Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (Frankrig) den 16. april 2012 - Association de médiation sociale mod Union locale des syndicats CGT, Hichem Laboubi, Union départementale CGT des Bouches-du-Rhône og Confédération générale du travail (CGT)
(Sag C-176/12)
Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Cour de cassation
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Association de médiation sociale
Sagsøgte: Union locale des syndicats CGT, Hichem Laboubi, Union départementale CGT des Bouches-du-Rhône og Confédération générale du travail (CGT)
Præjudicielle spørgsmål
Kan den grundlæggende ret til information og høring af arbejdstagerne i en virksomhed, der anerkendes i artikel 27 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som præciseret ved bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab , påberåbes i en tvist mellem private med henblik på, at det efterprøves, om en national foranstaltning til gennemførelse af direktivet er i overensstemmelse hermed?
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal disse bestemmelser da fortolkes således, at de er til hinder for en national lovbestemmelse, hvorefter arbejdstagere, der er ansat i henhold til en lærlingekontrakt, en "contrat initiative-emploi" (beskæftigelsesinitiativaftale), en "contrat d'accompagnement dans l'emploi" (aftale om støttet beskæftigelse) eller en "contrat de professionnalisation" (aftale om erhvervelse af erhvervsmæssige kvalifikationer), ikke indgår i beregningen af antallet af virksomhedens ansatte, bl.a. med henblik på fastsættelse af de lovmæssige tærskler for, hvornår der skal etableres organer til repræsentation af arbejdstagerne?
____________1 - Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11.3.2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab - Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring om arbejdstagerrepræsentation (EFT L 80, s. 29).