Kommissionen har ikke bevist, at der blev indgået en aftale mellem Bayer og dennes spanske og franske grossister. Bøden på 3 mio. ECU annulleres. Opretholdelse af faste forretningsforbindelser mellem en fabrikant, som ensidigt ændrer salgspolitik, og grossister, der klart modsætter sig den nye politik, udgør ikke et accept fra grossisterne til denne politik og godtgør derfor ikke i sig selv, at der er indgået en efter Fællesskabets konkurrenceret ulovlig aftale
Bayer-koncernen er en af de største kemiske og farmaceutiske koncerner i Europa. Koncernen, som har datterselskaber i alle medlemsstaterne, producerer og forhandler en række lægemidler under navnet "Adalat" eller "Adalate", som bruges til behandling af hjerte/karsygdomme.
Prisen på lægemidler fastsættes i de fleste medlemsstater direkte eller indirekte af de nationale sundhedsmyndigheder. Fra 1989 til 1993 var prisen på Adalat i Frankrig og Spanien betydeligt lavere end i Det Forenede Kongerige. På grund af disse prisforskelle på ca. 40% begyndte spanske grossister (fra 1989) og derpå franske grossister (fra 1991) at eksportere store mængder af dette lægemiddel til Det Forenede Kongerige.
På grund af denne parallelimport mistede Bayer's britiske datterselskab en omsætning på 230 mio. DEM.
Som følge heraf ændrede Bayer-koncernen sin leveringspolitik og besluttede kun at efterkomme de spanske og franske grossisters ordrer i det omfang, de svarede til den sædvanlige efterspørgsel.
Den 10. januar 1996 vedtog Kommissionen efter klager fra de pågældende grossister en beslutning, hvorved den pålagde Bayer at ændre sin praksis, som den fandt stridende mod Fællesskabets konkurrenceret, og pålagde koncernen en bøde på 3 mio. ECU.
Retten træffer i dag afgørelse, hvorved den annullerer Kommissionens beslutning, efter at Bayer rejste søgsmål til prøvelse heraf.
Det er Rettens opfattelse, at Kommissionen ikke kunne bevise, at Bayer og dette selskabs spanske og franske grossister havde indgået en aftale om begrænsning af paralleleksporten af Adalat til Det Forenede Kongerige.
Hverken Bayer-koncernens adfærd eller grossisternes holdning kan efter Rettens opfattelse antages at udgøre elementer i en aftale mellem virksomheder. Ingen af de dokumenter, som Kommissionen har fremlagt, indeholder indicier til godtgørelse af, at Bayer havde til hensigt at forbyde grossisternes udførsler, eller at fabrikanten havde forsøgt at opnå deres samtykke til sin leveringspolitik med henblik på begrænsning af paralleleksporten. Kommissionen har heller ikke godtgjort, at grossisterne tilsluttede sig denne politik, da deres reaktion tværtimod viste det modsatte.
Kommissionen har således ikke bevist, at grossisterne udtrykkeligt eller stiltiende accepterede fabrikantens politik.
Endelig anfører Retten, at Kommissionen ikke kan nøjes med at konstatere, at parterne har fortsat deres forretningsforbindelse, da dette ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre, at der er indgået en aftale, hvilket forudsætter, at erhvervsdrivende har en samstemmende vilje.
Note: Der kan inden to måneder efter dommens forkyndelse iværksættes appel til De Europæiske Fællesskabers Domstol til prøvelse af Rettens dom. Appellen er begrænset til retsspørgsmål.
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Retten. Pressemeddelelsen kan fås på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog.
Dommen offentliggøres på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink, tlf.: (352) 4303 - 3651 fax.: (352) 4303 - 2033.