Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Comisión Nacional de los Mercados y la Competencia (Spanien) den 13. juni 2019 – Asociación Estatal de Empresas Operadoras Portuarias (ASOPORT)

(Sag C-462/19)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Comisión Nacional de los Mercados y la Competencia

Parter i hovedsagen

Interesseret part i sin egenskab af berørt person: Asociación Estatal de Empresas Operadoras Portuarias (ASOPORT)

Andre parter i sagen: Asociación Nacional de Empresas Estibadoras y Consignatarios de Buques (ANESCO), Comisiones Obreras, Coordinadora Estatal de Trabajadores del Mar (CETM), Confederación Intersindical Galega, Eusko Langileen Alkartasuna, Langile Abertzaleen Batzordeak og Unión General de Trabajadores (UGT)

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 101 TEUF fortolkes således, at aftaler mellem erhvervsdrivende og repræsentanter for arbejdstagere, selv når de benævnes kollektive overenskomster, er forbudte, når de i forhold til virksomheder, der udtræder af et Sociedad Anónima de Gestión de Estibadores Portuarios [aktieselskab, der forvalter havnearbejdskraft, herefter »SAGEP«], foreskriver, at rettighederne og forpligtelserne for arbejdstagere, som er knyttet til det pågældende SAGEP, overgår fra overdrageren til erhververen, og fastsætter vilkårene herfor?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 101 TEUF da fortolkes således, at den er til hinder for bestemmelser i national ret som dem, der er indeholdt i kongeligt lovdekret nr. 9/2019, for så vidt som det udgør grundlaget for de kollektive overenskomster, der fastsætter en særlig variant af kravet om, at arbejdstageres rettigheder og forpligtelser overgår fra overdrageren til erhververen, som omfatter andet end blot ansættelsesforhold og medfører en harmonisering af handelsbetingelser?

Såfremt det måtte fastslås, at de nævnte lovbestemmelser er i strid med EU-retten, skal den praksis fra Domstolen om EU-rettens forrang og dens følger, som navnlig fremgår af Simmenthal-dommen 1 og Fratelli Costanzo-dommen 2 , da fortolkes således, at offentligretlige organer som Comisión Nacional de los Mercados y de la Competencia ikke må anvende bestemmelser i national ret, som er i strid med artikel 101 TEUF?

Såfremt det første spørgsmål måtte besvares bekræftende, skal artikel 101 TEUF og Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 3 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 samt forpligtelsen til at sikre EU-rettens effektivitet da fortolkes således, at en myndighed som Comisión Nacional de los Mercados y de la Competencia er forpligtet til at pålægge virksomheder, der udviser en adfærd, som den, der er beskrevet, bøder og tvangsbøder?

____________

1     Dom af 15.12.1976, Simmenthal Spa mod Ministero delle Finanze (35/76, EU:C:1976:180).

2     Dom af 22.6.1989, Fratelli Costanzo mod Comune di Milano (103/88, EU:C:1989:256).

3     EFT 2003, L 1, s. 1.