Presse- og Informationsafdelingen

PRESSEMEDDELELSE NR. 62/01

29. november 2001

                
Domstolens dom i sag C-366/99

Joseph Griesmar/Den Franske Republik

DOMSTOLEN UDTALER SIG TIL FORDEL FOR LIGEBEHANDLING MELLEM TJENESTEMÆND, DER ER FÆDRE, OG TJENESTEMÆND, DER ER MØDRE, VED BEREGNINGEN AF PENSION.

Domstolen mener, at udelukkelsen af mænd fra det ancennitetstillæg til pensionen, der tildeles pensionerede tjenestemænd, der er mødre, er i strid med ligelønsprincippet, såfremt fædre i denne situation beviser, at de har påtaget sig opdragelsen af deres børn.

Joseph Griesmar, der er fransk tjenestemand inden for retsvæsenet og far til tre børn, fik pension, der i overensstemmelse med gældende bestemmelser blev beregnet i forhold til hans faktiske tjenesteår. Det tillæg, der tildeles tjenestemænd, der er mødre, for hvert barn, blev ikke medtaget i beregningen af Joseph Griesmar's pension, og han havde den opfattelse, at han var offer for forskelsbehandling på grundlag af køn, hvilket er i strid med fællesskabsretten.

Joseph Griesmar anlagde sag ved Conseil d'Etat og gjorde gældende, at der var tale om forskelsbehandling mellem mænd og kvinder. Den franske ret stillede i det væsentlige Domstolen spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemandspension skal anses for løn, og i bekræftende fald, hvorvidt de tillæg, der tildeles kvindelige tjenestemænd for hvert barn, er forenelige med princippet om lige løn til mænd og kvinder.

Domstolen bekræfter i overensstemmelse med fast praksis inden for det socialpolitiske område, at pensioner til tjenestemænd, der er en særlig gruppe af arbejdstagere, udgør løn, idet de er direkte forbundet med den forudgående ansættelse. I så fald finder princippet om ligebehandling af mænd og kvinder anvendelse.

Det stillede spørgsmål fører således til, at det skal afgøres, om det tillæg, der tildeles for hvert barn, er forbundet med faglige ulemper, der skyldes barselsorlov - hvilket ikke kan berøre mænd - eller om tillægget har til formål at erstatte de ulemper, der skyldes opdragelsen af et barn, i hvilket tilfælde mandlige tjenestemænd har ret til at kræve det, således som Joseph Griesmar har påstået.

Domstolen anfører, at tildelingen af dette tillæg ikke afhænger af barselsorloven, tværtimod er det baseret på den længere periode, der bruges til børnepasning.
I øvrigt kan mandlige og kvindelige tjenestemænds situation sammenlignes for så vidt angår opdragelsen af børn og kan have samme følger for deres karriere. Den franske pensionslovfastsætter imidlertid ikke en identisk beregningsmetode for en kvindelig og en mandlig tjenestemands pension, selv om den mandlige tjenestemand kan bevise, at han har opdraget sine børn. Der er dermed tale om forskelsbehanding på grundlag af køn i forhold til franske tjenestemænd, der er fædre, og som faktisk har påtaget sig opdragelsen af deres børn.

Domstolen mener, i modsætning til det af den franske regering påståede, at det tillæg, der tildeles tjenestemænd, der er mødre, ikke kan tillades som en foranstaltning, der har til formål at hjælpe kvinderne på arbejdsmarkedet, idet tillægget ikke, når det tildeles ved pensionering, afhjælper problemer, de kan møde i løbet af deres karriere. Domstolen konkluderer, at de faglige vanskeligheder, som mødre har, ikke kan løses ved den bestemmelse om tillæg, der er omtvistet i denne sag.

Domstolen beslutter i øvrigt ikke at begrænse de tidsmæsige virkninger af denne afgørelse, hvorved den afviser anmodningen herom fra den franske regering, der har påberåbt sig eventuelle økonomiske konsekvenser.

                
                

Dette er et ikke-officielt dokument til mediernes brug og forpligter ikke Domstolen.
Pressemeddelelsen kan fås på alle sprog.
Dommen vil i sin fulde udstrækning være at finde på Domstolens hjemmeside på Internettet under
www.curia.eu.int 
cirka kl. 15.00 på afsigelsesdagen.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Steen Hjelmblink
tlf. (352) 43 03 3651
fax (352) 43 03 2033.