RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

11. november 2014

Sag F-55/08 RENV

Carlo De Nicola

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Personalesag – hjemvisning til Personaleretten efter ophævelse – ansatte i EIB – bedømmelse – ulovlig afgørelse fra appeludvalget – ufornødent at træffe afgørelse om erstatningspåstanden«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder Carlo De Nicola i det væsentlige nedlagde påstand om, for det første, annullation den afgørelse, som klageudvalget ved Den Europæiske Investeringsbank (EIB) traf den 14. december 2007, for det andet, annullation af afgørelsen af 13. juli 2007 om afslag på hans forfremmelse, for det tredje, annullation af hans bedømmelsesrapport for 2006 og, for det fjerde, at EIB tilpligtes at betale ham erstatning med rente for den psykiske chikane, som han anså sig som offer for.

Udfald:      Afgørelsen truffet af Den Europæiske Investeringsbanks klageudvalg den 14. december 2007 annulleres. Det er ufornødent at træffe afgørelse om påstanden om annullation af afgørelsen af 13. juli 2007 om ikke at forfremme sagsøgeren, om påstanden om annullation af bedømmelsesrapporten for 2006 og om påstanden om erstatning af de påståede tab som følge af psykisk chikane. I øvrigt frifindes EIB. Den Europæiske Investeringsbank bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Carlo De Nicola har afholdt i sagerne F-55/08, T-37/10 P og F-55/08 RENV.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – bedømmelse – bedømmelsesrapport – anfægtelse for EIB’s klageudvalg – rækkevidden af klageudvalgets kontrol

(Vedtægten for de ansatte i Den Europæiske Investeringsbank, art. 22)

2.      Tjenestemandssager – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – erstatningssøgsmål – erstatningspåstande baseret på samme faktiske omstændigheder, som er anført i to særskilte søgsmål – præference – princippet om god retspleje – ufornødent at træffe afgørelse

1.      Klageudvalget ved Den Europæiske Investeringsbank skal på området for bedømmelse af de ansatte foretage en fuldstændig efterprøvelse af den bedømmelsesrapport, som den har fået forelagt, og ikke en efterprøvelse, der er begrænset til, om der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn. Den mulighed, som klageudvalget har for at annullere enhver oplysning i bedømmelsesformularen, dvs. i bedømmelsesrapporten, indebærer nemlig, at det nævnte udvalg kan foretage en fornyet bedømmelse af rigtigheden af hver af disse oplysninger, inden de godkendes. Rækkevidden af denne kompetence går således klart videre end den blotte kompetence til legalitetskontrol og til at ophæve den dispositive del af en retsakt, i det omfang den omfatter muligheden for at annullere endog begrundelsen for vedtagelsen heraf, uanset dens betydning for opbygningen af begrundelsen for nævnte retsakt. Den kompetence, som klageudvalget har til fuld kontrol, bekræftes af den kompetence, som det udtrykkeligt er tillagt til at ændre de individuelle bedømmelser og den meritbedømmelse, der er et resultat af den overordnede bedømmelse af sagsøgerens præstationer. En ændring af den berørtes meritbedømmelse indebærer nemlig, at udvalget i detaljer kontrollerer alle meritbedømmelserne i den anfægtede rapport for så vidt angår spørgsmålet, om der deri foreligger eventuelle faktiske eller retlige bedømmelsesfejl, og at udvalget i givet fald kan træde i bedømmerens sted for at foretage en ny meritbedømmelse.

(jf. præmis 32 og 33)

2.      Når de faktiske og retlige forhold og påstande vedrørende de samme omstændigheder, der danner grundlag for to erstatningspåstande, som den samme sagsøger har fremført inden for rammerne af to særskilte søgsmål mod samme sagsøgte, er mere detaljerede og underbyggede i det ene af disse søgsmål – fra begge parters side – følger det heraf, at Unionens retsinstanser bedre er i stand til at efterprøve og bedømme de omstændigheder, som ligger til grund for erstatningspåstanden i forbindelse med nævnte sag. Følgelig kan de bedre sikre en god retspleje og en effektiv domstolsbeskyttelse i forbindelse med denne sag. Det er derfor ufornødent at træffe afgørelse om erstatningspåstanden i forbindelse med den anden sag.

(jf. præmis 60, 62 og 63)