Sag anlagt den 27. november 2006 - Chassagne mod Kommissionen

(Sag F-137/06)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Olivier Chassagne (Bruxelles, Belgien) (ved S. Rodrigues og C. Bernard-Glanz)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af ansættelsesmyndighedens afslag på at træffe en udtrykkelig afgørelse vedrørende fastsættelsen af datoen for sagsøgerens tiltræden af stillingen, således som dette afslag stiltiende fremgår af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 14. januar 2006.

Om fornødent: Annullation af ansættelsesmyndighedens afslag på sagsøgerens klage.

Ansættelsesmyndigheden oplyses om de virkninger, som følger af annullationen af de anfægtede afgørelser, og ansættelsesmyndigheden pålægges navnlig at træffe en udtrykkelig afgørelse, hvorved den anerkender, at datoen den 1. juli 2002 udgør en tiltræden af stillingen som omhandlet i artikel 12, litra d), i Protokol vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter (PPI).

Ansættelsesmyndigheden tilpligtes at udbetale sagsøgeren: i) et beløb på 9 523,26 EUR i erstatning for hans økonomiske tab med tillæg af morarenter beregnet i henhold til den lovbestemte rentesats fra det tidspunkt, hvor beløbet forfalder til betaling; ii) et beløb på 5 000 EUR i erstatning for hans ikke-økonomiske tab med tillæg af morarenter beregnet i henhold til den lovbestemte rentesats fra det tidspunkt, hvor beløbet forfalder til betaling.

Afgørelsen udsættes for så vidt angår den del af det økonomiske tab, som endnu ikke kan opgøres og som udgøres af de udgifter, som sagsøgeren har afholdt siden den 18. april 2006 og fortsat afholder i forbindelse med den tvist, der verserer mellem ham og de belgiske skattemyndigheder ved de nationale belgiske domstole vedrørende fastsættelsen af datoen for hans tiltræden af stillingen.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet anført følgende klagepunkter:

Tilsidesættelse af artikel 18 i PPI.

Tilsidesættelse af vedtægtens artikel 26, af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgspligten.

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn.

____________