Sag anlagt den 12. maj 2017 – Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-251/17)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved E. Manhaeve og L. Cimaglia, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 260, stk. 1, TEUF, idet den ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger med henblik på at opfylde dom afsagt af Domstolen den 19. juli 2012 i sag C-565/10, Kommissionen mod Italien.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale en tvangsbøde på 346 922,40 EUR, med fradrag af en eventuel nedsættelse i medfør af den foreslåede formel for nedsættelse, for hver dags forsinkelse med opfyldelsen af dommen i sag C-565/10 fra den dato, hvor der afsiges dom i den foreliggende sag, indtil den dato, hvor dommen i sag C-565/10 er opfyldt.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale et fast dagligt beløb på 39 113,80 EUR, med et samlet mindstebeløb på 62 699 421,40 EUR, fra datoen for afsigelsen af dommen i sag C-565/10 indtil den dato, hvor der afsiges dom i den foreliggende sag, eller indtil den dato, hvor dommen i sag C-565/10 er opfyldt.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med søgsmålet gør Kommissionen gældende, at den af Domstolen den 19. juli 2012 afsagte dom ikke er opfyldt for så vidt angår 80 af de italienske byområder, som var genstand for denne dom.

I denne henseende anerkender Den Italienske Republik, at den har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 3 i Rådets direktiv 91/271/EØF af 21. maj 1991 om rensning af byspildevand 1 med hensyn til 35 byområder. Den anerkender endvidere, at den har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dette direktivs artikel 4 og 10 med hensyn til 70 byområder.

Heraf udleder Kommissionen, at Den Italienske Republik ikke har truffet alle de nødvendige foranstaltninger med henblik på fuldt ud at opfylde dommen af 19. juli 2012.

____________

1     EFT 1991, L 135, s. 40.