Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Milano (Italien) den 2. september 2019 – KO mod Fallimento Consulmarketing SpA

(Sag C-652/19)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Tribunale di Milano

Parter i hovedsagen

Sagsøger: KO

Sagsøgt: Fallimento Consulmarketing SpA

Præjudicielle spørgsmål

Er ligebehandlingsprincippet og princippet om ikke-diskrimination i § 4 om ansættelsesvilkår i den rammeaftale, som er opført som bilag til direktiv 1999/70/EF 1 , til hinder for bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, og artikel 10 i lovdekret nr. 23/2015, der med hensyn til ulovlige kollektive afskedigelser som følge af tilsidesættelse af udvælgelseskriterierne fastsætter en tosporet differentieret beskyttelsesordning, i kraft af hvilken tidsubegrænsede ansættelsesforhold indgået inden den 7. marts 2015 tildeles en hensigtsmæssig og effektiv beskyttelse med præventiv virkning i form af genansættelse og betaling af arbejdsgiverbidrag, hvorimod tidsbegrænsede ansættelsesforhold med samme anciennitet, idet de blev indgået inden den nævnte dato, men er blevet ændret til tidsubegrænsede ansættelsesforhold efter den 7. marts 2015, som omfattes af samme afskedigelsesprocedure, kan regne med beskyttelse alene i form af en erstatning inden for en minimums- og en maksimumstærskel, som således er mindre effektiv og har ringere afskrækkende virkning?

Er bestemmelserne i chartrets artikel 20 og 30 samt i direktiv 98/59/EF 2 til hinder for en bestemmelse såsom artikel 10 i lovdekret nr. 23/2015, hvorefter alene arbejdstagere ansat på (eller hvis tidsbegrænsede kontrakt er blevet ændret til) tidsubegrænset kontrakt fra og med den 7. marts 2015 omfattes af en bestemmelse, der i tilfælde af ulovlige kollektive afskedigelser som følge af tilsidesættelse af udvælgelseskriterierne, i modsætning til andre lignende ansættelsesforhold, som blev indgået inden den nævnte dato og omfattes af samme afskedigelsesprocedure, ikke fastsætter genansættelse og derimod indfører en parallel beskyttelsesordning alene i form af en erstatning, der er uegnet til at afhjælpe de økonomiske følger af tabet af ansættelsen og indebærer ringere vilkår end den anden sameksisterende ordning, som finder anvendelse på øvrige arbejdstagere, hvis ansættelsesforhold har tilsvarende karakteristika med undtagelse af ændrings- eller indgåelsesdatoen?

____________

1     Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT 1999, L 175, s. 43).

2     Rådets direktiv 98/59/EF af 20.7.1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser (EFT 1998, L 225, s. 16).