af institutionen i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i vedtægtens bilag II.
Fra det tidspunkt, hvor den første og den anden læge i invaliditetsudvalget anses for at udføre deres funktioner, den ene i institutionens interesse og den anden i tjenestemandens interesse, bør det følgelig tillades de to læger fuldt ud at udøve deres vedtægtsbestemte enekompetencer. Derfor skal de to læger, på det tidspunkt hvor de påtager sig mandatet som medlem i et invaliditetsudvalg, kunne udpege en tredje læge netop for at sikre en korrekt afvikling af invaliditetsudvalgets arbejde enten ved at beslutte at fastholde den eksisterende tredje læge eller, f.eks. på grund af deres præference for en læge med et andet specialeområde, beslutte efter fælles aftale at udpege en tredje læge, som har deres tillid.
Endvidere er Domstolens præsidents udpegelse ex officio af en tredje læge ikke en akt af retlig karakter, men en akt af administrativ karakter, der på grund af denne karakter ikke nødvendigvis kan udelukke enhver mulighed for aftale mellem de pågældende læger. Som angivet i artikel 7 i vedtægtens bilag II, vil de to lægers fælles aftale om udpegelse af den tredje læge have forrang for Domstolens præsidents udpegelse ex officio, der som følge heraf kun finder sted og forbliver gældende, hvis der ikke opnås enighed mellem de to læger.
Eftersom artikel 7 i vedtægtens bilag II nemlig har til formål så vidt muligt at sikre, at den tredje læge nyder både institutionens læges tillid og den berørte tjenestemands læges tillid, kan de to medlemmer af invaliditetsudvalget udpeget til henholdsvis at repræsentere institutionen og den berørte tjenestemand ikke fratages den beføjelse, som de har ifølge artiklens stk. 1, nemlig at udpege den tredje læge efter fælles aftale som følge af en tidligere udpegelse ex officio foretaget af Domstolens præsident.
Derimod kan enstemmig udtalelse fra invaliditetsudvalg ikke efterfølgende med rette lovliggøre en eventuel uregelmæssighed, som påvirker lovligheden af dette udvalgs sammensætning.
(jf. præmis 135, 136 og 138-141)
Henvisning til:
Domstolen: Biedermann mod Revisionsretten, præmis 10
Retten i Første Instans: 3. juni 1997, sag T-196/95, H mod Kommissionen, præmis 80
Personaleretten: 14. september 2011, sag F-47/10, Hecq mod Kommissionen, præmis 52
11. Den tjenestemands virksomhed, der er erklæret som værende i en tilstand af vedvarende total invaliditet, er kun suspenderet, idet udviklingen af hans situation ved institutionerne afhænger af den fortsatte tilstedeværelse af de omstændigheder, der har begrundet denne invaliditet. Denne situation kan efterprøves med regelmæssige mellemrum.
Derfor kan invaliditetsudvalget anbefale den pågældende institution, uden at ansættelsesmyndigheden vil være bundet af dette forslag, at den udfører en ny periodisk undersøgelse af tjenestemanden efter en periode på to år og derefter en årlig undersøgelse.
(jf. præmis 145 og 146)
Henvisning til:
Domstolen: 22. december 2008, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen, præmis 47
12. Artikel 9 i vedtægtens bilag II sondrer i stk. 2 klart mellem »[u]dvalgets konklusioner«, der tilsendes ansættelsesmyndigheden samt den pågældende tjenestemand, og i stk. 3 »[u]dvalgets arbejde«, som derimod er og skal forblive »fortroligt«.
Baggrunden for fortroligheden af invaliditetsudvalgets arbejde skyldes arbejdets karakter, indhold og de medicinske følgevirkninger. Det er på denne baggrund, at invaliditetsudvalgets arbejde hverken kan meddeles den nævnte myndighed eller den berørte tjenestemand. Samme udvalgs akter af administrativ eller processuel karakter, som falder uden for uden for rammerne for udvalgets lægelige ansvar som den endelige fordeling af stemmer i udvalget eller de konklusioner, som arbejdet i udvalget førte til, er der derimod ingen begrundelse for at lade omfatte af kravene for den lægelige tavshedspligt, og de kan meddeles ansættelsesmyndigheden og den interesserede tjenestemand.
(jf. præmis 150 og 151)