Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) den 24. februar 2020 – LW mod Bundesrepublik Deutschland

(Sag C-91/20)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Bundesverwaltungsgericht

Parter i hovedsagen

Sagsøger: LW

Sagsøgt: Bundesrepublik Deutschland

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 3 i direktiv 2011/95/EU 1 fortolkes således, at den er til hinder for en bestemmelse i en medlemsstat, hvorefter det mindreårige ugifte barn af en person, som har fået tilkendt flygtningestatus, skal tilkendes en af denne afledt flygtningestatus (såkaldt familieflygtningebeskyttelse) også i tilfælde af, at dette barn – via den anden forælder – i hvert fald også har statsborgerret i et andet land, som ikke er identisk med flygtningens hjemland, og hvis beskyttelse det kan gøre krav på?

Skal artikel 23, stk. 2, i direktiv 2011/95/EU fortolkes således, at den begrænsning, hvorefter familiemedlemmet kun har ret til at gøre krav på de fordele, der er omhandlet i artikel 24-35, for så vidt dette er foreneligt med familiemedlemmets personlige retlige status, under de i det første spørgsmål beskrevne omstændigheder forbyder at tildele det mindreårige barn en status som flygtning, der er afledt af den anerkendte flygtning?

Har det betydning for besvarelsen af det første og det andet spørgsmål, om det er muligt og rimeligt for barnet og dets forældre at tage ophold i det land, hvor barnet og dets mor har statsborgerret, hvis beskyttelse de har ret til, og som ikke er identisk med flygtningens (faderens) hjemland, eller er det tilstrækkeligt, at familieenheden kan opretholdes på Forbundsrepublikkens område på grundlag af opholdsretlige regler?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).