Retten i Første Instans fastslår eksistensen og grovheden af de overtrædelser, som Volkswagen-koncernen har begået ved at forhindre, at endelige forbrugere fra andre medlemsstater køber biler i Italien. Kommissionen havde pålagt Volkswagen en bøde på 102 000 000 ECU; Retten har i det væsentlige stadfæstet bøden, idet den kun har nedsat den til 90 000 000 EURO
Kommissionen har den 28. januar 1998 vedtaget en beslutning om anvendelse af en sanktion på grund af den adfærd, som var udvist af den tyske bilproducent VOLKSWAGEN og dens datterselskaber AUDI AG og AUTOGERMA SpA, der ifølge Kommissionen havde tilsidesat EF-traktatens regler om fri konkurrence på Fællesskabets marked.
Kommissionen har i beslutningen fastslået, at Volkswagen har indgået aftaler med sine datterselskaber og de italienske forhandlere i salgsnettet med henblik på at forbyde eller begrænse salg i Italien af køretøjer af mærkerne Volkswagen og Audi til endelige forbrugere fra andre medlemsstater og til forhandlere i salgsnettet i andre medlemsstater. Blandt de midler, som Volkswagen anvendte til at begrænse parallelindførsler fra Italien, figurerede en ordning med begrænsning af leveringerne til de italienske forhandlere og en præmieordning, der skulle afholde de italienske forhandlere fra at sælge til forbrugere fra andre medlemsstater.
Kommissionen har fastslået, at opdelingen af en del af det fælles marked efter sin natur udgør en alvorlig overtrædelse af fællesskabsreglerne om konkurrence, og har derfor pålagt Volkswagen en bøde på 102 000 000 ECU.
Retten i Første Instans har i det væsentlige frifundet Kommissionen for Volkswagen's påstand om annullation af beslutningen.
Retten har for det første fastslået, at Volkswagen har udvist den kritiserede adfærd: De italienske forhandlere af mærkerne Volkswagen og Audi er faktisk blevet opfordret til at sælge mindst 85% af de disponible køretøjer i Italien, til skade for købere fra andre medlemsstater, som ikke har kunnet købe hos dem på et tidspunkt, hvor den italienske lires lave kurs indebar fordelagtige priser for f.eks. tyske og østrigske kunder.
Retten udtaler, at selv om automobilproducenterne kan beskytte deres salgsnet, indebærer dette dog ikke, at de kan træffe foranstaltninger, som bidrager til at opdele markedet.
Retten udtaler, lige som Kommissionen, at Volkswagen har begået en særlig grov overtrædelse, hvis grovhed forstærkes af den pågældende koncerns størrelse og er blevet begået på trods af den righoldige retspraksis på området. Den udtaler, at en sådan overtrædelse er i strid med et af Fællesskabets grundlæggende formål, nemlig virkeliggørelsen af det indre marked.
Retten har ikke desto mindre nedsat den bøde, som var blevet pålagt Volkswagen, fra 102 000 000 ECU til 90 000 000 EURO, idet den bl.a. kun har lagt en overtrædelsesperiode på tre år til grund (fra 1993 til 1996), og under henvisning til, at Kommissionen ikke behørigt har godtgjort, at overtrædelsen fortsattes efter denne periode.
Retten har endelig udtalt, at Kommissionen ikke fuldt ud har overholdt princippet om fortroligheden af undersøgelsen: Den bøde, som Kommissionen påtænkte at pålægge Volkswagen, blev nemlig bebudet i pressen forud for vedtagelsen af beslutningen. Retten anfører, at tavshedspligten skal overholdes ved gennemførelsen af enhver procedure vedrørende virksomheder og deres forretningsforbindelser, så længe der ikke er blevet truffet en endelig beslutning som afslutning på proceduren.
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Retten i Første Instans. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog. Dommen vil blive offentliggjort på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink, tlf. (00352) 4303 - 3651 eller fax: (00352) 4303 - 2033.