Sag anlagt den 11. december 2006 - Hartwig mod Kommissionen og Parlamentet

(Sag F-141/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Marc Hartwig (Bruxelles, Belgien) (ved avocat T. Bontinck)

Sagsøgte: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionen for De Europæiske Fællesskabers og Europa-Parlamentets afgørelser af henholdsvis den 12. april 2006 og den 27. marts 2006 om overgang fra en status som midlertidigt ansat til en status som tjenestemand.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber og Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Efter at sagsøgeren havde arbejdet nogle år ved Kommissionen som midlertidigt ansat med indplacering i lønklasse B*7 bestod han Europa-Parlamentets eksterne udvælgelsesprøve PE/34/B (lønklasse B5/B4). Sagsøgeren blev herefter udnævnt til tjenestemand på prøve i lønklasse B*3 af sidstnævnte institution, som straks overflyttede ham til Kommissionen, hvor han blev indplaceret i samme lønklasse.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet anført, at der er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 31 og 62 samt af artikel 5 og 2 i vedtægtens bilag XIII.

Sagsøgeren har desuden anført, at der er sket tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og af princippet om bevarelse af de erhvervede rettigheder.

____________