Sag anlagt den 29. november 2006 - Bordini mod Kommissionen

(Sag F-134/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Giovanni Bordini (Dover, Det Forenede Kongerige) (ved avocats L. Levi, C. Ronzi og I. Perego)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af afgørelsen af 25. januar 2006, hvorved ansættelsesmyndigheden afslog at anerkende, at sagsøgeren var bosiddende i Det Forenede Kongerige, og som følge heraf afslog at anvende justeringskoefficienten for Det Forenede Kongerige på hans pension.

Kommissionen tilpligtes af de skyldige beløb, som fremkommer ved en anvendelse af justeringskoefficienten for Det Forenede Kongerige på sagsøgerens pension med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 2004, at betale renter beregnet på grundlag af den af ECB fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer i den pågældende periode, forhøjet med 2 procentpoints.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet først anført, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter princippet om begrundelsespligt, idet den er affattet så vagt, at det er umuligt at forstå den underliggende begrundelse.

Sagsøgeren har desuden anført, at der er sket tilsidesættelse af den tidligere vedtægts artikel 82 og af artikel 20 i den nye vedtægts bilag XIII, at der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de faktiske omstændigheder, hvilket har medført en retlig fejl, at proportionalitetsprincippet er tilsidesat, samt at der er sket krænkelse af privatlivets fred.

Sagsøgeren har endelig anført, at Kommissionen har tilsidesat omsorgspligten og princippet om god forvaltningsskik.

____________