Appel iværksat den 21. november 2019 af FVE Holýšov I s. r. o. m.fl. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 20. september 2019 i sag T-217/17, FVE Holýšov I s. r. o. m.fl. Kommissionen

(Sag C-850/19 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: FVE Holýšov I s. r. o., FVE Stříbro s. r. o., FVE Úsilné s. r. o., FVE Mozolov s. r. o., FVE Osečná s. r. o., Solarpark Rybníček s. r. o., FVE Knĕžmost s. r. o., Hutira FVE - Omice a.s., Exit 90 SPV s.r.o., Onyx Energy s.r.o., Onyx Energy projekt II s.r.o., Photon SPV 1 s.r.o., Photon SPV 3 s.r.o., Photon SPV 4 s.r.o., Photon SPV 6 s.r.o., Photon SPV 8 s.r.o., Photon SPV 10 s.r.o., Photon SPV 11 s.r.o., Antaris GmbH, Michael Göde, NGL Business Europe Ltd, NIG NV, GIHG Ltd, Radiance Energy Holding Sàrl, ICW Europe Investments Ltd, Photovoltaik Knopf Betriebs-GmbH, Voltaic Network GmbH og WA Investments-Europa Nova Ltd (ved Rechtsanwälte A. Reuter, H. Wendt, C. Bürger, T. Christner, W. Schumacher, A. Compes og T. Herbold)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Spanien, Republikken Cypern og Den Slovakiske Republik.

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Sagsøgernes påstand vedrørende Kommissionens afgørelse C(2016) 7827 final af 28. november, Statsstøtte SA.40171 (2015/NN) om fremme af fremstilling af elektricitet fra vedvarende energikilder, hvoraf der er offentliggjort et resumé i Den Europæiske Unions Tidende1 eller subsidiært

sagen hjemvises til Retten.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen vedrører (i) begrebet »statsstøtte« i privatfinansierede ordninger for vedvarende energi, (ii) pålideligheden af appelindstævntes afgørelser i forhold til EU-borgere, (iii) beskyttelse af deres berettigede forventninger i forhold til appelindstævntes kursskift, og (iv) grænserne for appelindstævntes misbrug af sine beføjelser. Appellanten har støttet sig på otte appelanbringender.

Første appelanbringende: Rettens konklusion om, at appelindstævntes skrivelse af juli 2004 til de relevante industrisammenslutninger ikke udgør en bindende afgørelse, (a) udgør en fejlagtig fortolkning af og en tilsidesættelse af Domstolens praksis vedrørende spørgsmålet, hvad der udgør en afgørelse, og (b) blev vedtaget, idet der herved blev begået rettergangsfejl, som krænkede appellanternes interesser.

Andet appelanbringende: Appellanterne har gjort gældende, at appelindstævnte var bundet af en afgørelse om, at der ikke foreligger støtte, som den vedtog i 2006 (»2006-afgørelsen«). Rettens konklusion om, at et sådant anbringende ikke kunne antages til realitetsbehandling, fordi (i) appellanterne »ikke foretog en præcis identifikation af denne afgørelse«, og (ii) at anbringendet først var blevet fremsat i replikken, er i strid med (a) Rettens praksis om, hvornår der foreligger en afgørelse, og (b) er i strid med procedureregler.

Tredje appelanbringende: Rettens afvisning af, at appellanterne havde berettigede forventninger om, at appelindstævnte ville opretholde sin 2004-afgørelse, sin 2006-afgørelse og sin adfærd fra 2004 indtil den anfægtede afgørelse fra 2016, er retsstridig. For det første ses der med denne afvisning bort fra sagens omstændigheder, selv om de er ubestridt, og afvisningen er i strid med Rettens praksis om kravene til berettigede forventninger. For det andet er denne afvisning støttet på procedureovertrædelser.

Fjerde appelanbringende: Rettens konklusion (i præmis 86-127) om, at den oprindelige tilskyndelsesordning udgør statsstøtte, udgør en fejlagtig forståelse af begrebet »statsstøtte« I henhold til Rettens praksis omfattede den oprindelige tilskyndelsesordning ikke statsmidler, hvilket gælder uanset, om stigningen i energipriser for alternativ energi udgjorde en »afgift«. Endvidere gælder, at selv om det antages, at en »afgift« er af afgørende betydning (quod non), er Rettens konklusion om, at der foreligger en »afgift«, i strid med EU-retten og er støttet på procedureovertrædelser.

Femte appelanbringende: Med deres fjerde anbringende gjorde appellanterne for Retten gældende, at appelindstævnte fastsatte for strenge krav i sin vurdering af, om de pågældende foranstaltninger var i overensstemmelse med det indre marked. Retten forkastede (i præmis 130-136) dette anbringende, idet den fandt, at det relevante krav til en »kontrolmekanisme« ikke var blevet »pålagt« af appelindstævnte, og at dette var i overensstemmelse med EF-retningslinjerne fra 2008 for statsstøtte til miljøbeskyttelse2 . Dette er i strid med EU-retten.

Sjette appelanbringende: Med deres femte anbringendes første del fastholdt appellanterne, at den anfægtede afgørelse var støttet på faktiske fejl. Med deres syvende anbringende fastholdt appellanterne, at den anfægtede afgørelse var støttet på et åbenbart urigtigt skøn. Retten forkastede (i præmis 139 og 166) begge disse anbringender. Dette blev støttet på rettergangsfejl, som krænker appellanternes interesser. For det første tog Retten ved sin forkastelse af det femte anbringendes første led ikke stilling til dets indhold som følge af Rettens fejlagtige fortolkning af dette anbringende. Det afspejlede heller ikke anbringendets indhold, som det fulgte af replikken. For det andet afspejlede Rettens forkastelse af det syvende anbringende ikke indholdet af dette anbringende, som det fulgte af replikken.

Syvende appelanbringende: Appellanterne har fastholdt, at Rettens forkastelse af deres femte anbringendes andet led vedrørende appelindstævntes tilsidesættelse af procedureregler er i strid med EU-retten.

Ottende appelanbringende: Appellanterne har fastholdt, at Rettens forkastelse af deres sjette anbringende vedrørende appelindstævntes urigtige bedømmelse af forhold, der ikke henhører under statsstøttereglerne, og appelindstævntes tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1, TEU, er i strid med EU-retten.

____________

1     EUT 2017, C 69, s. 2.

2 EUT 2008, C 82, s. 1.