Domstolen udtaler i dommen:

1. Artikel 5, stk. 2, i Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden annulleres.

2. I øvrigt frifindes Rådet.

3. Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland betaler sagens omkostninger.

4. Kongeriget Belgien, Kongeriget Spanien og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber bærer deres egne omkostninger.

Relevante bestemmelser

Traktatens artikel 118 A, stk. 2, pålægger bl.a. Rådet at træffe foranstaltninger til at fremme beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.

Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fastsætter minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden og finder anvendelse på de fleste erhvervsområder. Det indeholder bestemmelser om mindstekravene til daglig hviletid, ugentlig hviletid og årlig ferie samt om pauser og den maksimale ugentlige arbejdstid. Det indeholder endelig en række bestemmelser om natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.

Rådet har vedtaget dette direktiv med hjemmel i traktatens artikel 118 A.

Det Forenede Kongerige har for Domstolen nedlagt påstand om annullation af direktivet og har til støtte herfor navnlig gjort gældende, at der er valgt en urigtig hjemmel, og at proportionalitetsprincippet er overtrådt.

Domstolens argumentation

Domstolen understreger indledningsvis, at det ikke tilkommer den at prøve hensigtsmæ ssigheden af de foranstaltninger, som lovgiveren har vedtaget. Den prøvelse, der foretages i forbindelse med et annullationssøgsmål, skal begrænses til lovligheden af den anfægtede retsakt.

Efter at have undersøgt rækkevidden af artikel 118 A fastslår Domstolen, at når en foranstaltning har som hovedformål at beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, skal artikel 118 A bringes i anvendelse, uanset hvilke følgevirkninger en sådan foranstaltning kan få på det indre markeds oprettelse og funktion.

Domstolen anfører også, at artikel 118 A, navnlig i betragtning af bestemmelsens ordlyd, ikke kan fortolkes indskrænkende, således som Det Forenede Kongerige havde hævdet.

For så vidt angår det anfægtede direktiv sondrer Domstolen mellem artikel 5, stk. 2, og de øvrige bestemmelser.

Med hensyn til artikel 5, stk. 2, hvorefter søndagen principielt skal medregnes i den ugentlige mindstehviletid, fastslår Domstolen, at Rådet ikke har været i stand til at forklare, hvorfor søndagen som ugentlig hviledag har en nærmere tilknytning til arbejdstagernes sundhed og sikkerhed end en hvilken som helst anden dag i ugen. Følgelig må direktivets artikel 5, stk. 2, annulleres.

Med forbehold for denne sidstnævnte bestemmelse fastslår Domstolen, at direktivet efter sit formål og indhold har det hovedformål at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ved hjælp af minimumsforskrifter, der skal gennemføres gradvist.

Den konkluderer herefter, at direktivet, med undtagelse af dens artikel 5, stk. 2, er gyldigt vedtaget med hjemmel i artikel 118 A.

For så vidt angår argumentet om, at proportionalitetsprincippet er overtrådt, fastslår Domstolen, at på området vedrørende beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed kan de minimumsforskrifter, som Rådet vedtager, gå ud over det laveste beskyttelsesniveau i de forskellige medlemsstater.

I øvrigt har Rådet et vidt skøn på et område, hvor der, som det er tilfældet i den foreliggende sag, skal træffes visse socialpolitiske valg, og hvor Rådet skal foretage komplicerede vurderinger.

Inden for rammerne af sin begrænsede judicielle kontrol fastslår Domstolen, at Rådet ikke har begået en åbenbar fejl eller magtfordrejning og ikke klart har overskredet grænserne for sit skøn.