DOMSKONKLUSION

1. "Den omstændighed, at der ikke er truffet nogen foranstaltninger til gennemførelse af et direktiv for at nå det mål, der tilsigtes med direktivet, inden for den i direktivet fastsatte frist, er i sig selv en kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten og medfører derfor en ret til erstatning for de skadelidte borgere, dels for så vidt som det mål, der tilsigtes med direktivet, indebærer, at der tillægges borgerne rettigheder, hvis indhold kan fastslås, dels for så vidt som der er årsagsforbindelse mellem statens tilsidesættelse af sin forpligtelse og det lidte tab.

2. Det mål, der tilsigtes med artikel 7 i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, indebærer, at der tillægges deltagere i en pakkerejse ret til garanti for tilbagebetaling af erlagte beløb og for hjemtransport i tilfælde af insolvens eller konkurs hos arrangøren af pakkerejsen og/eller formidleren, der er part i kontrakten, og at indholdet af denne ret kan fastslås med tilstrækkelig bestemthed.

3. For at overholde artikel 9 i direktiv 90/314 skulle medlemsstaten inden for den fastsatte frist have truffet alle de nødvendige foranstaltninger til fra den 1. januar 1993 at sikre borgerne en effektiv beskyttelse mod risikoen for insolvens og konkurs hos arrangøren af pakkerejsen og/eller formidleren, der er part i kontrakten.

4. Når en medlemsstat tillader arrangøren af pakkerejsen og/eller formidleren, der er part i kontrakten, at kræve et acontobeløb på indtil 10% af rejsens pris, dog højst 500 DM, er beskyttelsesformålet med direktivets artikel 7 kun opfyldt, såfremt der også stilles garanti for tilbagebetalingen af acontobeløbet i tilfælde af insolvens eller konkurs hos arrangøren af pakkerejsen og/eller formidleren, der er part i kontrakten.

5. Artikel 7 i direktiv 90/314 skal fortolkes således, dels at de garantier, arrangøren af pakkerejsen og/eller formidleren, der er part i kontrakten, skal »godtgøre 171;, at de stiller, også mangler, hvis de rejsende ved betaling af rejsens pris er i besiddelse af værdibærende dokumenter, dels at Forbundsrepublikken Tyskland ikke under hensyn til Bundesgerichtshof's "Vorkasse"-dom af 12. marts 1987 kunne undlade at gennemføre direktivet.

6. Medlemsstaterne er ikke ifølge direktiv 90/314 forpligtet til at træffe særlige foranstaltninger i henhold til artikel 7 for at forebygge egen forsømmelighed hos deltagere i pakkerejser."

EØF-DIREKTIVET OM PAKKEREJSER

FORBUNDSREPUBLIKKENS FORSINKEDE GENNEMFØRELSE AF DIREKTIVET

FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER

DE PRÆJUDICIELLE ANMODNINGER

DOMMENS BEGRUNDELSE

Betingelserne for statens ansvar

Domstolen henviser til praksis vedrørende retten til erstatning for tab, der er forvoldt borgerne ved overtrædelser af fællesskabsretten, som må tilregnes en medlemsstat (dommene Francovich af 19.11.1991, Brasserie de Pêcheur og Factortame af 5.3.1996, British Telecommunications af 26.3.1996 og Hedley Lomas af 23.5.1996). Herefter har de skadelidte borgere ret til erstatning, såfremt tre betingelser er opfyldt, nemlig:
• at den fællesskabsretlige bestemmelse, der er overtrådt, har til formål at tillægge dem rettigheder,
• at overtrædelsen er tilstrækkelig kvalificeret,
• og at der er en direkte årsagsforbindelse mellem overtrædelsen og det tab, borgerne har lidt.

Med hensyn til EØF-direktivet "om pakkerejser" kom Domstolen til følgende resultat:

• Den omstændighed, at der ikke er truffet nogen foranstaltninger til gennemførelse af et direktiv for at nå det mål, der tilsigtes med direktivet, inden for den i direktivet fastsatte frist, er i sig selv er en kvalificeret overtrædelse af fællesskabsretten.

• Formålet med direktivets artikel 7 er at beskytte forbrugerne, som således har ret til tilbagebetaling eller hjemtransport i tilfælde af insolvens eller konkurs hos den rejsearrangør, de har købt rejsen af. Det må derfor konkluderes, at det mål, der tilsigtes med direktivets artikel 7, indebærer, at der tillægges deltageren i en pakkerejse ret til garanti for tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport i tilfælde af rejsearrangørens insolvens eller konkurs.

Det kan med tilstrækkelig bestemthed fastslås, at indehaverne af de rettigheder, artikel 7 indebærer, er forbrugerne som defineret i direktivets artikel 2. Det samme gælder med hensyn til indholdet af disse rettigheder (jf. ovenfor). Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at direktivets artikel 7 har til formål at tillægge borgerne rettigheder, hvis indhold kan fastslås med tilstrækkelig bestemthed.

Spørgsmå let om, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet

1. Et af den forelæggende rets spørgsmål refererer til Bundesgerichtshof's såkaldte "Vorkasse"-dom af 12.3.1987 (BGHZ 100, 157), som erklærede rejsearrangørernes almindelige forretningsbetingelser ugyldige, for så vidt som de forpligtede den rejsende til at indbetale et acontobeløb på 10% af rejsens pris uden at have modtaget værdibærende dokumenter.

   Retten ønskede oplyst, om beskyttelsesformålet med direktivets artikel 7 er opfyldt, når en medlemsstat tillader rejsearrangøren at kræve et acontobeløb på indtil 10% af rejsens pris, dog højst 500 DM, før der til kunden udleveres dokumenter, som den forelæggende ret betegner som "værdibærende dokumenter", dvs. dokumenter, der giver forbrugeren ret til forskellige tjenesteydelser, der indgår i pakkerejsen (fra flyselskaber eller hoteller)[altså f.eks. flybilletter, hotelvouchere].

   I den forbindelse fastslog Domstolen, at direktivets artikel 7 har til formål at beskytte forbrugeren mod de i denne bestemmelse angivne risici, der skyldes rejsearrangørens insolvens eller konkurs. Det ville være i modstrid med dette formål at begrænse beskyttelsen, således at det eventueltindbetalte acontobeløb ikke er omfattet af garantien for tilbagebetaling eller hjemtransport. Direktivet giver heller ikke noget grundlag for en sådan begrænsning af de rettigheder, artikel 7 sikrer. Heraf følger, at en national bestemmelse, som tillader rejsearrangøren at kræve et acontobeløb af de rejsende, kun kan være forenelig med direktivets artikel 7, hvis der også stilles garanti for tilbagebetalingen af acontobeløbet i tilfælde af rejsearrangørens insolvens eller konkurs.

2. Endvidere ønskede Landgericht Bonn bl.a. oplyst, om de garantier, rejsearrangørerne i henhold til direktivets artikel 7 skal "godtgøre", at de stiller, også mangler, hvis de rejsende ved betaling af rejsens pris er i besiddelse af værdibærende dokumenter [altså f.eks. flybilletter, hotelvouchere].

   Domstolen bekræftede dette, da den beskyttelse, artikel 7 sikrer forbrugerne, ville kunne blive bragt i fare, hvis forbrugerne var tvunget til at gøre værdibærende dokumenter gældende over for tredjemænd, som ikke har pligt til at respektere dem under alle omstændigheder, og som i øvrigt også selv er udsat for risikoen for at gå konkurs.