PERSONALERETTENS DOM
(Tredje Afdeling)

24. juni 2008

Sag F-84/07

Agim Islamaj

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – tidligere midlertidigt ansatte aflønnet over forskningsmidlerne – forfremmelse – slettelse af forfremmelsespoint – en tjenestemands overførsel fra det almindelige budgets forskningsbevillinger til driftsbevillingerne«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Agim Islamaj har nedlagt påstand om, at det fastslås, at artikel 2 i Kommissionens afgørelse af 16. juni 2004, som ændret ved afgørelse af 20. juli 2005, om proceduren for forfremmelse af tjenestemænd, der er aflønnet over forskningsmidlerne i det almindelige budget, er retsstridig, om annullation af Kommissionens afgørelse om at slette de 38,5 forfremmelsespoint, som sagsøgeren har optjent som midlertidigt ansat, og af afgørelsen om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AST 5 i bedømmelsesåret 2006 samt om fornødent om annullation af afslaget på den klage, som sagsøgeren har indgivet til forfremmelsesudvalget.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Agim Islamaj bærer to tredjedele af sine egne omkostninger. Kommissionen bærer foruden sine egne omkostninger en tredjedel af Agim Islamajs omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – søgsmålsfrister – forældelsesfrist – undskyldelig vildfarelse – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – søgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – påstande, til støtte for hvilke der ikke er blevet fremført egentlige anbringender eller argumenter, men som har forbindelse til andre påstande – formaliteten

(Personalerettens procesreglement, art. 35)

3.      Tjenestemænd – ledig stilling – besættelse ved forfremmelse eller forflyttelse – meddelelse om ledig stilling, som ikke gør det muligt på forhånd at fastlægge, hvorledes stillingen vil blive besat – ansøgning, som skal anses for en anmodning om forflyttelse eller forfremmelse

[Tjenestemandsvedtægten, art. 29, stk. 1, litra a), og art. 45]

4.      Retspleje – omkostninger – modregning – ganske særlige grunde

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 3, afsnit 1; Rådets afgørelse 2004/752, art. 3, stk. 4)

1.      Begrebet undskyldelig fejl skal hvad angår søgsmålsfrister fortolkes indskrænkende og kan kun omfatte særlige omstændigheder, navnlig hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en retsundergiven, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig person. I dette tilfælde kan administrationen nemlig ikke påberåbe sig, at den selv har tilsidesat principperne om retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning, da dette er årsagen til den fejl, den retsundergivne har begået.

En tjenestemand, som i overensstemmelse med de angivelser, som han har modtaget fra det kompetente generaldirektorat på personaleområdet, i stedet for direkte at indgive en klage til ansættelsesmyndigheden over en for ham bebyrdende retsakt, indgiver en klage til forfremmelsesudvalget, selv om denne retsakt ikke er en del af bedømmelsesproceduren, og som efter at have fået afslag på denne klage, for sent indgiver en klage, begår en undskyldelig fejl, som kan begrunde den for sent indgivne klage.

(jf. præmis 39-41 og 44)

Henvisning til:

Retten, 29. maj 1991, sag T-12/90, Bayer mod Kommissionen, Sml. II, s. 219, præmis 29; 27. september 2007, forenede sager T-8/95 og T-9/95, Pelle og Konrad mod Rådet og Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 93.

2.      Hvad angår søgsmål i personalesager er den omstændighed, at påstandene ikke ledsages af nogen anbringender eller argumenter, ikke tilstrækkelig til, at de bør afvises, hvis det af sagsakterne fremgår, at de som følge af deres forbindelse med andre påstande nedlagt i sagen kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 47)

3.      Henset til de forskellige muligheder, som ansættelsesmyndigheden i medfør af vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra a), råder over med henblik på besættelse af en ledig stilling, kan ansøgningerne til ledige stillinger ved en institution, som er indgivet af tjenestemænd ved denne institution, ikke uden videre anses for anmodninger om forflyttelse. En ansøgning indgivet af en tjenestemand til en ledig stilling ved den nævnte institution skal imidlertid anses for en anmodning om forflyttelse eller forfremmelse, når meddelelsen om den ledige stilling – alt imens den udelukker muligheden for udnævnelse i henhold til vedtægtens artikel 45a – ikke gør det muligt at fastslå, hvorledes stillingen vil blive besat, og indplaceringen af den nævnte stilling heller ikke giver afgørende indikationer herom.

En sådan ansøgning, som omfatter en anmodning om forflyttelse, selv om den ikke udelukkende er begrænset hertil, er således omfattet af bestemmelserne i Kommissionens beslutning om fremgangsmåden ved forfremmelse af tjenestemænd, som aflønnes over forskningsmidlerne i det almindelige budget, hvorefter tjenestemænd, som tidligere var midlertidigt ansatte, der aflønnedes over forskningsmidlerne, ikke bevarer forfremmelsespoint opnået i den lønklasse, som de befandt sig i før deres udnævnelse til tjenestemænd ansat på prøve, hvis de inden for to år fra deres udnævnelsesdato efter anmodning herom forflyttes til en stilling, som er omfattet af driftsbevillingerne i det almindelige budget.

(jf. præmis 53, 54, 74, 75 og 77-79)

4.      En institution, som unødigt fremsætter en formalitetsindsigelse, kan, selv om den får medhold i sagen, tilpligtes at betale en del af sagsøgerens omkostninger.

(jf. præmis 87 og 88)