Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Visoki trgovački sud Republike Hrvatske (Kroatien) den 11. april 2019 – Obala i lučice d.o.o. mod NLB Leasing d.o.o.

(Sag C-307/19)

Processprog: kroatisk

Den forelæggende ret

Visoki trgovački sud Republike Hrvatske

Parter i hovedsagen

Appellant: Obala i lučice d.o.o.

Indstævnt: NLB Leasing d.o.o.

Præjudicielle spørgsmål

Har notarer tilladelse til at forkynde dokumenter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 1 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager, når de forkynder deres afgørelser i sager, hvori forordning nr. 1215/2012 2 ikke finder anvendelse, henset til den omstændighed, at notarer, der i Kroatien handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt dem i henhold til national ret i tvangsfuldbyrdelsesprocedurer på grundlag af et »autentisk dokument«, ikke er omfattet af begrebet »ret« i henhold til forordning nr. 1215/2012? Med andre ord: eftersom notarer ikke er omfattet af begrebet »ret« i henhold til forordning nr. 1215/2012, kan de da anvende reglerne om forkyndelse af dokumenter, som er fastlagt i forordning (EF) nr. 1393/2007, når de handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt dem i henhold til national ret i tvangsfuldbyrdelsesprocedurer på grundlag af et »autentisk dokument«?

Når retten til opkrævning er fastlagt i Zakon o sigurnosti prometa na cestama (lov om færdselssikkerhed) og i reglerne om udøvelse af kommunal virksomhed, som henhører under de offentlige myndigheder, kan parkering på gaden og på offentlig vej da anses for at være omfattet af det civilretlige område som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning), som omhandler retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, navnlig i betragtning af den omstændighed, at når det fastslås, at et køretøj uden parkeringsbillet eller med en ugyldig parkeringsbillet befinder sig på parkeringspladsen, underkastes dette køretøj øjeblikkeligt en forpligtelse til at betale en dagsbillet, som om det havde været parkeret hele dagen, uanset den præcise varighed af brugen af parkeringspladsen, således at denne opkrævning af dagsbilletten har karakter af sanktion, idet det skal præciseres, at en sådan parkering i nogle medlemsstater anses for en overtrædelse af færdselslovgivningen?

Når retten til opkrævning er fastlagt i lov om færdselssikkerhed og i reglerne om udøvelse af kommunal virksomhed, som henhører under de offentlige myndigheder, kan retterne i ovennævnte retssager om parkering på gaden og på offentlig vej da forkynde et dokument for de sagsøgte i en anden medlemsstat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager?

Såfremt det på grundlag af ovennævnte spørgsmål fastslås, at denne form for parkering er omfattet af det civilretlige område, forelægges følgende supplerede spørgsmål:

I denne sag foreligger en formodning om, at der indgås en aftale om den pågældende parkering på gaden på et sted, som er afmærket med vejskilte og/eller vejafmærkning, dvs. at det forudsættes, at parkeringen medfører, at der indgås en aftale, og hvis timesatsen for parkering ikke betales, skal der betales for en dagsbillet. Derfor ønskes det oplyst, om denne formodning om, at der indgås en aftale ved denne parkering, og om, at der gives samtykke til at betale prisen for en dagsbillet, når der ikke købes billet efter timesatsen for parkering, eller når den købte billet udløber, er i strid med de grundlæggende bestemmelser om udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og de øvrige bestemmelser i EU-retten.

Parkeringen i den foreliggende sag fandt sted i Zadar, og dermed er der en forbindelse mellem aftalen og de kroatiske retter, men udgør denne parkering en »tjenesteydelse« som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2012, henset til den omstændighed, at begrebet tjenesteydelse indebærer, at den part, der leverer den, udfører en nærmere bestemt virksomhed, dvs. at den pågældende udfører denne virksomhed mod vederlag, og dermed ønskes det oplyst, om appellantens virksomhed er tilstrækkelig til, at den kan anses for en tjenesteydelse? Hvis de kroatiske retter ikke er tillagt specielle kompetencer i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2012, har retten ved indstævntes bopæl kompetence til at påkende sagen.

Når retten til opkrævning er fastlagt i lov om færdselssikkerhed og i reglerne om udøvelse af kommunal virksomhed, som henhører under de offentlige myndigheder, og der kun opkræves betaling i løbet af et bestemt tidsrum hver dag, kan parkering på gaden og på offentlig vej da anses for leje eller forpagtning af fast ejendom i henhold til artikel 24, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2012?

Hvis ovennævnte formodning om, at denne parkering medfører, at der indgås en aftale (det fjerde præjudicielle spørgsmål), ikke finder anvendelse i den foreliggende sag, kan denne form for parkering – i hvilken forbindelse retten til at opkræve betaling for parkering er fastlagt i lov om færdselssikkerhed, hvori det bestemmes, at der skal betales for en dagsbillet, hvis der ikke på forhånd betales for en billet for hver times brug af parkeringspladsen, eller hvis det tidsrum, som billetten omfatter, er udløbet – da anses for en sag om erstatning uden for kontrakt som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1215/2012?

I den foreliggende sag fandt parkeringen sted inden Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union, nærmere bestemt den 30. juni 2012 kl. 13.02. Derfor ønskes det oplyst, om forordningerne om lovvalgsregler, dvs. forordning nr. 593/2008 3 eller forordning nr. 864/2007 4 , finder anvendelse i den foreliggende sag i betragtning af deres tidsmæssige gyldighed.

Såfremt Den Europæiske Unions Domstol har kompetence til at besvare spørgsmål med hensyn til anvendelsen af den materielle ret, ønskes følgende oplyst:

Er formodningen om, at der indgås en aftale ved denne parkering, og om, at der gives samtykke til at betale prisen for en dagsbillet, når der ikke købes billet efter timesatsen for parkering, eller når den købte billet udløber, i strid med de grundlæggende bestemmelser om udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 TEUF og de øvrige bestemmelser i EU-retten, uanset om køretøjets ejer er en fysisk eller en juridisk person? Med andre ord: for så vidt angår spørgsmålet om, hvilken materiel ret der finder anvendelse, kan bestemmelserne i artikel 4 i forordning nr. 593/2008 da finde anvendelse i den foreliggende sag (velvidende at sagsakterne ikke indeholder nogen beviser for, at parterne havde indgået en aftale om lovvalg)?

Hvis det fastslås, at der er tale om en aftale, er der i den foreliggende sag da tale om en tjenesteydelsesaftale, og kan denne aftale om parkering nærmere bestemt anses for en tjenesteydelse som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 593/2008?

Subsidiært: kan denne parkering anses for en aftale om leje eller forpagtning som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 593/2008?

Subsidiært: hvis denne parkering er omfattet af bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 593/2008, ønskes det oplyst, hvilken ydelse der i den foreliggende sag er den karakteristiske ydelse, henset til at appellanten i det væsentlige kun afmærker gadens overflade med henblik på parkeringen og opkræver betaling for parkering, mens indstævnte parkerer og betaler for parkeringen. Hvis det fastslås, at det er appellanten, der præsterer den karakteristiske ydelse, finder kroatisk ret anvendelse, men hvis indstævnte leverer den karakteristiske ydelse, finder slovensk ret anvendelse. Eftersom retten til opkrævning af betaling for parkeringen i denne sag imidlertid er reguleret af kroatisk ret, som aftalen dermed har sin nærmeste tilknytning til, kan bestemmelserne i artikel 4, stk. [3], i forordning nr. 593/2008 da alligevel finde anvendelse i den foreliggende sag?

Hvis det fastslås, at der er tale om en forpligtelse uden for kontrakt som omhandlet i forordning nr. 864/2007, kan denne forpligtelse uden for kontrakt da anses for en skade, således at lovvalget foretages i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 864/2007?

Subsidiært: kan denne form for parkering anses for uberettiget berigelse, således at lovvalget foretages i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 864/2007?

Subsidiært: kan denne form for parkering anses for uanmodet forretningsførelse, således at lovvalget foretages i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 864/2007?

Subsidiært: kan denne form for parkering anses for indstævntes ansvar på grund af culpa in contrahendo, således at lovvalget foretages i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 864/2007?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13.11.2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 (EUT 2007, L 324, s. 79)

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

3     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6).

4     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007, af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).