Sag anlagt den 22. juli 2020 – Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

(Sag C-328/20)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved D. Martin og B.-R. Killmann, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Østrig

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Østrig har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7 og 67 i forordning (EF) nr. 883/2004 1 og sine forpligtelser i henhold til artikel 4 i forordning nr. 883/2004 og artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 492/2011 2 , idet den har indført en tilpasningsmekanisme med hensyn til familietillæg (Familienbeihilfe) og børnefradrag for arbejdstagere (Kinderabsetzbetrag für Erwerbstätige), hvis børn har fast bopæl i en anden medlemsstat.

Det fastslås, at Republikken Østrig desuden har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011, idet den har indført en tilpasningsmekanisme med hensyn til Familienbonus Plus, ægteskabsfradraget (Alleinverdienerabsetzbetrag), eneforsørgerfradraget (Alleinerzieherabsetzbetrag) og underholdsfradraget (Unterhaltsabsetzbetrag) for vandrende arbejdstagere, hvis børn har fast bopæl i en anden medlemsstat.

Republikken Østrig tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Østrig tildeler i form af ens, faste beløb personer, som arbejder i Østrig, for disses børn, familieydelsen og den sociale fordel i form af familietillæg og børnefradrag samt skattefordelen i form af Familienbonus Plus, ægteskabsfradraget, eneforsørgerfradraget og underholdsfradraget. Siden den 1. januar 2019 har disse statslige ydelser ifølge de østrigske regler skullet tilpasses på grundlag af det generelle prisniveau i den medlemsstat, hvor barnet har fast bopæl.

Første anbringende

Kommissionen gør gældende, at familietillægget og børnefradraget er familieydelser som omhandlet i forordning nr. 883/2004. Ifølge denne forordnings artikel 7 og 67 må en medlemsstat ikke gøre tildeling af familieydelser eller størrelsen heraf afhængig af, at arbejdstagerens familiemedlemmer bor i den medlemsstat, som erlægger ydelserne. Med indførelsen af tilpasningen lader Østrig imidlertid netop behandlingen af familieydelser til fordel for børn afhænge af, i hvilken medlemsstat børnene bor. Østrig tilsidesætter derved artikel 7 og 67 i forordning nr. 883/2004.

Andet anbringende

Kommissionen gør endvidere gældende, at tilpasningen, som indført i Østrig, stiller berettigede personer, hvis børn bor i medlemsstater med et højere prisniveau, bedre end personer, hvis børn bor i Østrig, hvorimod personer, hvis børn bor i medlemsstater med et lavt prisniveau, behandles mindre gunstigt. I forbindelse med indførelsen af tilpasningen forventede Østrig en besparelse i det nationale budget, hvilket kun kan betyde, at der er flere modtagere af disse ydelser og begunstigelser, hvis børn bor i medlemsstater med et lavere prisniveau end i Østrig.

Gennem tilpasningsmekanismen har Østrig således indført en indirekte forskelsbehandling af vandrende arbejdstagere. Der ses ikke at være noget legitimt mål, som kan begrunde denne forskelsbehandling. Østrig har derfor med hensyn til familietillægget og børnefradraget tilsidesat ligebehandlingsprincippet som indeholdt i artikel 4 i forordning nr. 883/2004 og i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011 og, med hensyn til Familienbonus Plus, ægteskabsfradraget, eneforsørgerfradraget og underholdsfradraget, tilsidesat ligebehandlingsprincippet i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 492/2011.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5.4.2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen (EUT 2011, L 141, s. 1).