RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

17. oktober 2013

Sag F-59/12

BF

mod

Revisionsretten for Den Europæiske Union

»Personalesag – udnævnelse – besættelse af en stilling som direktør – meddelelse om ledig stilling – bebyrdende retsakt – foreligger ikke – afvisning«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder sagsøgeren, BF, i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af stillingsopslag ECA/2011/67 til besættelse af stillingen som direktør for personaleafdelingen i Generaldirektoratet for Revisionsretten for Den Europæiske Union samt om erstatning for det lidte økonomiske og ikke-økonomiske tab.

Udfald:      Revisionsretten for Den Europæiske Union frifindes. BF bærer sine egne omkostninger og betaler de af Revisionsretten afholdte udgifter.

Sammendrag

Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – stillingsopslag, som ikke berører sagsøgerens retsstilling – ikke omfattet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90)

Foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart ved væsentligt at ændre hans retsstilling, udgør bebyrdende akter, som kan være genstand for et søgsmål i henhold til vedtægtens artikel 91.

I forbindelse med et søgsmål til prøvelse af et stillingsopslag, som for anden gang indleder en ansættelsesprocedure, og som ikke har til virkning at udelukke sagsøgerens ansøgning, er de virkninger, som sidstnævnte tillægger dette stillingsopslag, dvs. i praksis at umuliggøre hans udnævnelse i den omtvistede stilling til opfyldelsen af en eventuel dom fra Personaleretten om annullation af de afgørelser om at udnævne en tredjemand til den omtvistede stilling og om at afslå hans ansøgning, som blev truffet efter en første ansættelsesprocedure, på tidspunktet for offentliggørelsen af stillingsopslaget rent hypotetiske og kan derfor ikke godtgøre, at nævnte stillingsopslag direkte og umiddelbart berører hans retsstilling.

Efter den anden ansættelsesprocedure er ansættelsesmyndigheden nemlig ikke nødvendigvis forpligtet til at besætte den omtvistede stilling. Endvidere er der på tidspunktet for offentliggørelsen af det anfægtede stillingsopslag ikke noget, som gør det muligt at antage, at sagsøgeren ikke vil blive udnævnt til den omtvistede stilling, hvis den anden ansættelsesprocedure gennemføres. Hvad angår retsvirkningerne af den kommende dom i sagen med påstand om annullation af de afgørelser, der blev truffet efter den første ansættelsesprocedure, er der formodning for, at sidstnævnte afgørelser er lovlige, og den blotte omstændighed at have anlagt et søgsmål giver ikke sagsøgeren en subjektiv ret til at blive udnævnt i den omtvistede stilling og heller ikke ret til at lamme ethvert eventuelt administrativt initiativ til at besætte nævnte stilling. I øvrigt gælder, at i tilfælde af at Personaleretten annullerer de afgørelser, der blev truffet efter den første ansættelsesprocedure, påhviler det herefter den pågældende institution at træffe passende foranstaltninger til opfyldelse af dommen, foranstaltninger, som sagsøgeren i givet fald kan anfægte, når tidspunktet er kommet.

Følgelig fremkalder det anfægtede stillingsopslag og den anden ansættelsesprocedure som sådan ikke bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart. Det anfægtede stillingsopslag er derfor ikke en akt, som går sagsøgeren imod blot som følge af dens offentliggørelse.

(jf. præmis 20-26)

Henvisning til:

Domstolen: 11. maj 1978, sag 25/77, De Roubaix mod Kommissionen, præmis 7 og 8

Personaleretten: 18. maj 2006, sag F-13/05, Corvoisier m.fl. mod ECB, præmis 44; 9. juli 2009, sag F-91/07, Torijano Montero mod Rådet, præmis 24 og 27 og den deri nævnte retspraksis