Når der ikke er indgået en aftale mellem postvæsenerne i de pågældende medlemsstater om fastsættelse af "terminalafgifterne" i forhold til de reelle omkostninger ved håndtering og omdeling af den indgående grænseoverskridende post, kan der i henhold til lovgivningen i en medlemsstat gives denne stats postvæsen ret til at opkræve indenlandsk porto, når afsendere, der er bosiddende i denne medlemsstat, indleverer eller lader indlevere forsendelser i stort antal til postvæsenet i en anden medlemsstat med henblik på at sende dem til den førstnævnte medlemsstat. Postvæsenet kan dog kun kræve, at afsenderne betaler forskellen mellem "terminalafgifterne" (som betales af postvæsenet i afsendelsesmedlemsstaten) og den fulde indenlandske porto, idet der ellers ville være tale om et misbrug af dets dominerende stilling som omhandlet i Fællesskabets konkurrenceregler
Citicorp Kartenservice GmbH (»CKG«), Frankfurt am Main, er en virksomhed, der inden for Citibank-koncernen udfører tjenesteydelser i form af afsendelsesklargøring og afsendelse af kontoudtog, bekræftelser, fakturaer og anmodninger om betaling eller fakturering til kunder, der er indehavere af f.eks. et Visa-kort.
I 1993 oprettede Citibank-koncernen et centralt organ, som skulle stå for afsendelsesklargøring og afsendelse af kontoudtog og andre standardiserede bankdokumenter, Citicorp European Service Center BV (herefter »CESC«) med hjemsted i Arnhem (Nederlandene).
Indtil den 30. juni 1995 blev edb-behandlingen foretaget i CKG's regnecentral i Frankfurt am Main. CESC trykte dernæst, efter at have modtaget data via edb, de pågældende meddelelser på standardformularer, som derefter blev lagt i konvolutter og frankeret med henblik på forsendelse. Disse forsendelser blev endelig afleveret til det nederlandske postvæsen ("PTT Post") i Arnhem med henblik på postbesørgelse. PTT Post overgav forsendelserne til Deutsche Post med henblik på omdeling heraf til de i Tyskland bosiddende adressater (siden den 1.7.1995 er dataene blevet sendt til Nederlandene via satellit fra Citibank-koncernens databehandlingscenter i Sioux Falls, South Dakota, USA).
CESC trykker og afsender årligt ca. 42 mio. forsendelser fra Nederlandene til adressater med bopæl i andre EU-medlemsstater (Frankrig, Belgien, Spanien, Portugal og Grækenland).
PTT Post opkræver for postforsendelserne til adressater med bopæl i Tyskland den sædvanlige porto i Nederlandene for forsendelser til udlandet (ca. 0,55 DEM). PTT Post betaler Deutsche Post "terminalafgifter" (på det i sagen relevante tidspunkt mellem 0,37 og 0,40 DEM pr. brev).
Deutsche Post fremsatte for hvert af de i Tyskland omdelte breve fra CKG krav om betaling af indenlandsk porto (1 DEM pr. brev). For perioden fra den 24. februar til den 9. juli 1995 krævede Deutsche Post betaling af et beløb på 3 668 916 DEM.
CKG afviste at betale det krævede beløb, hvorefter sagen blev indbragt for Landgericht Frankfurt am Main.
Gesellschaft für Zahlungssysteme mbH ("GZS") er den vigtigste virksomhed for så vidt angår den omsætning, hvorved der benyttes Eurocard-kreditkort i Tyskland. GZS udfærdiger i forbindelse med sin databehandlingsvirksomhed månedlige opgørelser for kortindehaverne og de tilsluttede virksomheder, som udsendes med posten.
Siden sommeren 1995 har GZS sendt de nødvendige oplysninger via edb til sin danske medkontrahent med henblik på udfærdigelsen af opgørelserne for ca. syv mio. kreditkortindehavere med henblik på forsendelse gennem det danske postvæsen. Det danske postvæsen overleverer opgørelserne til Deutsche Post med henblik på den videre postbesørgelse i Tyskland og omdelingen til de dér bosatte adressater.
Det danske postvæsen opkræver den i Danmark gældende porto for forsendelser til udlandet, som er lavere end den i Tyskland gældende indenlandske takst. Det danske postvæsen betaler Deutsche Post "terminalafgifter" (0,36 DEM pr. brev).
Deutsche Post fremsatte over for GZS krav om betaling af et beløb på 623 984 DEM i indenlandsk porto. GZS afviste at betale det krævede beløb, hvorefter sagen blev indbragt for Landgericht Frankfurt am Main.
Landgericht Frankfurt am Main frifandt CKG og GZS. Oberlandesgericht Frankfurt am Main, som Deutsche Post appellerede dommene til, var i tvivl om, hvorvidt verdenspostkonventionen (som er gennemført i tysk ret ved en lov fra 1989), hvorefter de kontraherende stater kan opkræve indenlandsk porto for forsendelser i forbindelse med remail, er forenelig med fællesskabsretten. Den tyske domstol besluttede derfor at udsætte sagerne og forelægge spørgsmål for EF-Domstolen.
Den tyske ret ønsker oplyst, om det er i strid med EF-traktatens bestemmelser - bl.a. reglerne om virksomheder, der af en medlemsstat har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og forbuddet mod misbrug af en dominerende stilling - at en enhed som Deutsche Post udøver retten efter verdenspostkonventionen til at opkræve indenlandsk porto for forsendelser, som indleveres i stort antal til postvæsenet i en anden medlemsstat.
Domstolen bemærker for det første, at en enhed som Deutsche Post, der har eneret til indsamling, befordring og omdeling af post, skal anses for en virksomhed, der af den pågældende medlemsstat har fået tillagt eksklusive rettigheder som omhandlet i EF-traktaten.
Domstolen bemærker dernæst, at en virksomhed, der har et lovbestemt monopol på en væsentlig del af fællesmarkedet, efter fast retspraksis kan anses for at indtage en dominerende stilling som omhandlet i EF-traktaten.
Ifølge Domstolen er det et af de grundlæggende principper i verdenspostkonventionen, at postvæsenet i den modtagende kontraherende stat er forpligtet til at befordre og omdele international post til adressater, der er bosiddende i det pågældende land, og herved anvende de hurtigste befordringsveje, som det benytter til sine egne postforsendelser. Opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af verdenspostkonventionen, udgør i sig selv for postvæsenerne i medlemsstaterne en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse som omhandlet i EF-traktaten. Deutsche Post har i medfør af den tyske lovgivning fået til opgave at udføre denne tjenesteydelse.
I henhold til bestemmelserne i verdenspostkonventionen har postvæsenerne i de kontraherende stater bl.a. ret til under visse betingelser at opkræve deres indenlandske porto for forsendelserne.
Den ret, som er tillagt en enhed som Deutsche Post til i sådanne tilfælde at behandle internationale forsendelser som indenlandsk post, skaber en situation, hvor den pågældende enhed kan blive foranlediget til - til skade for brugerne af posttjenester - at misbruge den dominerende stilling, den har som følge af den eneret, der er givet den til at befordre og omdele forsendelserne til de pågældende adressater.
Det skal på den baggrund således undersøges, hvorvidt udøvelsen af en sådan ret er nødvendig for, at en sådan enhed kan udføre sin opgave af almindelig interesse i medfør af de forpligtelser, der følger af verdenspostkonventionen, og navnlig gøre dette under økonomisk acceptable vilkår.
Forpligtelsen for en enhed som Deutsche Post til at befordre og omdele forsendelser, hvis adressater har bopæl i Tyskland, og som indleveres i stort antal til postvæsenerne i andre medlemsstater af afsendere, der har bopæl i Tyskland, uden at der er givet denne enhed mulighed for at få dækket alle de udgifter, den pågældende forpligtelse medfører, vil kunne være til hinder for opfyldelsen af denne opgave af almindelig interesse under økonomisk forsvarlige vilkår.
Det forhold, at den grænseoverskridende post behandles som indenlandsk post, og der således opkræves indenlandsk porto, må efter fællesskabsretten betragtes som berettigede foranstaltninger med henblik på udførelsen af den opgave af almindelig interesse, der er tildelt Deutsche Post i henhold til verdenspostkonventionen, under økonomisk forsvarlige vilkår.
Eftersom en del af befordrings- og omdelingsudgifterne opvejes af, at postvæsenerne i andre medlemsstater betaler terminalafgifter, er det imidlertid ikke en nødvendig forudsætning for, at en enhed som Deutsche Post kan opfylde sine forpligtelser i medfør af verdenspostkonventionen, at der for de forsendelser, der indleveres i stort antal til de nævnte postvæsener, opkræves fuld indenlandsk porto. Det kan betragtes som et misbrug af en dominerende stilling i Fællesskabets konkurrencereglers forstand, at en sådan enhed udøver retten til at opkræve fuld indenlandsk porto, når afsenderne ikke har andre muligheder end at betale hele denne porto.
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog.
Fra ca. kl. 15 i dag kan dommen i sin helhed findes på Domstolens hjemmeside på Internettet, www.curia.eu.int
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Fionnuala Connolly på tlf. (+352) 4303 3355 eller fax (+352) 4303 2731.