Domstolen fastslår, at direktivet ikke medfører nogen forskelsbehandling af indenlandske advokater, og at det sikrer beskyttelsen af forbrugerne samt hensynet til en ordnet retspleje; da direktivet vedrører den gensidige anerkendelse af faglige kvalifikationsbeviser, kunne det vedtages med kvalificeret flertal.
Ifølge et direktiv af 16. februar 1998 fra Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union, som blev vedtaget med kvalificeret flertal, har enhver advokat ret til varigt at udøve advokatvirksomhed i en anden medlemsstat under hjemlandets advokattitel. Han kan navnlig rådgive om hjemlandets retssystem, EF-ret, international ret og værtslandets retssystem.
Udøvelsen af denne ret er ikke betinget af, at advokaten gennemgår en prøvetid eller består en egnethedsprøve. Det er endvidere muligt på visse betingelser at udøve advokatvirksomhed gennem advokatfællesskaber i værtslandet.
Storhertugdømmet Luxembourg nedlagde påstand om annullation af direktivet ved De Europæiske Fællesskabers Domstol. Det fandt, at direktivet medfører forskelsbehandling af indenlandske og vandrende advokater, og at det hverken sikrer forbrugerne fornøden beskyttelse eller tilgodeser hensynet til en ordnet retspleje.
Endvidere burde direktivet ifølge Storhertugdømmet Luxembourg ikke være vedtaget med kvalificeret flertal, men med enstemmighed, da det medførte ændringer i vilkårene for uddannelsen og adgangen til advokaterhvervet på nationalt plan.
Domstolen bemærker, at det grundlæggende princip om forbud mod forskelsbehandling kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt. Den finder, at direktivet ikke tilsidesætter dette princip, da en vandrende advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, objektivt set befinder sig i en anden situation end den indenlandske advokat. Således kan en vandrende advokat udelukkes fra visse former for virksomhed, ligesom han kan pålægges visse forpligtelser ved repræsentation og forsvar af en klient for retten.
Domstolen udtaler endvidere, at det direktiv, som Storhertugdømmet Luxembourg påstår annulleret, indeholder bestemmelser til beskyttelse af forbrugerne og til at sikre hensynet til en ordnet retspleje. Således skal en vandrende advokats advokattitel informere forbrugerne om hans oprindelige uddannelse, ligesom hans virksomhed efter direktivet er undergivet visse begrænsninger, hvortil kommer, at han er underkastet de samme faglige og etiske regler som de advokater, der udøver virksomhed under værtslandets advokattitel. Endelig er han ligesom dem forpligtet til at tegne en advokatforsikring eller lignende og undergivet regler om disciplinært ansvar.
Domstolen finder således, at direktivet ved at fritage vandrende advokater for forpligtelsen til på forhånd at skulle godtgøre kendskabet til værtslandets nationale ret ikke har ophævet forpligtelsen til at besidde et sådant kendskab, men blot har anerkendt, at dette kan erhverves gradvis i kraft af praksis.
Domstolen bemærker i øvrigt, at direktivet indfører en ordning for gensidig anerkendelse af kvalifikationsbeviser, som supplerer den EF-ordning, der skal gøre det muligt at udøve advokaterhvervet uden begrænsninger under værtslandets advokattitel, hvorfor det kunne vedtages med kvalificeret flertal.
Endelig fastslår Domstolen, at Rådet og Parlamentet har opfyldt den begrundelsespligt, som foreskrives i forbindelse med vedtagelsen af en almengyldig retsakt.
Domstolen forkaster herefter påstanden om annullation af direktivet.
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog.
Fra ca. kl. 15 i dag kan dommen i sin helhed findes på vores hjemmeside på Internettet www.curia.eu.int
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink, på tlf. (+352) 4303 3651 eller fax (+352) 4303 2033.