Sag C‑3/13

Baltic Agro AS

mod

Maksu- ja Tolliameti Ida maksu- ja tollikeskus

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tartu ringkonnakohus)

»Præjudiciel forelæggelse – antidumping – forordning (EF) nr. 661/2008 – endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland – betingelser for fritagelse – artikel 3, stk. 1 – den første uafhængige kunde i Unionen – et mellemliggende selskabs køb af ammoniumnitratgødning – varens frigivelse – ansøgning om at få toldangivelserne erklæret ugyldige – afgørelse 2008/577/EF – toldkodeks – artikel 66 og 220 – fejl – forordning (EØF) nr. 2454/93 – artikel 251 – efterfølgende kontrol«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. september 2014

1.        Fælles handelspolitik – beskyttelse mod dumping – endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland – betingelser for fritagelse – den første uafhængige kunde i Unionen – begreb – benyttelse af et mellemliggende selskab, der har hjemsted i en medlemsstat – ikke omfattet

(Rådets forordning nr. 661/2008, art. 3, stk. 1)

2.        Den Europæiske Unions egne indtægter – efteropkrævning af import- eller eksportafgifter – efterfølgende bogføring af en antidumpingtold ved toldmyndighedens antagelse af en ansøgning om at få en toldangivelse erklæret ugyldig – lovlig

[Rådets forordning nr. 2913/1992, som ændret ved forordning nr. 1791/2006, art. 66 og art. 220, stk. 2, litra b)]

3.        Toldunion – toldangivelser – forelæggelse af en forkert angivelse uden mulighed for efterfølgende berigtigelse – udelukkelse fra indrømmelse af en fritagelse for antidumpingtold – tilsidesættelse af retten til lighed for loven – foreligger ikke

(Art. 28 TEUF og 31 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20; Rådets forordning nr. 2913/1992, som ændret ved forordning nr. 1791/2006, art. 66, og forordning nr. 661/2008, art. 3; Kommissionens forordning nr. 2454/1993, som ændret ved forordning nr. 312/2009, art. 251)

1.        Artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning nr. 661/2008 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, og en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 skal fortolkes således, at et selskab, der har hjemsted i en medlemsstat, og som har købt ammoniumnitrat af russisk oprindelse gennem et andet selskab, der også har hjemsted i en medlemsstat, med henblik på import til Den Europæiske Union, ikke kan betragtes som den første uafhængige kunde i Unionen i denne bestemmelses forstand, og det kan således ikke opnå fritagelse for den endelige antidumpingtold, der ved forordning nr. 661/2008 blev indført for dette ammoniumnitrat.

Ifølge den første af de tre kumulative betingelser, der fremgår af nævnte artikel 3 i forordning nr. 661/2008, som fritagelsen for antidumpingtold sker på, skal varerne således være fremstillet, afsendt og faktureret direkte af de eksporterende virksomheder til den første uafhængige kunde i Unionen. I denne forbindelse kræves der udtrykkeligt i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, første led, ved anvendelsen af ordet »direkte« en tæt forbindelse mellem på den ene side det selskab, der er ansvarligt for fremstillingen, afsendelsen og faktureringen af den vare, der indføres, og på den anden side den første uafhængige kunde i Unionen.

Fritagelse for antidumpingtold kan imidlertid kun indrømmes under visse forudsætninger og i bestemte, særlige situationer, og fritagelsen udgør således en undtagelse fra den normale antidumpingtoldordning. Bestemmelserne, hvori en sådan fritagelse er fastsat, skal derfor fortolkes strengt.

(jf. præmis 24, 25 og 32 samt domskonkl.)

2.        Artikel 66 og artikel 220, stk. 2, litra b), i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved forordning nr. 1791/2006, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en toldmyndighed foretager en efterfølgende bogføring af en antidumpingtold, såfremt ansøgninger om at få toldangivelser erklæret ugyldige er blevet indgivet under henvisning til, at den deri påførte modtager var forkert, og denne myndighed har antaget disse angivelser eller gennemført en kontrol efter modtagelsen af disse ansøgninger.

(jf. præmis 40 og domskonkl. 2)

3.        Artikel 66 i forordning nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks, som ændret ved forordning nr. 1791/2006, og artikel 251 i forordning nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 312/2009, er i overensstemmelse med den grundlæggende ret til lighed for loven, som er nedfældet i artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, i det tilfælde, hvor de nævnte bestemmelser i forordning nr. 2913/92 og forordning nr. 2454/93 inden for rammerne af den i artikel 28 TEUF og 31 TEUF omhandlede fælles toldtarif ikke giver mulighed for efter ansøgning at erklære en forkert toldangivelse for ugyldig og således indrømme en modtager, som kunne have påberåbt sig fritagelsen for antidumpingtold, hvis fejlen ikke var sket, en sådan fritagelse.

Forpligtelsen til at fremlægge korrekte oplysninger i en toldangivelse påhviler således klarereren. Denne forpligtelse er som følge heraf forbundet med princippet om, at en toldangivelse ikke kan trækkes tilbage, når den først er blevet antaget, som er et princip, hvis undtagelser er afgrænset strengt af de EU-retlige bestemmelser på området. En virksomhed, som i denne forbindelse har overholdt kravene i artikel 3 i forordning nr. 661/2008 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ammoniumnitrat med oprindelse i Rusland efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, og en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i antidumpinggrundforordning nr. 384/96 og udfyldt en toldangivelse korrekt med henblik på at opnå fritagelse for en antidumpingtold, befinder sig ikke i en situation, der kan sammenlignes med situationen for en virksomhed, som ikke har overholdt disse krav.

(jf. præmis 43, 44 og 46 samt domskonkl. 3)