DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling)
15. marts 2018 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 94/62/EF – emballage og emballageaffald – nyttiggørelse og genanvendelse af affald – afgift til en national miljøfond – markedsføring på det nationale marked af emballerede produkter og emballage uden at ændre disse – princippet om, at forureneren betaler – egenskab af forurener«
I sag C-104/17,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Curtea de Apel Piteşti (appeldomstolen i Piteşti, Rumænien) ved afgørelse af 2. februar 2017, indgået til Domstolen den 27. februar 2017, i sagen
SC Cali Esprou SRL
mod
Administrația Fondului pentru Mediu,
har
DOMSTOLEN (Niende Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, C. Vajda (refererende dommer), og dommerne E. Juhász og K. Jürimäe,
generaladvokat: M. Campos Sánchez-Bordona,
justitssekretær: A. Calot Escobar,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den rumænske regering ved R.-H. Radu, O.-C. Ichim og M. Chicu, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved L. Nicolae og E. Sanfrutos Cano, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 15 i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT 1994, L 365, s. 10, berigtiget i EUT 2015, L 61, s. 26).
2 Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en sag mellem SC Cali Esprou SRL og Administraţia Fondului pentru Mediu (bestyrelsen for miljøfonden, Rumænien) (herefter »miljøfonden«) vedrørende lovligheden af en afgift, som Cali Esprou er blevet pålagt af miljøfonden, beregnet på grundlag af emballage, som selskabet har bragt på det rumænske marked i årene 2013 og 2014.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Første og anden betragtning til direktiv 94/62 har følgende ordlyd:
»Det er nødvendigt at harmonisere medlemsstaternes foranstaltninger i forbindelse med håndtering af emballage og emballageaffald, for på den ene side at forebygge og mindske miljøbelastningen, og derved sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau, og for at garantere det indre markeds funktion og undgå handelshindringer og forvridning og begrænsning af konkurrencen i Fællesskabet.
[D]en bedste måde at undgå emballageaffald på er at reducere den samlede mængde emballage.«
4 29. betragtning til direktivet er affattet således:
»[D]et er væsentligt, at alle, der tager del i fremstillingen, brugen, importen og distributionen af emballage og emballerede produkter, i højere grad gør sig klart, i hvilket omfang emballage bliver til affald, og at de i henhold til princippet om, at forureneren betaler, påtager sig ansvar for sådant affald; udformningen og gennemførelsen af de i dette direktiv omhandlede foranstaltninger vil i givet fald indebære og forudsætte et nært samarbejde mellem alle parter som led i et fælles ansvar.«
5 Direktivets artikel 1 med overskriften »Formål« bestemmer:
»1. Formålet med dette direktiv er at harmonisere medlemsstaternes foranstaltninger i forbindelse med håndtering af emballage og emballageaffald for på den ene side at forebygge og mindske miljøbelastningen herfra i samtlige medlemsstater samt i tredjelande og derved sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau, og for på den anden side at garantere det indre markeds funktion og undgå handelshindringer og forvridning og begrænsning af konkurrencen i Fællesskabet.
2. I den forbindelse fastsætter direktivet foranstaltninger rettet mod, som første prioritet, at forebygge produktion af emballageaffald, og som andre grundlæggende principper, genbrug af emballage samt [genanvendelse] og andre former for [nyttiggørelse] af emballageaffald samt, som følge heraf, reduktion af den endelige bortskaffelse af affaldet.«
6 Samme direktivs artikel 2, stk. 1, bestemmer:
»Dette direktiv finder anvendelse på al emballage, der markedsføres i Fællesskabet, og alt emballageaffald, uanset om det anvendes i, eller stammer fra industri-, handels-, kontor-, værksteds-, service-, husholdnings- eller andre sektorer, og uanset hvilke materialer der er anvendt.«
7 Artikel 3, nr. 11), i direktiv 94/62 bestemmer:
»I dette direktiv forstås ved:
[…]
11) »økonomiske beslutningstagere«: i forbindelse med emballage, leverandører af emballagematerialer, emballageproducenter og ‑omdannelsesvirksomheder, påfyldningsvirksomheder og emballagebrugere, ‑importører, ‑forhandlere og ‑distributører, offentlige myndigheder og offentligretlige organisationer.«
8 Direktivets artikel 15 fastsætter:
»Rådet, som træffer afgørelse på grundlag af de relevante artikler i traktaten, vedtager økonomiske instrumenter for at fremme realiseringen af dette direktivs mål. Så længe der ikke findes sådanne foranstaltninger, kan medlemsstaterne i overensstemmelse med de principper, der gælder for Fællesskabets politik på miljøområdet, bl.a. princippet om, at forureneren betaler, og under overholdelse af de forpligtelser, som følger af traktaten, vedtage foranstaltninger med henblik på realiseringen af disse mål.«
Rumænsk ret
9 Artikel 16, stk. 1 og 4, i Hotărârea Guvernului nr. 621/2005 privind gestionarea ambalajelor și a deșeurilor de ambalaje (regeringsbeslutning nr. 621/2005 om håndtering af affald og emballageaffald) (Monitorul Oficial al României,del I, nr. 639 af 20.7.2005, herefter »regeringsbeslutning nr. 621/2005«) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter:
»(1) Økonomiske beslutningstagere, der er juridiske personer i henhold til rumænsk ret, er ansvarlige for alt affald fra emballage, som de markedsfører på det nationale marked, på nedenfor anførte vilkår:
a) Økonomiske beslutningstagere, der markedsfører emballerede produkter på markedet, er ansvarlige for affald fra primær, sekundær og tertiær emballage anvendt til emballering af deres produkter, med undtagelse af salgsemballage, der anvendes på salgsstedet til emballering af produkter, som de markedsfører på det nationale marked.
b) Økonomiske beslutningstagere, der indpakker individuelt emballerede produkter med henblik på videresalg eller videredistribution, er ansvarlige for affaldet fra den sekundære og tertiære emballage, som de markedsfører.
c) Økonomiske beslutningstagere, der markedsfører salgsemballage, er ansvarlige for affaldet fra denne emballage.
[…]
(4) De økonomiske beslutningstagere som omhandlet i stk. 2 skal mindst nå de mål, der er fastsat i bilag 3 til [Ordonanța de urgență a guvernului nr. 196/2005 privind Fondul pentru mediu (regeringens hastedekret nr. 196/2005 om miljøfonden) (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 1193 af 30.12.2005)], godkendt med ændringer og tilføjelser ved [Legea nr. 105/2006 (lov nr. 105/2006)], med senere ændringer og tilføjelser, som gælder for emballageaffald fra emballage markedsført på det nationale marked/på kontraktligt grundlag tilbagetagne forpakninger, hvis sporbarhed er sikret.«
10 Artikel 9, stk. 1, litra d), i regeringens hastedekret nr. 196/2005 om miljøfonden (herefter »OUG nr. 196/2005«) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:
»Miljøfondens indtægter består af:
[…]
d) en afgift på 2 [rumænske lei (RON)] pr. kg, der skal betales af dels økonomiske beslutningstagere, som markedsfører emballerede produkter på det nationale marked og distribuerer salgsemballage for første gang på det nationale marked, dels økonomiske beslutningstagere, der, uanset formen herfor, som led i erhvervsmæssig virksomhed udlejer emballage, på grundlag af differencen mellem på den ene side mængden af emballageaffald svarende til mindstemålene for nyttiggørelse eller forbrænding i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse i henhold til bilag 3, og på den anden side mængden af emballageaffald, der reelt er blevet nyttiggjort eller forbrændt i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggjort ved genanvendelse.«
11 Ordinul nr. 578/2006 pentru aprobarea metodologiei de calcul al contribuțiilor și taxelor datorate la Fondul pentru mediu (dekret nr. 578/2006 om vedtagelse af beregningsmetoden for afgifter og skatter til miljøfonden) (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 516 af 14.6.2006), som ændret bl.a. ved Ordinul nr. 1032 (dekret nr. 1032) af 10. marts 2011 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 196 af 22.3.2011), fastsætter i bilagets nr. 11:
»Ved markedsføring af et produkt på det nationale marked forstås den handling, hvorved et produkt mod vederlag eller vederlagsfrit eksponeres for første gang på det nationale marked med henblik på distribution og/eller brug, herunder egen brug/eget forbrug. […]«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
12 Cali Esprou erhverver forskellige produkter, der allerede er emballeret i udlandet, som selskabet uden at ændre sælger og leverer til detailhandlere på det rumænske marked.
13 Selskabet bragte produkter på det rumænske marked, som blev markedsført mellem den 19. august 2011 og den 31. december 2014. Mellem den 30. marts og den 2. april 2015 blev der foretaget en skattemæssig kontrol på Cali Esprous hjemsted for så vidt angik overholdelsen af forpligtelserne til betaling af en afgift til miljøfonden i henhold til artikel 9, stk. 1, litra d), i OUG nr. 196/2005 for emballage af emballerede produkter, der var blevet bragt på det rumænske marked i perioden 2011-2014.
14 Efter denne kontrol blev der ikke fastlagt en supplerende betalingsforpligtelse for Cali Esprou i henhold til artikel 9, stk. 1, litra d), i OUG nr. 196/2005 for årene 2011 og 2012. Derimod fastsatte skattemyndighederne på grundlag af denne bestemmelse en supplerende betalingsforpligtelse for selskabet til et beløb af 4 242 RON (ca. 909 EUR) for årene 2013 og 2014.
15 Cali Esprou indgav en administrativ klage til miljøfonden over denne supplerende betalingsforpligtelse, idet selskabet gjorde gældende, at det ikke var underlagt de betalingsforpligtelser, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra d), i OUG nr. 196/2005, eftersom selskabet ikke kunne kvalificeres som »forurener«. Den 3. juli 2015 gav miljøfonden afslag på denne klage. Den 21. december 2015 anlagde Cali Esprou sag ved Tribunalul Vâlcea (retten i første instans i Vâlcea, Rumænien), bl.a. med påstand om ophævelse af miljøfondens afgørelse. Miljøfonden blev frifundet ved dom af 6. maj 2016.
16 Cali Esprou har appelleret denne dom til den forelæggende ret, Curtea de Apel Piteşti (appeldomstolen i Piteşti, Rumænien), idet selskabet har gjort gældende, at det ikke kan anses for at være en forurener, da det håndterer emballage, men ikke emballageaffald. Ifølge Cali Esprou er artikel 9, stk. 1, litra d), i OUG nr. 196/2005 desuden i strid med princippet om, at forureneren betaler, der er fastsat i artikel 15 i direktiv 94/62, som fastsætter vedtagelsen af nationale foranstaltninger med henblik på at nå målene med dette direktiv under overholdelse af de principper, der regulerer EU’s politik på miljøområdet, bl.a. princippet om, at forureneren betaler.
17 Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at den afgift, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, litra d), i OUG nr. 196/2005, er en »foranstaltning«, som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 15 i direktiv 94/62. Retten er ikke desto mindre i tvivl om, hvorvidt denne afgift er forenelig med princippet om, at forureneren betaler, som er fastsat i denne artikel. Henset til definitionen af økonomisk beslutningstager, der fremgår af dette direktivs artikel 3, nr. 11), er denne ret navnlig af den opfattelse, at en forurener som omhandlet i nævnte direktivs artikel 15 skal have en forbindelse med omdannelsen af emballagen til affald. Cali Esprou er imidlertid en mellemmand, der ikke ændrer emballagerne, hvorfor den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt forpligtelsen til at betale en afgift til miljøfonden, jf. artikel 9, stk. 1, litra d), i OUG nr. 196/2005, som Cali Esprou er blevet pålagt, er i overensstemmelse med samme direktivs artikel 15.
18 Under disse omstændigheder har Curtea de Apel Piteşti (appeldomstolen i Piteşti) udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 15 i […] direktiv 94/62[…] fortolkes således, at den er til hinder for, at en EU-medlemsstat vedtager bestemmelser, hvorefter den økonomiske beslutningstager, der markedsfører emballerede produkter og emballager på det nationale marked, men som ikke ændrer produkterne eller emballagen og alene leverer dem i samme form til en økonomisk beslutningstager, der [videresælger] dem til den endelige forbruger, skal betale en afgift, hvis beløb fastsættes pr. kilogram (kg) på grundlag af differencen mellem på den ene side mængden af emballageaffald svarende til mindstemålene for nyttiggørelse eller forbrænding i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse og på den anden side mængden af emballageaffald, der reelt er blevet nyttiggjort eller forbrændt i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggjort ved genanvendelse?«
Om det præjudicielle spørgsmål
19 Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15 i direktiv 94/62 og princippet om, at forureneren betaler, som denne artikel gennemfører, er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger en økonomisk beslutningstager, der ikke ændrer de emballager, som denne markedsfører, en afgift beregnet på grundlag af differencen i vægt mellem på den ene side mængden af emballageaffald, der svarer til mindstemålene for energiudnyttelse og for nyttiggørelse ved genanvendelse, og på den anden side mængden af emballageaffald, der reelt er blevet udnyttet eller genanvendt.
20 Artikel 15 i direktiv 94/62 bestemmer, at Rådet vedtager økonomiske instrumenter for at fremme realiseringen af det nævnte direktivs mål, og at medlemsstaterne – så længe der ikke findes sådanne instrumenter – i overensstemmelse med de principper, der gælder for EU’s politik på miljøområdet, bl.a. princippet om, at forureneren betaler, og under overholdelse af de forpligtelser, som følger af EUF-traktaten, kan vedtage foranstaltninger med henblik på realiseringen af disse mål.
21 Da Rådet ikke har vedtaget sådanne økonomiske instrumenter, som pålægger en afgift for emballageaffald markedsført på medlemsstaternes marked, kan medlemsstaterne således vedtage foranstaltninger under overholdelse af de betingelser, der er opstillet i artikel 15, andet punktum.
22 I denne henseende bemærkes for det første, at princippet om, at forureneren betaler, som er omhandlet i artikel 15 i og 29. betragtning til direktiv 94/62, i henhold til den nævnte betragtnings ordlyd kræver, at »alle, der tager del i fremstillingen, brugen, importen og distributionen af emballage og emballerede produkter, i højere grad gør sig klart, i hvilket omfang emballage bliver til affald«, og »påtager sig ansvar for sådant affald«. Det nævnte princip omhandler således ikke alene dem, der er direkte ansvarlige for fremstillingen af affald, men har en videre rækkevidde. Det omfatter også dem, der bidrager til denne fremstilling af affald, hvilket omfatter importører og distributører af emballerede produkter (jf. analogt dom af 30.3.2017, VG Čistoća, C-335/16, EU:C:2017:242, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).
23 For det andet præciserer artikel 1 i direktiv 94/62 med overskriften »Formål« for så vidt angår de formål, der er defineret i direktivet, i stk. 1, at dette direktiv tilsigter at »sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau«. I henhold til det nævnte direktivs artikel 1, stk. 2, fastsætter dette desuden »som første prioritet, at forebygge produktion af emballageaffald, og som andre grundlæggende principper, genbrug af emballage samt [genanvendelse] og andre former for [nyttiggørelse] af emballageaffald samt, som følge heraf, reduktion af den endelige bortskaffelse af affaldet«. Til disse formål bekræfter artikel 2 i direktiv 94/62 den vide rækkevidde af dette direktivs anvendelsesområde, idet den fastsætter, at dette finder anvendelse på al emballage, der markedsføres i EU, og alt emballageaffald.
24 Disse formål bekræftes af ordlyden af den første og den anden betragtning til direktiv 94/62, ifølge hvilke dette direktiv søger dels at »forebygge og mindske miljøbelastningen« ved emballageaffald »og derved sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau«, dels at »reducere den samlede mængde emballage«.
25 Den i hovedsagen omhandlede afgifts forenelighed med EU-retten skal vurderes i lyset af bl.a. målene med direktiv 94/62 og princippet om, at forureneren betaler.
26 Det fremgår imidlertid af artikel 9, stk. 1, litra d), i OUG nr. 196/2005, at den i hovedsagen omhandlede afgift, der skal betales af de økonomiske beslutningstagere, som bringer emballerede produkter på det nationale marked for første gang, beregnes på grundlag af differencen i vægt mellem på den ene side mængden af emballageaffald svarende til mindstemålene for nyttiggørelse eller forbrænding og på den anden side mængden af emballageaffald, der reelt er blevet nyttiggjort eller forbrændt i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggjort ved genanvendelse.
27 Ifølge den rumænske regering tilsigter denne afgift generelt at styrke ansvarliggørelsen af dem, der bringer emballage på det rumænske marked. Med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelser tilskynder den nævnte afgift nemlig – ved at pålægge afgiften beregnet på grundlag af vægten af emballageaffald, der går ud over mindstemålene for nyttiggørelse eller forbrænding i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse – dels til at mindske den emballage, der bringes på det nationale marked, dels til at fremme nyttiggørelsen eller genanvendelsen af det nævnte affald.
28 Den i hovedsagen omhandlede afgift opfylder således de mål, der forfølges med direktiv 94/62, navnlig for så vidt som den tilsigter reduktionen af den endelige bortskaffelse af affaldet, der er fastsat i dette direktivs artikel 1, stk. 2, og nævnt i anden betragtning hertil, for det første idet den fremmer nyttiggørelse eller forbrænding af emballageaffald i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse, og for det andet idet den ved en økonomisk byrde afskrækker fra ikke at overholde mindstemålene for nyttiggørelse eller forbrænding i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse.
29 En afgift som den i hovedsagen omhandlede overholder endvidere klart princippet om, at forureneren betaler, der er fastsat i artikel 15 i direktiv 94/62. Den i hovedsagen omhandlede afgift, således som den er beskrevet i nærværende doms præmis 26, lader nemlig den økonomiske byrde påhvile dem, der bringer emballagen på det nationale marked, og som overskrider visse mindstemål for energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse af affald. Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, følger det af artikel 9, stk. 1, litra d), i OUG nr. 196/2005 og af punkt 11 i bilaget til dekret nr. 578/2006 om vedtagelse af beregningsmetoden for afgifter og skatter til miljøfonden, med senere ændringer, at denne byrde kun finder anvendelse på dem, der bringer den nævnte emballage på markedet for første gang og ikke efterfølgende markedsdeltagere. Denne byrde pålægges endvidere kun, for så vidt som mindstemålene for energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse af affald ikke er overholdt.
30 Det følger af det ovenstående, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede er i overensstemmelse med både målene med direktiv 94/62 og princippet om, at forureneren betaler som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 15.
31 En sådan konklusion kan ikke afkræftes af det argument, som Cali Esprou har fremført for den forelæggende ret, hvorefter en økonomisk beslutningstager, der ikke ændrer emballagen på de produkter, der importeres og markedsføres på det rumænske marked, ikke er en »forurener« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i princippet om, at forureneren betaler.
32 Som det fremgår af nærværende doms præmis 22, har princippet om, at forureneren betaler, nemlig en rækkevidde, der udstrækker sig til importørerne og distributørerne af emballerede produkter, og det er ikke begrænset til dem, der ændrer emballagen på de omhandlede produkter. Importørerne og distributørerne har, uafhængigt af om de ændrer emballagerne eller ej, bidraget til markedsføringen af affald i form af emballage på det nationale marked.
33 Denne konklusion bekræftes ved en systematisk fortolkning af direktiv 94/62. En økonomisk beslutningstager som den i hovedsagen omhandlede, der ikke ændrer emballagen på de produkter, som importeres og markedsføres på det rumænske marked, er omfattet af det nævnte direktiv, som i artikel 3, nr. 11), definerer de »økonomiske beslutningstagere« bredt, idet det bl.a. lader »[…]importører, […]forhandlere og […]distributører« være omfattet.
34 En medlemsstat kan således uden at underkende princippet om, at forureneren betaler, som er fastsat i artikel 15 i direktiv 94/62, lade økonomiske beslutningstagere, der ikke ændrer de emballager, som de bringer på det nationale marked, betale en afgift som beskrevet i nærværende doms præmis 26.
35 Det skal tilføjes, at Domstolen har udtalt, at artikel 15 i direktiv 94/62 ikke foretager en udtømmende harmonisering af nationale foranstaltninger på de områder, der er reguleret af dette direktiv, men at den, således som det blev anført i nærværende doms præmis 20, giver Rådet beføjelse til at vedtage økonomiske instrumenter for at fremme realiseringen af de mål, der er defineret i det nævnte direktiv, og i modsat fald handler medlemsstaterne »under overholdelse af de forpligtelser, som følger af traktaten«. Denne bestemmelse opstiller således ligeledes et krav om anvendelse af de relevante bestemmelser i EUF-traktaten (dom af 12.11.2015, Visnapuu, C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 47).
36 I denne henseende fremgår det af artikel 110 TEUF dels, at ingen medlemsstat må pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer, dels, at ingen medlemsstat må pålægge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter.
37 Domstolen har gentagne gange fastslået, at en økonomisk byrde er en intern afgift i artikel 110 TEUF’s forstand, såfremt den er et led i en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes på kategorier af produkter, uafhængigt af produkternes oprindelse eller bestemmelsessted (jf. bl.a. dom af 8.6.2006, Koornstra, C-517/04, EU:C:2006:375, præmis 16, og af 8.11.2007, Stadtgemeinde Frohnleiten og Gemeindebetriebe Frohnleiten, C-221/06, EU:C:2007:657, præmis 31).
38 Affald skal desuden anses for at være varer som omhandlet i artikel 110 TEUF (jf. i denne retning dom af 9.7.1992, Kommissionen mod Belgien, C-2/90, EU:C:1992:310, præmis 25-28).
39 Henset til det ovenstående og til beskrivelsen af den i hovedsagen omhandlede afgift i nærværende doms præmis 26 skal det lægges til grund, at denne afgift er en økonomisk byrde, der henhører under en generel intern afgiftsordning, der systematisk og efter objektive kriterier anvendes på kategorier af produkter, nemlig mængden af emballageaffald, der går ud over mindstemålene for nyttiggørelse eller forbrænding, og som ikke reelt er blevet nyttiggjort eller forbrændt i forbrændingsanlæg med energiudnyttelse og nyttiggjort ved genanvendelse.
40 Det følger heraf, at den i hovedsagen omhandlede afgift udgør en intern afgift som omhandlet i artikel 110 TEUF.
41 Det fremgår af fast retspraksis, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 110 TFUE, såfremt afgiften på henholdsvis den importerede og den tilsvarende indenlandsk fremstillede vare beregnes forskelligt og efter forskellige regler, således at det – selv om det kun måtte ske i visse tilfælde – fører til et højere afgiftsbeløb for den importerede vare (dom af 12.11.2015, Visnapuu, C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 59, og af 16.6.2016, Kommissionen mod Portugal, C-200/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:453, præmis 24).
42 Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede afgift pålægges emballageaffaldet efter objektive kriterier, der anvendes uafhængigt af dets oprindelse eller bestemmelsessted. Denne afgift skal nemlig betales af de økonomiske beslutningstagere, som markedsfører emballerede produkter på det nationale marked, uden hensyntagen til disse produkters oprindelse. Herudover indeholder forelæggelsesafgørelsen ikke nogen oplysninger, der tilsigter at godtgøre, at den nævnte afgift er af en sådan art, at den rammer emballageaffald fra importerede varer tungere end emballageaffald fra nationale produkter.
43 Det fremgår af alt det ovenstående, at artikel 15 i direktiv 94/62 og princippet om, at forureneren betaler, som denne artikel gennemfører, ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger en økonomisk beslutningstager, der ikke ændrer de emballager, som denne markedsfører, en afgift beregnet på grundlag af differencen i vægt mellem på den ene side mængden af emballageaffald, der svarer til mindstemålene for energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse, og på den anden side mængden af emballageaffald, der reelt er blevet udnyttet eller genanvendt.
Sagsomkostninger
44 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:
Artikel 15 i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald og princippet om, at forureneren betaler, som denne artikel gennemfører, er ikke til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger en økonomisk beslutningstager, der ikke ændrer de emballager, som denne markedsfører, en afgift beregnet på grundlag af differencen i vægt mellem på den ene side mængden af emballageaffald, der svarer til mindstemålene for energiudnyttelse og nyttiggørelse ved genanvendelse, og på den anden side mængden af emballageaffald, der reelt er blevet udnyttet eller genanvendt.
Underskrifter