Formålet med de tre associeringsaftaler er at skabe en passende ramme for de tre staters tiltrædelse af Den Europæiske Union. De indeholder derfor alle et afsnit om arbejdskraftens bevægelighed, etableringsretten og tjenesteydelser.

De indeholder bl.a. bestemmelser, som forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet af statsborgere fra disse tre lande, der har status som selvstændige erhvervsdrivende, oprettere og ledere af virksomheder. Disse personer skal indrømmes en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der indrømmes medlemsstaternes egne virksomheder og statsborgere.

Det Forenede Kongerige har tilpasset sin udlændingelovgivning efter ikrafttrædelsen af associeringsaftalerne med landene i Central- og Østeuropa (Immigration Rules 1994). Denne lovgivning fastsætter særlige betingelser for indrejse og ophold i Det Forenede Kongerige for personer, der har til hensigt at udøve virksomhed i henhold til associeringsaftalerne.

De tre sager er anlagt af polske, tjekkiske og bulgarske statsborgere mod de britiske myndigheder.

W. og E. Gloszczuk er polske statsborgere. De blev som turister meddelt indrejsetilladelse til Det Forenede Kongerige i 1989 og 1991 før associeringsaftalens ikrafttræden. Deres indrejsevisa indeholdt et udtrykkeligt forbud mod at tage beskæftigelse og mod at udøve erhvervsmæssig virksomhed eller udøve virksomhed som selvstændig erhvervsdrivende. De udrejste ikke fra Det Forenede Kongerige, da deres visa udløb, og de opholdt sig derfor ulovligt i landet. Efter at ægteparret Gloszczuk havde fået et barn i 1993, ansøgte de om lovliggørelse af deres ophold, idet W. Gloszczuk oplyste, at han havde været etableret som selvstændig entreprenør siden 1995. De fik afslag på deres ansøgninger, idet Secretary of State anførte, at associeringsaftalen ikke fandt anvendelse på personer, der opholdt sig ulovligt i landet.

J. Barkocki og M. Malik søgte asyl i Det Forenede Kongerige i 1997. De anførte, at de var sigøjnere fra Den Tjekkiske Republik, men blev meddelt afslag på deres ansøgning. I henhold til associeringsaftalen indgav de i 1998 tillige ansøgning om tilladelse til at etablere sig i Det Forenede Kongerige som henholdsvis selvstændig gartner (J. Barkoci) og udbyder af privat og erhvervsmæssig rengøring (M. Malik). Myndighederne indvilligede i at behandle ansøgningerne som førstegangsansøgninger, selv om de allerede opholdte sig på britisk område. Henset til deres virksomhedsplaner var myndighederne ikke overbevist om virksomhedernes økonomiske levedygtighed eller om, at den påtænkte virksomhed reelt var selvstændig, hvorfor de blev meddelt afslag på ansøgningerne.

E.I. Kondova, der er veterinærstuderende fra Bulgarien, opnåede som landbrugsarbejder i 1993 en indrejsetilladelse til Det Forenede Kongerige i form af et visum, som var gyldigt for én indrejse og tre måneders ophold. Hendes ansøgning, som var indgivet med henblik på at opnå asyl, blev afslået, men hun opholdt sig imidlertid fortsat i Det Forenede Kongerige indtil udløbet af hendes første indrejsetilladelse. E.I. Kondova indrømmede, at hendes formål havde været bevidst at vildlede de britiske myndigheder, idet hun fra indrejsen havde haft til hensigt at søge asyl. Efter at hun var påbegyndt en virksomhed som selvstændig erhvervsdrivende i rengøringsbranchen, ansøgte hun i 1996 om tilladelse til at opholde sig i Det Forenede Kongerige i henhold til bestemmelserne i associeringsaftalen, på trods af sin ulovlige indrejse til den pågældende medlemsstats område. Hun gjorde gældende, at hendes ægtefælle kunne forsørge hende, idet hun havde indgået ægteskab med en statsborger fra Republikken Mauritius med tidsubegrænset opholdstilladelse. Da E.I. Kondova ikke straks blev tildelt de rettigheder, som efter hendes opfattelse kunne gøres gældende direkte i henhold til associeringsaftalen, har hun nedlagt påstand om erstatning.

High Court of Justice, for hvem de tre sager mellem ovennævnte personer og de britiske myndigheder er anlagt, har forelagt Domstolen et spørgsmål om den direkte anvendelighed af etableringsretten i associeringsaftalerne og om indholdet heraf.

Domstolen henviser indledningsvis til associeringsaftalernes formål: At fremme samhandelen og de harmoniske økonomiske forbindelser med henblik på at fremme velstanden i disse lande og lette deres fremtidige tiltrædelse.

Domstolen fastslår, at myndighederne i medlemsstaterne fortsat har kompetence til at anvende national lovgivning vedrørende indrejse, ophold og etablering inden for de grænser, der er fastsat i disse aftaler.

Domstolen bemærker imidlertid, at princippet om forbud mod forskelsbehandling, som skal tilgodese statsborgere fra Polen, Den Tjekkiske Republik og Bulgarien, der ønsker at udøve økonomisk virksomhed på Unionens medlemsstaters område som selvstændig erhvervsdrivende eller at oprette eller lede virksomheder, som de faktisk kontrollerer, umiddelbart er anvendeligt: Det således opstillede princip er tilstrækkeligt operationelt og ubetinget til at kunne anvendes af en national domstol, som skal træffe afgørelse i sager om de berørte borgeres retsstilling.

Associeringsaftalerne tillægger således de pågældende statsborgere en etableringsret, det vil sige en ret til at udøve virksomhed inden for industri, handel, håndværk og liberale erhverv, og at udøve denne ret som selvstændig erhvervsdrivende.

Domstolen henviser til sin retspraksis, hvorefter EF-traktaten indebærer, at medlemsstaternes statsborgere er tillagt en ret til indrejse og ophold, som er afledt af etableringsretten.

Domstolen bemærker imidlertid, at retten til indrejse og ophold ikke er ubegrænsede rettigheder, som er tillagt polske, tjekkiske og bulgarske statsborgere, idet deres udøvelse kan begrænses af medlemsstaternes lovgivning. De nationale udlændingeregler må dog ikke anvendes på en sådan måde, at fordelene i henhold til den etableringsret, der er omhandlet i aftalerne, reduceres til nul eller bringes i fare.

Domstolen, der således er blevet anmodet om at udtale sig om en national udlændingelovgivnings forenelighed med bestemmelserne i de tre associeringsaftaler, har udledt følgende principper:

- en medlemsstat kan ikke - på grundlag af nationalitet eller bopælsland - nægte en statsborger fra et af de pågældende lande at indrejse eller at tage ophold med henblik på etablering, fordi der er foreskrevet en begrænsning af indvandring, eller betinge retten til at tage ulønnet beskæftigelse af økonomiske overvejelser vedrørende arbejdsmarkedet;

- det er nødvendigt at afgøre, om den virksomhed, som de personer, associeringsaftalernes bestemmelser finder anvendelse på, ønsker at påbegynde, er selvstændig erhvervsvirksomhed og ikke lønnet virksomhed. Anvendelsen af en national ordning med forudgående kontrol af den præcise karakter af den påtænkte virksomhed (vurdering af, om den pågældende råder over tilstrækkelige økonomiske midler, og af, om der er rimelige udsigter for den planlagte virksomhed) er således forenelig med associeringsaftalen;

- en polsk, tjekkisk eller bulgarsk statsborger, som afgiver urigtig erklæring og hindrer sagens oplysning, idet han påstår, at han rejser til et land som turist, selv om hans hensigt er at påbegynde erhvervsvirksomhed, falder derimod uden for associeringsaftalens anvendelses- og beskyttelsesområde: Medlemsstaten kan derfor afslå hans ansøgning og kræve, at han indgiver en ny formelt korrekt ansøgning, idet han må indgive sin ansøgning om indrejsevisum til de kompetente myndigheder i sit hjemland eller i en andens stat, på betingelse af, at dette ikke i yderste konsekvens er til hinder for en vurdering af hans situation.

- de nationale myndigheders indgreb må ikke udhule selve kernen i retten til indrejse, ophold og etablering for disse statsborgere, som i øvrigt er beskyttet gennem grundlæggende rettigheder (såsom retten til respekt for familielivet og ejendomsretten), som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen. Pressemeddelelsen kan fås på alle officielle EU-sprog. For dommens fulde ordlyd se Domstolens hjemmeside på Internettet, www.curia.eu.int  ca. kl. 15.00 i dag. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink på tlf. nr. (+352) 43 03 36 51 eller fax nr. (+352) 4303 2033