Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Giudice di pace di Bologna (Italien) den 22. oktober 2018 – UX mod Governo della Repubblica italiana

(Sag C-658/18)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Giudice di pace di Bologna

Parter i hovedsagen

Sagsøger: UX

Sagsøgt: Governo della Repubblica italiana

Præjudicielle spørgsmål

Er en giudice di pace (fredsdommer), såsom den forelæggende ret, omfattet af begrebet ordinær europæisk retsinstans, der har kompetence til at indgive en præjudiciel forelæggelse som omhandlet i artikel 267 TEUF, selv om han eller hun i national ret som følge af sin jobusikkerhed – i strid med garantien for de ordinære europæiske retsinstansers uafhængighed og upartiskhed som anført af Domstolen i dom Wilson (EU:C:2006:587, præmis 47-53), Associaçâo Sindical dos Juizes Portugueses (EU:C:2018:117, præmis 32 og 41-45), og Minister for Justice and Equality (EU:C:2018:586, præmis 50-54) – ikke er indrømmet arbejdsvilkår, der svarer til de vilkår, der er indrømmet fagdommere, uagtet at fredsdommeren udøver de samme retlige funktioner og er inkluderet i den nationale retsorden?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, spørges, om den sagsøgende fredsdommers tjenstlige virksomhed er omfattet af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« i henhold til artikel 1, stk. 3, og artikel 7 i direktiv 2003/88 1 , sammenholdt med § 2 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er gennemført ved direktiv 1999/70 2 , og med artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som fortolket ved Doms dom i domme O’Brien (EU:C:2012:110) og King (EU:C:2017:914), og i bekræftende fald, om en magistrati ordinari eller professionali (ordinær dommer eller en fagdommer) kan anses for at være en fastansat person, der kan sidestilles med en »fredsdommer«, som er en person med tidsbegrænset ansættelse, med henblik på anvendelsen af de samme arbejdsvilkår som omhandlet i § 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev gennemført ved direktiv 1999/70?

Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende, spørges, om artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, sammenholdt med artikel 267 TEUF, i lyset af Domstolens praksis om den italienske stats ansvar for åbenbar tilsidesættelse af fællesskabslovgivningen begået af retter i sidste instans, jf. dom Köbler (EU:C:2003:513), Traghetti del Mediterraneo (EU:C:2006:391) og Kommissionen mod Italien (EU:C:2011:775), er til hinder for en bestemmelse som artikel 2, stk. 3 og 3a, i legge 13 aprile 1988 n. 117 sulla responsabilità civile dei magistrati (lov nr. 117 af 13.4.1988 om dommeres civile ansvar), som foreskriver dommerens ansvar i tilfælde af forsæt eller grov uagtsomhed ved en »åbenbar tilsidesættelse af loven og EU-retten«, og som i situationer som det foreliggende tilfælde stiller den nationale ret over for et valg – der uanset, hvorledes det udøves, bevirker, at der pådrages civilt eller disciplinært ansvar over for staten i de sager, hvor den offentlige forvaltning er part, navnlig i sager, hvor dommeren er en deltidsansat fredsdommer uden effektiv retlig, økonomisk eller social beskyttelse – mellem at tilsidesætte den nationale lovgivning ved at se bort fra den, og i stedet anvende EU-retten som fortolket af Domstolen, eller at tilsidesætte EU-retten ved at anvende nationale bestemmelser, der hindrer sikring af effektiv beskyttelse, og som er i strid med artikel 1, stk. 3, og artikel 7 i direktiv 2003/88, med §§ 2 og 4 i rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er gennemført ved direktiv 1999/70, og med artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

Udgør Europa-Kommissionens adfærd – for så vidt som den nægter at iværksætte en traktatbrudsprocedure og anlægge et traktatbrudssøgsmål for [Domstolen] med påstand om, at en stat har tilsidesat EU-retten – en kvalificeret tilsidesættelse som omhandlet i EU-traktatens artikel 2, artikel 4, stk. 2 og 3, artikel 6, stk. 1, artikel 9, artikel 10, stk. 1, og artikel 17, artikel 1, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der kan danne grundlag for et erstatningssøgsmål med påstand om Den Europæiske Unions ansvar uden for kontraktforhold som omhandlet i artikel 340, stk. 2, TEUF, når der som i det foreliggende tilfælde består følgende situation:

–    ved meddelelse DG EMPL/B2/DA-MAT/sk (2016), som de italienske myndigheder modtog den 10. juni 2016, afsluttede Kommissionen i juni 2016 sag EU Pilot 7779/15/EMPL med en kritik af medlemsstaten og med varsling om en nært forestående indledning af en traktatbrudsprocedure, idet den fastslog, at de nationale bestemmelser om de tjenester, der leveres af magistrati onorari (honorære dommere), var uforenelig med EU-retten for så vidt angår misbrug i form af flere på hinanden følgende forlængelser af tidsbegrænsede aftaler, forskelsbehandling med hensyn til løn i forhold til magistrati ordinari o professionali (ordinære dommere og fagdommere), samt ferier og barselsorlov, hvilken traktatbrudsprocedure endnu ikke er blevet iværksat;

–    ved meddelelse C(2016) 8600 final af 21. december 2016 præciserede Kommissionen, at den fortsat havde skønsbeføjelser til at bestemme, om og hvornår den i givet fald ville iværksætte en traktatbrudsprocedure eller indbringe sagen for Domstolen, og det af Domstolens praksis følger, at borgerne ikke kan vinde sager anlagt til prøvelse af Kommissionens undladelse af at iværksætte en traktatbrudsprocedure?

Uanset besvarelsen af de fire ovenstående spørgsmål ønskes det oplyst, om artikel 268 TEUF, 274 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF i lyset af EU-traktatens artikel 2, artikel 4, stk. 2 og 3, artikel 6, stk. 1, artikel 9, artikel 10, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, kan fortolkes således, at et erstatningssøgsmål med påstand om ansvar uden for kontraktforhold over for Unionen ikke kan unddrages de nationale domstoles kompetence i en sag som det foreliggende tilfælde, hvor den manglende gennemførelse i national ret af EU-retten, hvorved retsinstansernes uafhængighed og upartiskhed sikres, hævdes at være medvirkende årsag til Kommissionens kvalificerede tilsidesættelse af de opgaver og forpligtelser, der følger af dens rolle som traktaternes vogter, og til Kommissionens skøn med hensyn til beslutningen, om og hvornår den vil iværksætte en traktatbrudsprocedure og anlægge søgsmål for Domstolen, og det af Domstolens praksis følger, at borgerne ikke kan vinde sager anlagt til prøvelse af Kommissionens undladelse af at iværksætte en traktatbrudsprocedure, hvorved Domstolens enekompetence til at fastslå Unionens ansvar uden for kontraktforhold således fratages sin effektive virkning?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4.11.2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).

2     Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).