Appel iværksat den 6. august 2019 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 27. juni 2019 i sag T-20/17, Ungarn mod Europa-Kommissionen

(Sag C-596/19 P)

Processprog: ungarsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved V. Bottka og P.-J. Loewenthal, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Ungarn og Republikken Polen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 27. juni 2019 i sag T-20/17, Ungarn mod Europa-Kommissionen, ophæves.

Det andet og det tredje anbringende, der fremgår af Ungarns søgsmål for Retten, hvormed Ungarn gjorde gældende, at begrundelsespligten var tilsidesat, og at der forelå magtfordrejning, forkastes, og Ungarn pålægges at betale sagsomkostningerne i første instans og under appelsagen.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten, med henblik på at denne træffer en ny afgørelse, hvori den tager stilling til de anbringender, der endnu ikke er behandlet, og afgørelsen om sagsomkostningerne i første instans og under appelsagen udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med det første appelanbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF, idet den fastslog, at opbygningen af de progressive afgiftssatser i de ungarske reklameafgifter ikke var selektiv. Kommissionen har fremsat tre anbringender til støtte for denne argumentation:

For det første begik Retten en fejl ved i den appellerede doms præmis 78-83 at fastslå, at Kommissionen, da den identificerede referencesystemet, med urette havde udelukket de progressive afgiftssatser i de ungarske reklameafgifter. I modsætning til, hvad Retten fastslog, er den tilgang, som Kommissionen valgte i sin afgørelse, forenelig med retspraksis. Derfor begik Retten en retlig fejl ved fastlæggelsen af referencesystemet.

For det andet begik Retten en fejl ved i den appellerede doms præmis 84-90 at fastslå, at Kommissionen havde foretaget en urigtig identificering af formålet med reklameafgiften, som sammenligneligheden skal undersøges på grundlag af. Ifølge Domstolens faste praksis og ud fra vurderingen af sammenligneligheden er alene det afgiftsmæssige formål, som foranstaltningen vedrører, relevant, dvs. det afgiftsmæssige formål fastlagt ved afgiftspligtens indtræden. Andre formål, som f.eks. betalingsevne, er alene relevante for vurderingen af, om der er en objektiv begrundelse for en forskelsbehandling, der foretages ved afgiften, forudsat at disse formål er uløseligt forbundet med afgiftens art. Det udgjorde således en retlig fejl, at Retten ved vurderingen af sammenligneligheden henviste til reklameafgiftens angivelige omfordelingsformål.

For det tredje er Rettens standpunkt i den appellerede doms præmis 91-105 urigtigt, ifølge hvilket standpunkt Kommissionen havde begået en fejl ved at konkludere, at omfordelingsformålet ikke begrundede afgiftens progressive karakter støttet på omsætningens størrelse. Rettens konklusion om, at den ungarske reklameafgift ikke udgør forskelsbehandling, og at den opfylder et omfordelingsformål, er støttet på en urigtig antagelse om, at virksomheder med stor omsætning nødvendigvis har en større fortjeneste end virksomheder med lavere omsætning. På grundlag af denne urigtige antagelse begik Retten en retlig fejl, idet den med henblik på at begrunde den forskelsbehandling, som afgiften skabte, accepterede et formål, der ikke er en del af den nævnte afgifts karakter. Idet Retten anerkendte denne urigtige formodning tillades, vendte denne instans ubehørigt bevisbyrden og pålagde Kommissionen at godtgøre, at de progressive afgiftssatser, der var fastsat ved den ungarske reklameafgift, ikke kunne begrundes med dens angivelige omfordelingsformål.

Med det andet appelanbringende har Kommissionen gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF ved at fastslå, at muligheden for at fratrække 50% af underskuddet ikke var selektiv. For det første er foranstaltningen ikke forenelig med det referencesystem, som den angiveligt er en del af, idet den giver de afgiftspligtige personer, der skal betale afgifter på grundlag af deres omsætning, mulighed for at fradrage det fremførte underskud, hvilket ikke afspejler virksomhedens fortjeneste. For det andet er foranstaltningen i modsætning til, hvad Retten fastslog, ikke af almen karakter, og den afhænger ikke af en vilkårlig omstændighed, men af, at de personer, der er begunstigede af foranstaltningen, for det foregående afgiftsår kunne identificeres ved afgiftens indførelse.

____________