PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

7. oktober 2009

Sag F-122/07

Luigi Marcuccio

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – anmodning om at indlede en undersøgelse – en institutions afvisning af at oversætte en afgørelse til et sprog efter sagsøgerens ønske – åbenbart, at søgsmålet må afvises – stævning, der er åbenbart ugrundet«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Luigi Marcuccio principalt har nedlagt påstand om annullation af Kommissionen afgørelse om ikke at efterkomme hans anmodning om at indlede en undersøgelse af visse begivenheder, som han blev udsat for i 2001 og 2003 samt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham erstatning.

Udfald: Det af sagsøgeren anlagte søgsmål skal delvis åbenbart afvises fra realitetsbehandling og delvis forkastes som åbenbart ugrundet. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

Tjenestemænd – administrationens bistandspligt – pligt til at rette en individuel afgørelse til en tjenestemand på et sprog, som tjenestemanden behersker fuldstændigt

(Art. 21 EF; chartret om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 4; Kommissionens forretningsorden, bilag, punkt 4)

Det påhviler institutionerne i medfør af bistandspligten at rette en individuel afgørelse til en tjenestemand på et sprog, som tjenestemanden behersker fuldstændigt.

Det kan ikke udledes af artikel 21, stk. 3, EF, punkt 4 i det administrative adfærdskodeks eller artikel 41, stk. 4, i chartret om grundlæggende rettigheder, at enhver afgørelse, som en fællesskabsinstitution meddeler en af sine tjenestemænd, skal affattes på det oprindelige skriftvekslingssprog. Disse bestemmelser finder nemlig kun anvendelse på forholdet mellem institutionerne og deres ansatte, når de ansatte henvender sig skriftligt til institutionerne i deres egenskab af unionsborgere og ikke i deres egenskab af tjenestemænd eller øvrige ansatte i Fællesskaberne. Det ville medføre uoverstigelige vanskeligheder for institutionerne, hvis de i alle tilfælde var forpligtet til at besvare en anmodning fra en tjenestemand på det samme sprog som det sprog, der var anvendt i anmodningen

(jf. præmis 60-65)

Henvisning til:

Retten: 23. marts 2000, sag T-197/98, Rudolph mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 55, og II, s. 241, præmis 46; 7. februar 2001, sag T-118/99, Bonaiti Brighina mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 25, og II, s. 97, præmis 13; 17. maj 2006, sag T-95/04, Lavagnoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 121, og II-A-2, s. 569, præmis 48

Personaleretten: 13. december 2007, forenede sager F-51/05 og F-18/06, Duyster mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1 s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 58 og 59