Sag anlagt den 29. januar 2019 – Europa-Kommissionen mod Den Italienske Republik

(Sag C-63/19)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved R. Lyal og F. Tomat, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Den Italienske Republik

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Den Italienske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4 og 19 i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet 1 , idet den har anvendt en nedsat punktafgiftssats i henhold til regional lovgivning vedtaget af regionen Friuli Venezia Giulia, som fastsætter en bidragsordning for benzin og dieselolie anvendt som brændstof for så vidt angår salget af disse produkter til indbyggerne i regionen Friuli Venezia Giulia.

Den Italienske Republik tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den lovgivning, der er vedtaget af regionen Friuli Venezia Giulia har indført en bidragsordning for benzin og dieselolie anvendt som brændstof for så vidt angår salget af disse produkter til indbyggerne i regionen Friuli Venezia Giulia. Ordningen fastsætter i det væsentlige, at på det tidspunkt, hvor der købes brændstof ved pumpen, yder tankstationsoperatøren et fast beløb (pr. liter) ved at nedsætte den pris, der skal betales for brændstoffet. Den regionale forvaltning tilbagebetaler tankstationsoperatøren det beløb, som er ydet i forbindelse med de berettigedes køb af brændstof.

Opbygningen af direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet kræver et ensartet afgiftsgrundlag for så vidt angår produkter og anvendelsesmåder for hele en medlemsstats område. Dette princip følger af direktivets generelle opbygning og navnlig af femte og femtende betragtning hertil samt af ordlyden af direktivets bestemmelser og en systematisk fortolkning af samtlige disse bestemmelser. Princippet om, at hver medlemsstat skal fastsætte et ensartet afgiftsgrundlag for produkter og for anvendelsesmåder, kan kun fraviges, såfremt det udtrykkeligt er fastsat i direktivet. Direktiv 2003/96 indeholder en række bestemmelser, hvorefter medlemsstaterne må anvende lempelser, fritagelser eller differentierede afgiftssatser for visse produkter eller visse anvendelsesmåder. Der er bl.a. tale om artikel 5, 7, 15, 16 og 17 samt direktivets artikel 18 og 19. Disse lempelser, fritagelser eller differentierede satser kan gennemføres af medlemsstaterne i henhold til reglerne i direktivets artikel 6. Sidstnævnte bestemmelse fastsætter, at medlemsstaterne kan gennemføre fritagelser og lempelser enten direkte, ved at differentiere afgiftssatsen eller ved at refundere hele den erlagte afgift eller en del heraf.

Ifølge Kommissionen er der i det foreliggende tilfælde tale om en nedsat punktafgiftssats for brændstof, der ikke er tilladt i henhold til direktiv 2003/96/EF om beskatning af energiprodukter.

Det er således Kommissionens opfattelse, at Den Italienske Republik i det foreliggende tilfælde har tilsidesat sine forpligtelser i medfør af artikel 4 og 19 i Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet.

____________

1     EUT 2003, L 283, s. 51.