RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Tredje Afdeling)

13. december 2012

Sag F-2/11

BW

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – ansættelse – tjenestemand på prøve – ikke fastansat efter prøvetidens udløb – begrundelse af afgørelsen om at afskedige en tjenestemand på prøve – ret til forsvar«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106a, hvorunder BW i hovedsagen har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 1. marts 2010 om ikke at fastansætte sagsøgeren.

Udfald: Europa-Kommissionen frifindes. BW bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid – udtalelse ved prøvetidens udløb – begrundelsespligt – rækkevidde – pligt til at underbygge bedømmelsen med konkrete eksempler – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet – identitet mellem genstand og årsag

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid – formål – vilkårene for prøvetidens afvikling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34)

4.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid – afgørelse om ikke at fastansætte en tjenestemand på prøve – afgørelse om afskedigelse af tjenestemanden – juridisk forskel – oplysninger, der skal anvendes ved bedømmelsen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34, stk. 2)

5.      Tjenestemænd – ansættelse – prøvetid – bedømmelse af prøvetiden – vurdering af prøvetidsansat tjenestemands egnethed – domstolsprøvelse – grænser – åbenbart urigtigt skøn – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34)

6.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – princippet om god forvaltningsskik – rækkevidde – pligt til at overflytte en tjenestemand på prøve, for hvem prøvetiden forlænges, til en anden tjenestegren – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34, stk. 3)

7.      Tjenestemænd – bedømmelse – uoverensstemmelser mellem en tjenestemand og dennes overordnede – ingen indflydelse på dennes evne til at vurdere den pågældendes fortjenester

8.      Tjenestemænd – principper – ret til forsvar – pligt til at høre den berørte part forud for vedtagelsen af en bebyrdende retsakt – rækkevidde – udtalelse ved prøvetidens udløb – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 34)

1.      Fastlæggelsen af målsætninger for hver tjenestemand på prøve ved begyndelsen af prøvetiden er nødvendig, selv når lovgivningen ikke indeholder sådanne bestemmelser, for at bedømmeren har et grundlag at bedømme den ansattes tjenstlige indsats ud fra, i hvilken forbindelse begrundelsespligten forpligter denne til at udarbejde en oversigt over tjenestemandens indsats i forbindelse med de opgaver, som vedkommende har udført i sin jobfunktion, bl.a. i forhold til at fremhæve vedkommendes kvalifikationer, tjenstlige indsats og adfærd i tjenesten, men ikke i forhold til at angive, hvilke af de opstillede målsætninger der ikke blev nået. Når en bedømmelsesrapport opfylder begrundelsespligten, og i det omfang bedømmelsen åbenlyst er individuel og ikke upersonlig, er en bedømmer ikke forpligtet til at give en detaljeret begrundelse for sin bedømmelse ved at give konkrete eksempler eller underbygge hver værdibedømmelse, der forekommer i en bedømmelsesrapport.

Principielt skal en bedømmelsesrapport kun indeholde bedømmelser i forhold til den periode, som den dækker. Dog kan bedømmeren, i forbindelse med at en tjenestemands prøvetid er blevet forlænget, i rapporten vedrørende den forlængede prøvetid medtage observationer, der vedrører den oprindelige prøvetid, uden at dette udgør en formel fejl, idet sådanne angivelser skal gøre opmærksom på udviklingen i sagsøgerens indsats.

Administrationens overholdelse af sin pligt til at begrunde enhver bedømmelsesrapport træder ind, når den endelige version af rapporten er udarbejdet. Når en bedømmelsesrapport endnu ikke er blevet endelig, udgør den omstændighed, at dens indhold ændres, ikke en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

(jf. præmis 43-45)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 12. september 2007, sag T-249/04, Combescot mod Kommissionen, præmis 86

2.      Reglen om overensstemmelse mellem den forudgående administrative klage og et søgsmål kan kun finde anvendelse i det tilfælde, hvor søgsmålet ændrer genstanden for klagen, dvs., når der under søgsmålet gøres anbringender om formelle mangler gældende, mens klagen kun indeholder anbringender vedrørende den materielle lovlighed, eller alternativt når der gøres anbringender gældende vedrørende den materielle lovlighed, mens klagen kun indeholder anbringender om formelle mangler. Den omstændighed, at sagsøgeren har haft advokatbistand i forbindelse med indgivelsen af sin klage, er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt sagens genstand er blevet ændret.

(jf. præmis 46, 140 og 141)

Henvisning til:

Personaleretten: 1. juli 2010, sag F-45/07, Mandt mod Parlamentet, præmis 119

3.      Selv om prøvetiden, der gør det muligt for administrationen at vurdere, om den prøveansatte er egnet til at varetage de med hans stilling forbundne opgaver samt hans tjenstlige indsats og adfærd, ikke kan sidestilles med en uddannelsesperiode, er det ikke desto mindre nødvendigt, at den pågældende sættes i stand til i denne periode at vise sine kvalifikationer. Dette krav betyder i realiteten, at tjenestemanden på prøve ikke blot skal have passende fysiske betingelser, men tillige hensigtsmæssige instrukser og råd under hensyntagen til beskaffenheden af det arbejde, han varetager, således at han sættes i stand til at tilpasse sig de særlige krav, som hans arbejde stiller.

(jf. præmis 104)

Henvisning til:

Domstolen: 15. maj 1985, sag 3/84, Patrinos mod ØSU, præmis 20 og 21

Retten i Første Instans: 5. marts 1997, sag T-96/95, Rozand-Lambiotte mod Kommissionen, præmis 95

Personaleretten: 16. april 2008, sag F-73/07, Doktor mod Rådet, præmis 31

4.      En beslutning om ikke at fastansætte en tjenestemand på prøve adskiller sig ifølge sin natur fra en egentlig afskedigelse af en person, der er udnævnt til fastansat tjenestemand. I sidstnævnte tilfælde skal der nemlig foretages en minutiøs gennemgang af de angivne grunde til at bringe det fast etablerede ansættelsesforhold til ophør, mens genstanden for prøvelsen af beslutningen vedrørende fastansættelsen af de på prøvetid ansatte tjenestemænd skal være overordnet og angå spørgsmålet om, hvorvidt der på baggrund af prøvetidens forløb foreligger en sådan helhed af positive forhold, at udnævnelsen til fastansat tjenestemand fremgår at være i tjenestens interesse.

(jf. præmis 78)

Henvisning til:

Domstolen: 17. november 1983, sag 290/82, Tréfois mod Domstolen, præmis 24 og 25

Personaleretten: 18. oktober 2007, sag F-112/06, Krcova mod Domstolen, præmis 61 og 62

5.      Det tilkommer således ikke Personaleretten at erstatte institutionernes skøn med sit eget for så vidt angår resultatet af en prøvetid og en ansøgers egnethed til endelig ansættelse som tjenestemand inden for Den Europæiske Unions administration, idet Personalerettens prøvelse er begrænset til, om bedømmelsen er behæftet formelle mangler, at der ikke er foretaget et åbenbart urigtigt skøn, eller om der foreligger magtfordrejning.

(jf. præmis 78)

Henvisning til:

Domstolen: Tréfois mod Domstolen, præmis 24 og 25

Personaleretten: Krcova mod Domstolen, præmis 61 og 62

6.      Administrationens omsorgspligt i forhold til dens ansatte er udtryk for den balance mellem de rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem EU-administrationen og de EU-ansatte. Denne forpligtelse samt princippet om god forvaltningsskik indebærer bl.a., at administrationen ved afgørelsen af en tjenestemands situation skal tage alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed skal tage hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse. Det fremgår klart af vedtægtens artikel 34, stk. 3, tredje afsnit, at administrationen har mulighed for – men ikke er forpligtet til – at overflytte en tjenestemand på prøve, for hvem den beslutter at forlænge prøvetiden, til en anden tjenestegren. Hvis omsorgspligten skulle have den virkning, at denne mulighed blev omdannet til en forpligtelse for administrationen, ville denne pligt ændre balancen mellem de rettigheder og forpligtelser, som vedtægten etablerer i forholdet mellem institutionen og de ansatte.

(jf. præmis 112, 122 og 123)

Henvisning til:

Domstolen: 4. februar 1987, sag 417/85, Maurissen mod Revisionsretten, præmis 12

Personaleretten: Doktor mod Rådet, præmis 42

7.      Selv om det ikke kan udelukkes, at uoverensstemmelser mellem en tjenestemand og hans overordnede kan skabe en vis irritation hos den overordnede, indebærer muligheden herfor ikke som sådan, at denne ikke længere er i stand til objektivt at bedømme tjenestemandens fortjenester.

(jf. præmis 114)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 13. december 2005, forenede sager T-155/03, T-157/03 og T-331/03, Cwik mod Kommissionen, præmis 150

8.      Retten til kontradiktion i enhver procedure, som indledes over for en person, og som kan udmunde i en akt, der indeholder et klagepunkt mod denne, er et grundlæggende EU-retligt princip. Dette princip kræver, at den berørte person skal have mulighed for at fremsætte sit synspunkt vedrørende de omstændigheder, som kan foreholdes vedkommende i den akt, der skal udfærdiges.

Bedømmelsesrapporten udgør imidlertid ikke en bebyrdende retsakt, men derimod en retsakt til forberedelse af en endelig afgørelse om fastansættelse eller afskedigelse af den pågældende tjenestemand på prøve. Da der ikke foreligger en specifik lovregel, er bedømmeren ikke forpligtet til at høre sagsøgeren før udarbejdelsen af denne rapport. I øvrigt kan en bedømmer ændre en bedømmelsesrapport efter høringen af den berørte part.

(jf. præmis 136, 137 og 139)

Henvisning til:

Domstolen: 10. juli 1986, sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, præmis 27; 3. oktober 2000, sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques mod Rådet, præmis 99; 9. november 2006, sag C-344/05 P, Kommissionen mod De Bry, præmis 37

Retten i Første Instans: 8. marts 2005, sag T-277/03, Vlachaki mod Kommissionen, præmis 64

Den Europæiske Unions Ret: 2. marts 2010, sag T-248/08 P, Doktor mod Rådet, præmis 81