Sag anlagt den 26. april 2012 - Europa-Kommissionen mod Republikken Bulgarien

(Sag C-198/12)

Processprog: bulgarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved T. Scharf, O. Beynet og S. Petrova)

Sagsøgt: Republikken Bulgarien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Bulgarien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, stk. 1, sammenholdt med artikel 16, stk. 1, og stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 715/2009 , idet den ikke har stillet den størst mulige kapacitet og navnlig tjenesteydelser til en virtuel gastransport i den modsatte retning til rådighed for alle markedsdeltagere.

Republikken Bulgarien tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Kommissionen ønsker med det foreliggende søgsmål at få fastslået, at Republikken Bulgarien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 14, stk. 1, sammenholdt med artikel 16, stk. 1, og stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 715/2009, der erstatter artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, og stk. 2, i forordning (EF) nr. 1775/2005.

Det drejer sig om følgende forpligtelser:

- Forpligtelsen der følger af artikel 14, stk. 1, sammenholdt med artikel 16, stk. 1, og stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 715/2009 til at sikre alle markedsdeltagere den størst mulige kapacitet og navnlig tjenesteydelser til en virtuel gastransport i den modsatte retning.

Ifølge de bulgarske myndigheder skyldes den manglende opfyldelse af den ovenfor nævnte forpligtelse til at sikre den størst mulige kapacitet, at der ikke findes en fysisk forbindelse mellem transitgastransportsystemet og det nationale gastransportsystem i Republikken Bulgarien, og at disse systemer er undergivet forskellige retlige ordninger.

De bulgarske myndigheder har som en yderligere grund til den manglende opfyldelse af den ovennævnte forpligtelse anført, at der findes tre gældende mellemstatslige aftaler mellem Republikken Bulgarien og USSR's regering, der blev indgået mellem 1986 og 1989.

Kommissionen har fremhævet, at såfremt den handelsaftale, der blev indgået den 27. april 1998 på grundlag af disse mellemstatslige aftaler mellem OOO Gazprom og Bulgartransgaz EAD, udgør en hindring for opfyldelsen af forpligtelsen til at stille den størst mulige kapacitet til rådighed, skal Republikken Bulgarien efter artikel 351, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne en sådan mulig uforenelighed med bestemmelserne i EU-retten.

____________

1 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13.7.2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005, EUT L 211, s. 36.