PERSONALERETTENS DOM

(Tredje Afdeling)

13. september 2011

Sag F-100/09

Christos Michail

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemand – retskraft – bistandspligt – vedtægtens artikel 24 – psykisk chikane«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Christos Michail bl.a. har nedlagt påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse af 9. marts 2009 om afslag på sin anmodning om bistand for psykisk chikane, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham et beløb på 30 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som han har lidt.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – retskraft – rækkevidde

2.      Tjenestemænd – psykisk chikane – begreb – adfærd, der har til formål at miskreditere den pågældende eller forringe dennes arbejdsvilkår – krav om, at adfærden skal have karakter af gentagelse – krav om, at adfærden skal have forsætlig karakter – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 12a, stk. 3)

3.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – domstolskontrol – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7)

4.      Tjenestemænd – tjenestegrenenes organisation – personalets placering – omplacering – overholdelse af reglen om, at lønklasse og stilling skal svare til hinanden – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 5 og 7)

1.      Et søgsmål kan ikke antages til realitetsbehandling på grund af den retskraftvirkning, der knytter sig til en tidligere dom i et søgsmål, der havde samme parter og samme genstand samt hvilede på samme søgsmålsgrund. Den retsakt, der påstås annulleret, er et væsentligt element ved vurderingen af genstanden for et søgsmål.

Den omstændighed, at søgsmål er blevet rettet mod forskellige afgørelser, som administrationen formelt har truffet, er imidlertid ikke tilstrækkelig til at konkludere, at søgsmålene ikke har samme genstand, når disse afgørelser har et i det væsentlige identisk indhold og er baseret på samme begrundelser. Desuden gælder, at selv om de klagepunkter, der er gjort gældende til støtte for et søgsmål, til dels er sammenfaldende med dem, der er blevet gjort gældende for en tidligere instans, er det andet søgsmål ikke en gentagelse af det første, men et nyt søgsmål, idet det ligeledes støtter sig på andre faktiske eller retlige anbringender.

(jf. præmis 29-31)

Henvisning til:

Domstolen: 19. september 1985, forenede sager 172/83 og 226/83, Hoogovens Groep mod Kommissionen, præmis 9; 27. oktober 1987, forenede sager 146/85 og 431/85, Diezler m.fl. mod ØSU, præmis 14-16

Retten i Første Instans: 5. juni 1996, sag T-162/94, NMB m.fl. mod Kommissionen, præmis 37 og 38; 12. december 1996, forenede sager T-177/94 og T-377/94, Altmann m.fl. mod Kommissionen, præmis 52

Den Europæiske Unions Ret: 25. juni 2010, sag T-66/01, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, præmis 197

2.      Vedtægtens artikel 12a, stk. 3, der trådte i kraft den 1. maj 2004, definerer psykisk chikane som »misbrug«, der kræver, at to kumulative betingelser er opfyldt, for at chikanen foreligger. Den første betingelse vedrører adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller skrift, som kommer til udtryk »over en periode gentagne gange eller systematisk«, hvilket forudsætter, at den psykiske chikane skal opfattes som en proces, der nødvendigvis har et tidsmæssigt forløb, og forudsætter, at der finder gentagne eller kontinuerlige handlinger sted, og at de er »forsætlige«. Den anden betingelse, som adskilles fra den første af præpositionen »og«, kræver, at adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller skrift har den virkning at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Det er af den omstændighed, at adjektivet »forsætlig« vedrører den første betingelse, og ikke den anden, muligt at udlede en dobbelt konklusion. For det første skal adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, være frivillige, hvilket fra denne bestemmelses anvendelsesområde udelukker negativ adfærd, der fremkommer på tilfældig vis. For det andet kræves det derimod ikke, at adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller skrift er blevet foretaget med den hensigt at være et angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord være tale om psykisk chikane i den i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, omhandlede forstand, uden at det godtgøres, at chikanøren med adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift har tilsigtet at miskreditere offeret eller forsætligt at forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne negative adfærd objektivt har haft sådanne følger, eftersom den har været frivillig.

Retten for EU-personalesager har desuden i dom af 9. december 2009, sag F-52/05, Q mod Kommissionen, bemærket, at det af tidligere retspraksis fremgik, at adfærd for at kunne kvalificeres som psykisk chikane skulle være objektivt forsætlig, og at en sagsøger – uafhængigt af den subjektive opfattelse, han kunne have haft af de påståede faktiske omstændigheder – skulle fremkomme med en helhed af forhold, som gjorde det muligt at fastslå, at der forelå en adfærd, der objektivt tilsigtede at miskreditere ham eller forsætligt at forringe hans arbejdsvilkår. Retten for EU-personalesager har imidlertid ligeledes bemærket, at denne praksis vedrørte sager om adfærd forud for, at vedtægtens artikel 12a, stk. 3, trådte i kraft, der netop har medført en udvikling af retspraksis.

(jf. præmis 55 og 56)

Henvisning til:

Personaleretten: 9. december 2008, sag F-52/09, Q mod Kommissionen, præmis 135 og 140; 9. marts 2010, sag F-26/09, N mod Parlamentet, præmis 72

3.      Institutionerne råder over vide skønsbeføjelser med hensyn til, hvorledes de ønsker at indrette deres tjenestegrene på grundlag af de opgaver, der påhviler dem, og med hensyn til placeringen af det personale, som de råder over, hvorved det dog er en forudsætning, at placeringen sker i tjenestens interesse og under iagttagelse af reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling. Henset til dette vide skøn bør Unionens retsinstansers kontrol vedrørende overholdelsen af betingelsen om tjenestens interesse begrænse sig til spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesmyndigheden har holdt sig inden for rimelige ikke kritisable grænser og ikke har benyttet sine skønsbeføjelser på en åbenbar urigtig måde.

(jf. præmis 58 og 59)


Henvisning til:

Domstolen: 23. juni 1984, sag 69/83, Lux, præmis 17; 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, præmis 11

Retten i Første Instans: 16. december 1993, sag T-80/92, Turner mod Kommissionen, præmis 53; 12. december 2000, sag T-223/99, Dejaiffe mod KHIM, præmis 53; 21. september 2004, sag T-325/02, Soubies mod Kommissionen, præmis 50

Personaleretten: 4. juni 2009, sag F-52/09, Plasa mod Kommissionen, præmis 77

4.      Den omstændighed, at en tjenestemand er højt kvalificeret, betyder ikke, at sidstnævnte ikke kan omplaceres, for selv om det er korrekt, at ansættelsesmyndigheden har en interesse i at placere en tjenestemand i en stilling, der svarer til hans kompetence og forventninger, kan andre hensyn føre til, at tjenestemanden placeres i en anden stilling under overholdelse af reglen om overensstemmelse mellem lønklasse og stilling. Selv om det fremgår af vedtægtens artikel 5 og 7, at en tjenestemand har ret til, at de arbejdsopgaver, som han tildeles, i deres helhed svarer til en stilling i hans lønklasse, tilsidesættes disse bestemmelser dog ikke af en hvilken som helst formindskelse af den pågældendes arbejdsopgaver. Det er kun tilfældet, såfremt de nye arbejdsopgaver i deres helhed er klart under dem, der svarer til tjenestemandens lønklasse og stilling, henset til deres karakter, vigtighed eller omfang.

(jf. præmis 64 og 65)

Henvisning til:

Domstolen: 23. marts 1988, sag 19/87, Hecq mod Kommissionen, præmis 8

Retten i Første Instans: 7. februar 2007, forenede sager T-118/04 og T-134/04, Caló mod Kommissionen, præmis 99