Presse- og Informationsafdelingen

PRESSEMEDDELELSE nr. 91/00

14. december 2000

Rettens dom i sag T-613/97

UFEX m.fl. mod Kommissionen

RETTEN ANNULLERER KOMMISSIONENS BESLUTNING, DER AFVISER, AT DEN LOGISTISKE OG FORRETNINGSMÆSSIGE BISTAND, SOM DET FRANSKE POSTVÆSEN HAR YDET SIT DATTERSELSKAB SFMI-CHRONOPOST, UDGØR STATSSTØTTE


Retten fastslår, at Kommissionen skulle have efterprøvet, om postvæsnet ikke har udnyttet sin monopolstilling som offentligt serviceorgan på markedet for sædvanlig postbesørgelse til fordel for sit datterselskab SFMI-Chronopost for at drage fordel af lavere omkostninger end det øvrige marked

Kommissionen fastslog ved beslutning af 1. oktober 1997, at den logistiske og forretningsmæssige bistand, som postvæsnet har ydet sit datterselskab SFMI-Chronopost, ikke udgjorde statsstøtte til fordel for SFMI-Chronopost. Kommissionen henviste til en beregningsmetode for disse omkostninger, der viste, at det ikke var nogen økonomisk fordel for datterselskabet.

Union Française de l'Express (UFEX), DHL International, Federal express international og CRIE anlagde sag ved Retten for at få denne beslutning annulleret.

Disse sagsøgende virksomheder, der er konkurrenter til Chronopost, har navnlig påberåbt sig, at der er tale om statsstøtte, idet postvæsnets forhold til sit datterselskab ligner en støttesituation, der ikke er forenelig med EU-konkurrenceretten. De har anført, at Kommissionen uretmæssigt har undladt at tage hensyn til de sædvanlige forhold på markedet i sin undersøgelse af betaling for den bistand, som postvæsnet har ydet SFMI-Chronopost. De har bl.a. bebrejdet Kommissionen, at den ikke har anset forskellige foranstaltninger, som SFMI har draget fordel af (portofrihed, privilegeret adgang til Radio France, særlige toldprivilegier, der finder anvendelse på SFMI-Chronopost), for statsstøtte.

Retten henviste indledningsvis til, at der ved bedømmelsen af, om der foreligger statsstøtte, skal foretages en undersøgelse af situationen ud fra den støttemodtagende virksomheds synspunkt. Bedømmelsen forudsætter en økonomisk analyse, der tager hensyn til alle de forhold, som en virksomhed, der handler på normale markedsvilkår, skal tage i betragtning, når den fastsætter prisen på leverede tjenesteydelser.

Retten fastslår imidlertid, at Kommissionen ikke i sin økonomiske analyse har påvist, at den pågældende transaktion kunne sammenlignes med en transaktion, der blev foretaget mellem virksomheder, der handler på normale markedsvilkår.

Retten bebrejder under disse omstændigheder Kommissionen, at den alene har efterprøvet, om de interne priser, der blev betalt for tjenesteydelserne mellem moderselskabet og datterselskabet, var beregnet på grundlag af de fuldstændige omkostninger. Kommissionen skulle have efterprøvet, om de fuldstændige omkostninger reelt svarede til den betaling, som et datterselskab ville have ydet et moderselskab under normale markedsvilkår.

Retten finder, at postvæsnet på grund af sin stilling som en offentlig virksomhed i en monopolsituation (monopolområde) måske har kunnet yde en del af den logistiske og forretningsmæssige bistand til sit datterselskab til lavere omkostninger end et selskab, der handlede på normale markedsvilkår.

Kommissionen har ved at afvise, at der er tale om statsstøtte, uden at have gennemført en efterprøvelse støttet sin beslutning på en ukorrekt fortolkning af begrebet statsstøtte.

Under disse omstændigheder annullerer Retten på dette punkt Kommissionens beslutning.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Retten. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog.

Dommen vil i deres fulde udstrækning være at finde på Domstolens hjemmeside på Internettet under www.curia.eu.int cirka kl. 15.00 på afsigelsesdagen.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink, tlf. (352) 43 03 3651 fax (352) 43 03 2033.