Domstolen har i 1999 behandlet et stadigt stigende antal sager: den afsluttede 395 sager, afsagde 235 domme og 143 kendelser. Antallet af nye sager voksede også (543 i 1999 sammenlignet med 485 i 1998).
Der blev i 1999 anlagt 356 sager ved Retten i Første Instans, som i løbet af samme år afsluttede 634 sager. Antallet af begæringer om foreløbige forholdsregler vokser stadig (38 begæringer i 1999 sammenlignet med 26 i 1998).
Retsåret har stået i overvejelsernes og reformernes tegn. Den 21. maj 1999 forelagde Domstolens præsident således Rådet et dokument indeholdende overvejelser vedrørende Fællesskabets domstolsordnings fremtid. Retten - som har fejret tiåret for sin oprettelse - har afsagt sin første afgørelse inden for varemærkeretten og har for første gang efter ændringen af Rettens procesreglement truffet afgørelse i en afdeling med en enkelt dommer.
På denne baggrund skal Domstolens og Rettens praksis i 1999 kort beskrives.
Lige fra begyndelsen er De Europæiske Fællesskabers kompetenceområder blevet udvidet, efterhånden som de grundlæggende traktater er undergået løbende ændringer, og har inddraget så forskellige områder som pengepolitik, kultur, beskæftigelse og forbrugerbeskyttelse. Der er på denne baggrund intet overraskende i, at denne udvikling giver sig udslag i arten af de sager, der indbringes for Domstolen, således som det også fremgår af institutionens årsrapport for 1999.
Det er ikke muligt udtømmende at redegøre for den mangfoldighed af spørgsmål, som er blevet behandlet i Domstolens domme og kendelser, men nogle hovedlinjer, som har præget det forløbne år, skal dog nævnes.
Der er afsagt en række domme i sager vedrørende den retlige hjemmel for EF-institutionernes retsakter. Disse sager, der fremtræder som forholdsvis tekniske, er faktisk væsentlige, for denne retspraksis sikrer den kræfternes ligevægt, som traktaten fastsætter mellem de forskellige institutioner. Domstolen har navnlig påset, at Europa-Parlamentet og Rådet ikke overskrider deres respektive beføjelser, når de lovgiver på områder såsom fremme af den sproglige mangfoldighed, beskyttelsen af skovene eller indgåelsen af internationale aftaler.
Opbygningen af et enkelt marked inden for Unionen har også været det centrale spørgsmål i talrige sager, hvad enten det konkret har drejet sig om at påse, at varerne kan bevæge sig frit fra en stat til en anden, at arbejdstagere og deres familie kan slå sig ned i en anden stat uden vanskeligheder, eller at virksomhederne er i stand til at tilbyde deres varer eller tjenesteydelser på de forskellige nationale markeder.
Domstolen har således udbygget sin praksis vedrørende parallelimport af lægemidler, hvilket i et vist omfang har gjort det muligt at harmonisere markedet for lægemidler i Europa (Rhône-Poulenc-dommen). Vedrørende den fri bevægelighed for personer har Domstolen bl.a. påset, at en arbejdstager, som i løbet af året flytter fra en medlemsstat til en anden, ikke pålægges nogen ubeføjet byrde ved beregningen af hans bidrag til den sociale sikring (Terhoeve-dommen). Den har også fastsat snævre grænser for, at en medlemsstat varigt kan udvise personer med statsborgerskab i de andre stater: Sådanne udvisninger kan alene begrundes med henvisning til den pågældendes personlige adfærd og den reelle fare, som han udgør for samfundsordenen i den pågældende stat (Calfa-dommen). Den har også kritiseret diverse nationale skatte- og afgiftslovgivninger, som medførte ubegrundet ulempe for personer, der havde forbindelse med flere medlemsstater på samme tid (f.eks. ikke-fastboende arbejdstagere, især grænsegængere, eller datterselskaber af selskaber med hjemsted i en anden stat). Endelig blev lovgivningen i delstaten Tyrol (Østrig), der havde til formål at kontrollere antallet af sekundære boliger inden for denne delstats område, kritiseret, for det fremgik, at den blev anvendt mere restriktivt i forhold til udlændinge end i forhold til østrigere (Konle-sagen).
Domstolen har dog tilladt opretholdelse af visse hindringer på samhandelen mellem medlemsstaterne, navnlig når disse hindringer var den uundgåelige følge af en manglende harmonisering eller samordning af de nationale lovgivninger. Den har således i en sag vedrørende tjenestemandspensioner fastslået, at det uden fællesskabslovgiveres indgriben ikke var muligt at regulere forholdene for visse personer, som havde flyttet inden for Fællesskabet (Nijhuis-dommen). Domstolen har også anerkendt, at der tilkommer medlemsstaterne vide skønsbeføjelser vedrørende lovgivningen om hasardspil (lotterier, væddemål, osv.) på deres territorium, selv om dette medførte hindringer for samhandelen (Läärä-dommen og Zenatti-dommen).
Ved siden af opbygningen af et enkelt marked indeholder traktaten også bestemmelser, der skal sikre den fri konkurrence mellem virksomhederne i Europa. Aftaler mellem virksomheder, som begrænser denne konkurrence, er derfor principielt forbudt. I tre vigtige domme har Domstolen fastslået, at dette forbud som udgangspunkt ikke fandt anvendelse på kollektive brancheaftaler vedrørende arbejdsvilkår, som var indgået mellem repræsentanter for arbejdstagere og arbejdsgivere. Traktatens bestemmelser på det sociale område tager faktisk positiv højde for sådanne aftaler (dommene i sagerne Albany m.fl.).
Domstolen har også afsagt en halv snes domme i 1999 på det meget tekniske, men økonomisk overordentlig vigtige område vedrørende offentlige kontrakter, i det væsentlige ved besvarelse af spørgsmål, som nationale domstole havde forelagt vedrørende fortolkningen af EF-direktiverne. Den har navnlig påset, at tilbudsgivere, der ikke har fået tilslag på en offentlig kontrakt, har en effektiv adgang til at indbringe søgsmål for de nationale retter for at sikre overholdelsen af deres rettigheder (Alcatel Austria-dommen).
Den stigende betydning af den intellektuelle ejendomsret (varemærker, patenter, osv.) for vore økonomiers funktion er også kommet til udtryk i en type sager, der er i stærk vækst. Domstolen har bestræbt sig på at sikre de rettigheder, der tilkommer indehaverne af varemærker, patenter, osv., og som udgør vederlaget for deres opfinderindsats, men har samtidig påset, at disse rettigheder ikke benyttes til at opdele det europæiske marked på ulovlig vis. Den har f.eks. fastlagt, inden for hvilke grænser en autoforhandler, der var specialiseret i reparation og vedligeholdelse af BMW-biler, lovligt kunne gøre brug af dette mærke i sine reklamer (BMW-dommen).
Domstolen har endelig fortsat sit samarbejde med de nationale domstole for at bistå disse med håndhævelsen af princippet om lighed mellem mænd og kvinder, som er fastslået i traktaten. Den har navnlig kendt for ret, at det var normalt, at mandlige arbejdstagere ikke i anledning af et barns fødsel kan gøre krav på at modtage en ydelse, der betales til kvindelige arbejdstagere, eftersom denne ydelse reelt udlignede de erhvervsmæssige ulemper, som barselsorloven medførte for kvinder (Abdoulaye-dommen).
Rettens kompetence - som oprindeligt var begrænset til konkurrencesager, EF-personalesager og erstatningssager - er gradvist blevet udvidet og omfatter nu alle direkte søgsmål, der anlægges af private. Retspraksis fra sidste år illustrerer de sagstyper, som private, bortset fra EF-tjenestemænd, først og fremmest indbringer for Retten.
Vedrørende konkurrencereglerne for virksomhederne er retspraksis blevet suppleret med domme, der er afsagt på grundlag af bestemmelserne i EKSF-traktaten. I de elleve domme i "stålbjælke"-sagerne fandt Retten, at Kommissionen havde ført fornødent bevis for de fleste af de former for konkurrencebegrænsende adfærd, som var påtalt i beslutningen. For så vidt som beslutningen på visse punkter blev annulleret på grund af manglende bevis, var der således kun tale om mindre væsentlige sider af de påtalte overtrædelser.
I medfør af EF-traktatens bestemmelser om aftaler mellem virksomheder (artikel 85, nu artikel 81) har Retten bl.a. truffet afgørelse i tolv sager, der var anlagt af virksomheder, der producerer polyvinylklorid (dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen). Både vedrørende de formelle og de materielle spørgsmål opretholdt Retten i meget vidt omfang Kommissionens beslutning. De af sagsøgerne indgivne skriftstykker havde et bemærkelsesværdigt stort omfang, for de fremførte i skriftlige indlæg på mere end 2 000 sider nærved 80 særskilte juridiske klagepunkter på fem processprog.
I medfør af EF-traktatens artikel 86 (nu artikel 82) har Retten endvidere haft anledning til at behandle spørgsmålet om kollektivt dominerende stilling og vurdere, hvorvidt visse former for prispolitik udgjorde et misbrug (dommen i sagen Irish Sugar mod Kommissonen). Den har i øvrigt annulleret Kommissionens beslutning om afvisning af en klage, hvori selskaberne Microsoft France og Microsoft Corporation blev beskyldt for at handle i strid med EF-traktatens konkurrenceregler, fordi den anfægtede beslutning indeholdt en åbenbar fejl i forbindelse med bedømmelsen af den påståede tilsidesættelse af traktatens artikel 86 (dommen i sagen Micro Leader Business mod Kommissionen).
Prøvelsen af Kommissionens beslutninger vedrørende sammenslutninger mellem virksomheder ligger nu helt fast. I forbindelse med en af de afgjorte sager på dette område blev anvendelsesområdet for forordning nr. 4064/89 og dens anvendelse på tilfælde af kollektivt dominerende stilling præciseret (dommen i sagen Gencor mod Kommissionen).
Konkurrencereglerne, der gælder for staterne, giver endvidere fortsat anledning til en omfattende praksis. Hvad særlig angår statsstøtteområdet har Retten i de annullationssøgsmål, den har pådømt i 1999, nærmere fastlagt betingelserne for realitetsbehandling af sager, der er anlagt af virksomheder, af erhvervssammenslutninger (dommen i sagen Arbeitsgemeinschaft Deutscher Luftfahrt-Unternehmen og Hapag-Lloyd mod Kommissonen) og af regionale myndigheder (dommene i sagerne Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia mod Kommissionen og Freistaat Sachsen og Volkswagen mod Kommissionen), de elementer, der indgår i begrebet statsstøtte (navnlig dommen i sagen BAI mod Kommissionen), samt betingelserne for anvendelse af undtagelserne fra forbuddet mod statsstøtte, såvel inden for EKSF-traktaten (navnlig dommen i sagen Wirtschaftsvereinigung Stahl mod Kommissionen og British Steel mod Kommissionen) som inden for EU-traktaten (dommen i sagen Freistaat Sachsen og Volkswagen mod Kommissionen). I øvrigt har Retten i dommen i sagen TF1 mod Kommissionen fastslået, at Kommissionen retsstridigt havde undladt at træffe en beslutning vedrørende en del af den klage, som sagsøgeren havde indgivet vedrørende statsstøtte til offentlige tv-stationer.
De nye sager vedrørende betingelserne for offentlighedens adgang til Rådets og Kommissionens dokumenter er nu en kendsgerning. Retten har understreget hovedreglen om, at der gælder den videst mulige aktindsigt med hensyn til dokumenter, som er i disse institutioners besiddelse, og at undtagelserne fra denne regel skal fortolkes snævert. Den annullerede således Kommissionens afslag på at give aktindsigt i mødereferaterne fra toldkodeksudvalget (dommen i sagen Rothmans International mod Kommissionen) og i dokumenter, som den ikke havde udarbejdet alene med henblik på en konkret retssag (dommen i sagen Interporc mod Kommissionen), ligesom den annullerede en beslutning fra Rådet om afslag på aktindsigt i et dokument, der vedrørte internationale forbindelser, uden at muligheden for at give aktindsigt i visse afsnit var blevet undersøgt (dommen i sagen Hautala mod Rådet). Derimod tiltrådte Retten (dommen i sagen Bavarian Lager mod Kommissionen), at Kommissionen påberåbte sig undtagelsen vedrørende beskyttelsen af offentlige interesser som begrundelse for at nægte aktindsigt i et udkast til begrundet udtalelse, der var udarbejdet af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 169 (nu artikel 226).
Retten har også påset, at bestemmelserne vedrørende antidumping anvendes rigtigt. Dommene, der er afsagt på dette område i 1999, har bekræftet, at de anfægtede retsakter var materielt rigtige. Endvidere skal nævnes dommen i sagen Petrotub og Republica mod Rådet, som klarlægger omfanget af eksportørernes proceduremæssige rettigheder, som følger af grundforordning nr. 384/96.
Sagerne vedrørende landbrugspolitikken har fortsat drejet sig om de konsekvenser, som indførelsen af den fælles markedsordning for bananer har for visse erhvervsdrivende. De har også angået lovligheden af ophævelsen af en EUGFL-støtte i tilfælde af grove overtrædelser af væsentlige forpligtelser (dommen i sagen Conserve Italia mod Kommissionen) og forpligtelsen til at overholde de betingelser, der angives i en udbudsmeddelelse, idet Kommissionen på dette punkt blev kritiseret for at have ændret udbudsbetingelserne vedrørende afgivelse af bud (dommen i sagen CAS Succhi di Frutta mod Kommissionen).
Varemærkeretten har meldt sig på scenen i Rettens praksis. Den første sag, der er blevet anlagt til anfægtelse af en afgørelse fra et af appelkamrene ved Harmoniseringskontoret for det Indre Marked, resulterede i en annullation (dommen i sagen Procter & Gamble mod Harmoniseringskontoret (Baby-dry)). Denne dom åbner døren for en meget lang række sager inden for dette område af den intellektuelle ejendomsret.
Endelig har Retten i sager om foreløbige forholdsregler - som der stadigt hyppigere fremsættes begæring om - afvist at imødekomme begæringer om foreløbige forholdsregler, hvorved den tog hensyn til den offentlige sundhed (kendelser i sagerne Pfizer Animal Health mod Rådet og Alpharma mod Rådet), og har imødekommet en begæring om udsættelse af gennemførelsen af en afgørelse fra Parlamentet, som afviste at oprette en politisk gruppe (kendelse i sagen Martinez og de Gaulle mod Parlamentet).
Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle sprog.
Internet-side www.curia.eu.int
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Jean-Michel Rachet, på tlf. (+352) 4303 3205 eller fax (+352) 4303 2034.