PERSONALERETTENS DOM
(Første Afdeling)
15. december 2011
Sag F-9/11
Verónica Sabbag Afota
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Personalesag – tjenestemænd – bedømmelse – forfremmelse – forfremmelsesåret 2010 – manglende bedømmelsesrapport«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som i medfør af artikel 106a Euratom finder anvendelse på Euratom-traktaten, hvorved Sabbag Afota, der er tjenestemand ved Rådet, for Personaleretten har nedlagt påstand om annullation af sin bedømmelsesrapport, som er udarbejdet for perioden fra den 1. januar 2008 til den 30. juni 2009, samt af Rådets afgørelse om ikke at forfremme hende i forfremmelsesåret 2010.
Udfald: Rådet for Den Europæiske Union frifindes. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd – søgsmål – søgsmål rettet mod afgørelse om afvisning af klage – retsvirkning – indbringelse for Personaleretten af den anfægtede retsakt – undtagelse – afgørelsens manglende bekræftende karakter
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
2. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – betingelser – hensyntagen til bedømmelsesrapporterne – ufuldstændig personlig aktmappe – følger
(Tjenestemandsvedtægten, art. 43 og 45)
3. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – elementer, der kan tages i betragtning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)
4. Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – domstolskontrol – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
5. Tjenestemænd – forfremmelse – kriterier – fortjenester – hensyntagen til ansvarsniveau og sprogkundskaber – rækkevidde
(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)
6. Tjenestemænd – forfremmelse – klage fra en ikke-forfremmet ansøger – afgørelse om afslag – begrundelsespligt – rækkevidde – utilstrækkelig begrundelse – afhjælpning under retssagen – betingelse
(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, art. 45 og art. 90, stk. 2)
1. Det følger af vedtægtens artikel 90 og 91, at søgsmål, som en person, der er omfattet af vedtægten, har anlagt vedrørende en afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden eller denne myndigheds undladelse af at træffe en i vedtægten foreskreven foranstaltning, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt den berørte forinden har indbragt en klage til ansættelsesmyndigheden, og klagen i det mindste delvist har været genstand for udtrykkelig eller stiltiende afvisning.
En administrativ klage og administrationens udtrykkelige eller stiltiende afvisning deraf udgør en integrerende del af en sammensat procedure og er kun en forudgående betingelse for at anlægge sag ved Unionens retsinstanser. Under disse omstændigheder har det indbragte søgsmål, selv om det formelt vedrører klagens afvisning, til følge, at Unionens retsinstanser skal prøve den akt, der indeholder det klagepunkt, som klagen omhandlede, undtagen i det tilfælde, hvor afvisningen af klagen har en anden rækkevidde end den akt, som har været genstand for klagen. En udtrykkelig afgørelse om afvisning af en klage, henset til dens indhold, kan således være sådan, at den ikke bekræfter den af sagsøgeren anfægtede retsakt. Dette er tilfældet, når afgørelse om afvisning af klagen indeholder en fornyet vurdering af sagsøgerens forhold på grundlag af nye faktiske eller retlige omstændigheder, eller når den ændrer eller supplerer den oprindelige afgørelse. I disse tilfælde udgør afvisningen af klagen en retsakt, der er underlagt domstolskontrol, og retsinstansen tager hensyn til den ved vurderingen af lovligheden af den anfægtede retsakt, eller anser den ligefrem for en retsakt, der går adressaten imod, og som erstatter den anfægtede retsakt.
(jf. præmis 24 og 25)
Henvisning til:
Domstolen: 28. maj 1980, forenede sager 33/79 og 75/79, Kuhner mod Kommissionen, præmis 9; 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 7 og 8
Retten i Første Instans: 12. december 2002, forenede sager T-338/00 og T-376/00, Morello mod Kommissionen, præmis 35; 10. juni 2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, præmis 31; 14. oktober 2004, sag T-389/02, Sandini mod Domstolen, præmis 49; 7. juni 2005, sag T-375/02, Cavallaro mod Kommissionen, præmis 63-66; 25. oktober 2006, sag T-281/04, Staboli mod Kommissionen, præmis 26
Retten: 9. december 2009, sag T-377/08 P, Kommissionen mod Birkhoff, præmis 50-59 og 64; 21. september 2011, sag T-325/09 P, Adjemian m.fl. mod Kommissionen, præmis 32
2. Bedømmelsesrapporten er en uundværlig del af vurderingen, hver gang der skal tages stilling til en tjenestemands karriere med henblik på at træffe en afgørelse om hans forfremmelse.
Det følger heraf, at en forfremmelsesprocedure er behæftet med en mangel, såfremt ansættelsesmyndigheden ikke har kunnet foretage en sammenligning af ansøgernes fortjenester, fordi en eller flere af deres bedømmelsesrapporter beroende på administrationens forhold er blevet udfærdiget med en betydelig forsinkelse.
En sådan mangel giver imidlertid ikke anledning til sanktioner i det tilfælde, hvor en manglende bedømmelsesrapport kan udbedres ved forekomsten af andre oplysninger vedrørende tjenestemandens fortjenester. Det er desuden ikke tilstrækkeligt til at annullere forfremmelserne, at en af ansøgernes aktmappe er mangelfuld og ufuldstændig, det kræves herudover, at det godtgøres, at denne omstændighed har kunnet have afgørende indflydelse på forfremmelsesproceduren.
(jf. præmis 42-44)
Henvisning til:
Domstolen: 18. december 1980, forenede sager 156/79 og 51/80, Gratreau mod Kommissionen, præmis 22 og 24
Retten i Første Instans: 19. september 1996, sag T-386/94, Allo mod Kommissionen, præmis 38; dommen i sagen Morello mod Kommissionen, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis; 8. marts 2006, sag T-289/04, Lantzoni mod Domstolen, præmis 62
3. I medfør af vedtægtens artikel 45 tager ansættelsesmyndigheden ved tildeling af forfremmelse med henblik på sammenligningen af tjenestemænds fortjenester især hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab til, og efter omstændighederne, hvor stort ansvar de har. Det er i lyset af disse tre aspekter, at ansættelsesmyndigheden skal foretage en sammenligning af forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester. Ansættelsesmyndigheden kan i tilfælde af lighed i fortjenesterne mellem de forfremmelsesværdige tjenestemænd på grundlag af de tre forhold, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 45, stk. 1, dog subsidiært inddrage andre forhold, såsom kandidaternes alder og anciennitet i grad eller tjenesten.
Imidlertid er den skønsbeføjelse, der således tilkommer ansættelsesmyndigheden, begrænset af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af ansøgerne i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. I praksis skal denne sammenligning ske på lige vilkår på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.
(jf. præmis 53, 55 og 60)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: 15. september 2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis
EU-Personaleretten: 7. november 2007, sag F-57/06, Hinderyckx mod Rådet, præmis 45; 5. maj 2010, sag F-53/08, Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 50
4. Ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved sammenligningen af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, og domstolskontrollen skal begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen, henset til de måder og midler, der kunne lede til forvaltningens vurdering, har holdt sig inden for grænser, der ikke kan kritiseres, og ikke har misbrugt sine beføjelser. Unionens retsinstanser kan således ikke sætte deres vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.
(jf. præmis 54)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: Casini mod Kommissionen, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis
5. Hvad angår kriteriet om, hvor stort ansvar tjenestemændene har, skal dette ved sammenligningen af fortjenesterne for de forfremmelsesværdige tjenestemænd først og fremmest fastsættes i forhold til betydningen af de udførte ledelsesopgaver, idet en tjenestemand kan have et stort ansvar uden at have mange underordnede, og omvendt kan en tjenestemand have mange underordnede uden at have et særligt stort ansvar.
Det samme gælder kriteriet om sprogkundskaber således, at selv om en tjenestemand fremhæver, at han har kendskab til flere arbejdssprog, er det ikke desto mindre – således som det følger af selve ordlyden af artikel 45 i vedtægten – anvendelsen af sprogene, og ikke kendskabet hertil, der skal tages hensyn til ved sammenligningen af tjenestemænds fortjenester.
(jf. præmis 58 og 59)
Henvisning til:
Retten: 16. december 2010, sag T-175/09 P, Rådet mod Stols, præmis 48
6. Selv om ansættelsesmyndigheden ikke har pligt til at begrunde en afgørelse om forfremmelse over for ikke-forfremmede tjenestemænd, har den dog pligt til at begrunde en afgørelse om afslag på en ikke-forfremmet tjenestemands klage over afgørelsen om afslag på forfremmelse, der berører tjenestemanden, idet begrundelsen for afslaget er sammenfaldende med begrundelsen for den afgørelse, som klagen vedrører. Begrundelsens tilstrækkelighed skal desuden vurderes i forhold til de vigtige oplysninger i de argumenter, som institutionen besvarer.
Der kan i denne forbindelse, for så vidt som ansættelsesmyndigheden har givet en indledende begrundelse, afgives supplerende oplysninger under sagens behandling.
(jf. præmis 62, 63 og 65)
Henvisning til:
Domstolen: 7. februar 1990, sag C-343/87, Culin mod Kommissionen, præmis 37
Retten i Første Instans: 3. oktober 2006, sag T-171/05, Nijs mod Revisionsretten, præmis 42; 4. juli 2007, sag T-502/04, Lopparelli mod Kommissionen, præmis 77
EU-Personaleretten: Hinderyckx mod Rådet, præmis 32