Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Corte di Appello di Roma (Italien) den 3. maj 2012 - Martini SpA mod Ministero delle Attività Produttive
(Sag C-211/12)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Corte di Appello di Roma
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Martini SpA
Sagsøgt: Ministero delle Attività Produttive
Præjudicielle spørgsmål
Skal artikel 35 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1291/2000 af 9. juni 2000 (EFT L 152 af 24.6.2000, s. l) fortolkes således, at den i forordningen fastlagte sanktion i form af fuldstændig fortabelse af den sikkerhedsstillelse, som pålægges EF-erhvervsdrivende efter opnåelse af en import- eller eksportlicens vedrørende et [org. s. 5] produkt, der er omfattet af den fælles markedsordning for korn, forfølger det grundlæggende formål om at forebygge manglende overholdelse af en hovedforpligtelse (eksempelvis den faktiske ind- eller udførsel af de i den pågældende licens anførte korntyper), som de ovennævnte erhvervsdrivende er forpligtede til at overholde med henvisning til den transaktion, for hvilken de har fået udstedt licensen og erlagt den respektive sikkerhedsstillelse?
Skal bestemmelserne i artikel 35, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1291/2000 for så vidt angår den del, som fastsætter fristerne og procedurerne for frigivelse af den sikkerhedsstillelse, der erlægges i forbindelse med udstedelse af en importlicens, fortolkes således, at i tilfælde af manglende overholdelse af en sekundær forpligtelse, specielt i form af den forsinkede forelæggelse af beviset for en korrekt udført indførsel (og den heraf følgende forsinkede fremsættelse af anmodningen om frigivelse af sikkerhedsstillelsen), skal størrelsen på den anvendte sanktion fastlægges uafhængigt af størrelsen på den specifikke sikkerhedsstillelse, som fuldstændigt fortabes i tilfælde af manglende overholdelse af hovedforpligtelsen vedrørende den pågældende indførsel, idet sanktionen i særlig grad fastlægges under hensyn til det sædvanlige beløb for en sikkerhedsstillelse, som anvendes med hensyn til hovedparten af indførslerne af produkter af samme type, der har fundet sted i løbet af referenceperioden?
Skal artikel 35, stk. 4, litra c), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1291/2000 for så vidt angår den del, hvori det fastsættes, at "[h]ar der for et bestemt produkt været licenser med forskellige satser for sikkerhedsstillelsen, anvendes den laveste sats for indførslen [...] ved beregning af det beløb, der fortabes", fortolkes således, at såfremt en indførsel af korn er blevet udført korrekt af en EF-erhvervsdrivende, skal den manglende overholdelse af den fastlagte frist for [org. s. 6] forelæggelse af beviset for den gennemførte indførsel i Fællesskabet sanktioneres med et beløb, der beregnes på grundlag af den laveste sats for sikkerhedsstillelsen, som var gældende på tidspunktet for indførsel af produktet, uafhængigt af, om de særlige toldbetingelser har været anvendt (som anført af Martini) eller udelukkende i tilfælde af at de pågældende særlige toldbetingelser (som anført af den italienske stat) har været anvendt?
____________1 - EFT L 152, s. 1.