PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)

16. januar 2007

Sag F-115/05

Philippe Vienne m.fl.

mod

Europa-Parlamentet

»Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – afslag – overførsel af pensionsrettigheder erhvervet i Belgien«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Philippe Vienne og 163 andre tjenestemænd og midlertidigt ansatte i Parlamentet har nedlagt påstand dels om annullation af Parlamentets afslag på de af sagsøgerne i henhold til vedtægtens artikel 24 indgivne ansøgninger om bistand, dels om erstatning for det tab, som sagsøgerne har lidt som følge heraf.

Udfald: Europa-Parlamentet frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder erhvervet før ansættelse ved Fællesskaberne – overførsel til fællesskabsordningen

(Tjenestemandsvedtægten, art. 24, stk. 1; bilag VIII, art. 11, stk. 2, og bilag XIII, art. 26, stk. 3; Rådets forordning nr. 723/2004)

En institution må ikke under henvisning til, at den vil blive rettet mod en af dens forvaltningsakter, afslå en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 24, hvorved en tjenestemand ansøger om institutionens tekniske og finansielle bistand med henblik på at få fastslået for det første, om tjenestemanden har en individuel interesse i at ansøge om en ny overførsel af de pensionsrettigheder, der er erhvervet inden ansættelsen ved Fællesskaberne, i henhold til betingelser i en belgisk pensionsordning, der i almindelighed er mere fordelagtige på grund af en ny lov i denne medlemsstat, for derefter i givet fald at opnå denne nye overførsel, såfremt denne institution ikke på nogen måde har afslået at trække den oprindelige afgørelse om overførsel tilbage. Overførslen må anses for en handling, der indeholder to afgørelser, der efter den pågældendes ansøgning successivt træffes af den nationale pensionsinstitution, som udarbejder en opgørelse af erhvervede pensionsrettigheder, og derefter af fællesskabsinstitutionen, der, henset til disse rettigheder, fastsætter antallet af de pensionsgivende tjenesteår, der godskrives i Fællesskabets pensionsordning som overførte rettigheder. Den omstændighed, at virkeliggørelsen af det mål, med henblik på hvilket en ansøgning om bistand indgives, kan forudsætte institutionens tilbagekaldelse af en akt, indebærer dog ikke nødvendigvis – navnlig hvis institutionen er rede til den pågældende tilbagekaldelse – at der ansøges om bistand mod en institutionsakt, hvorved bistanden udelukkes fra anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 24, hvori det bestemmes, at der ydes tjenestemænd beskyttelse mod tredjemands handlinger og ikke mod akter udstedt af institutionen selv. En ansøgning om tilbagekaldelse kan kun anses for at være rettet mod den akt, for hvilken der ansøges om tilbagekaldelse, hvis institutionen under alle omstændigheder udelukker at ville foretage denne tilbagekaldelse.

Den pågældende institution må heller ikke afslå en sådan ansøgning med henvisning til, at uforeneligheden af den nye belgiske lov med fællesskabsretten ikke er blevet fastslået. Institutionens bistandspligt er nemlig ikke betinget af, at ulovligheden af de handlinger, på grund af hvilke tjenestemanden har ansøgt om bistand, forudgående er blevet fastslået ved en retsafgørelse. En sådan betingelse ville i øvrigt være i strid med selve formålet med ansøgningen om bistand i de hyppige situationer, hvor ansøgningen netop er indgivet med henblik på – ved et søgsmål bistået af institutionen – at opnå, at de nævnte handlinger anerkendes som ulovlige, idet begrebet »handling« i øvrigt betegner faktiske omstændigheder eller handlinger, hvis ulovlighed er mistænkt, men ikke fastslået. Bistandspligten gælder kun over for handlinger, som med rimelighed kan anses for at udgøre en krænkelse af tjenestemændenes rettigheder, idet Fællesskabets retsinstanser skal efterprøve realiteten af det angreb, som den tjenestemand, der ønsker institutionens beskyttelse, hævder at være udsat for, hvorved det er tilstrækkeligt, at tjenestemanden fører begyndelsen til et bevis for realiteten af dette angreb.

Derimod kan institutionen med rette antage, at sagsøgerens rettigheder ikke er blevet krænket således, at det berettiger bistand. Forskelsbehandlingen mellem de tjenestemænd, der har opnået overførsel af deres pensionsrettigheder inden eller efter ikrafttrædelsen af den nye belgiske lov, er ikke i sig selv diskriminerende, da enhver lovændring ellers ville være umulig. Selv om det antages, at sagsøgeren er påvirket af en forskelsbehandling, udspringer den uberettigede forskelsbehandling ikke af den nye lov som sådan, men af en kombination af virkningerne af denne lov og artikel 26, stk. 3, i bilag XIII til vedtægten, som blev indført ved forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber samt ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, der midlertidigt – inden for en periode på seks måneder fra ikrafttrædelsen af forordning nr. 723/2004 – gav tre grupper af tjenestemænd, der på grund af deres forsinkede indgivelse af deres ansøgning eller deres beslutning om ikke at ansøge om overførsel eller deres manglende bekræftelse af deres ansøgning, ikke havde opnået overførsel af deres pensionsrettigheder – mulighed for at indgive en ansøgning om overførsel eller en ny ansøgning om overførsel, hvilket ikke kan anses for at udgøre en handling fra en tredjemand som omhandlet i vedtægtens artikel 24.

I øvrigt kan den pågældende tjenestemand i denne sammenhæng ikke med føje påberåbe sig omsorgspligten over for afgørelsen om afslag på hans ansøgning, da denne pligt ikke kan tvinge institutionen til at fravige de betingelser, som dens bistand er underkastet i henhold til vedtægten. Det kan heller ikke hævdes, at der foreligger en overtrædelse af princippet om »pacta sunt servanda«, idet der ikke henvises til nogen kontrakt eller aftale, som institutionen ikke har overholdt, eller princippet om »patere legem quam ipse fecisti«, da vedtægten ikke er en regel, der er vedtaget af en institution som ansættelsesmyndighed, men af fællesskabslovgiver.

Endelig er det anbringende, der er fremført med hensyn til afslaget på denne ansøgning, hvorefter ændringen af den belgiske lov har skabt en forskelsbehandling mellem de EF-tjenestemænd, som har overført de pensionsrettigheder, der blev erhvervet i Belgien – alt efter om de har ansøgt om overførsel af disse rettigheder inden eller efter ikrafttrædelsen – ikke relevant. Anbringendet om en tilsidesættelse af lighedsprincippet er nemlig kun relevant, såfremt det var blevet gjort gældende, at institutionen havde ydet sin bistand til andre tjenestemænd og ansatte, der var stillet på samme måde som sagsøgeren.

(jf. præmis 35, 36, 38-41, 43, 44, 51, 52, 54-56, 59, 63, 70, 80, 96 og 97)

Henvisning til:

Retten, 10. juli 1997, sag T-81/96, Apostolidis m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 207, og II, s. 607, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis; 14. december 2000, sag T-213/99, Verheyden mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 297, og II, s. 1355, præmis 28; 8. juli 2004, sag T-136/03, Schochaert mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 215, og II, s. 957, præmis 49.

Personaleretten, 16. januar 2007, sag F-92/05, Genette mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser.