Domstolen har i et særligt vanskeligt tilfælde for en importør af tredjelandsbananer fastslået, at det tilkommer Fællesskabets retsinstansers og ikke de nationale retter at indrømme erhvervsdrivende en foreløbig retsbeskyttelse, hvis eksistensen og omfanget af de rettigheder, som de erhvervsdrivende har i medfør af en fællesskabsforordning, først skal fastslås ved en retsakt fra Kommissionen, som denne endnu ikke har udstedt.

Ved Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer blev der fra 1. juli 1993 indført en fælles importordning for bananer, som erstattede forskellige nationale ordninger. I henhold til fællesskabsbestemmelserne opnåede Port, som er traditionel importør af tredjelandsbananer fra Bundesanstalt importlicenser for indførsel af tredjelandsbananer for andet halvår af 1993 og for 1994 og 1995 på grundlag af de mængder, der var solgt i referenceårene 1989, 1990 og 1991.

Allerede i 1994 ansøgte Port Bundesanstalt om supplerende licenser under henvisning til, at der var tale om et særligt vanskeligt tilfælde. Selskabet gjorde gældende, at det kun havde kunnet indføre en usædvanligt ringe mængde bananer i referenceårene på grund af en colombiansk leverandørs kontraktbrud. Den nationale myndighed afslog at udstede supplerende importlicenser under henvisning til den gældende forordning om bananer.

Ifølge Domstolen er Kommissionen forpligtet til at træffe alle nødvendige overgangsforanstaltninger for at imødegå den forstyrrelse af det indre marked, der kan blive følge af, at den fælles markedsordning erstatter de forskellige nationale ordninger. Kommissionen skal med henblik herpå ligeledes tage hensyn til situationen for de erhvervsdrivende, som inden for rammerne af en national ordning før forordningen har udvist en bestemt adfærd uden at have kunnet forudse de konsekvenser, som denne adfærd ville have efter indførelsen af den fælles markedsordning. Fællesskabsinstitutionerne skal navnlig gribe ind, hvis overgangen til den fælles markedsordning indebærer indgreb i visse erhvervsdrivendes grundrettigheder, som beskyttes af fællesskabsretten, herunder ejendomsretten og retten til fri erhvervsudøvelse. Kommissionen kan ligeledes om nødvendigt fravige den fastsatte referenceperiode, også til fordel for individuelle erhvervsdrivende.

Hvis Kommissionen ikke handler, er en national ret dog ikke bemyndiget til at indrømme de pågældende erhvervsdrivende en foreløbig retsbeskyttelse. Prøvelsen af Kommissionens passivitet henhører nemlig under Fællesskabets retsinstansers enekompetence. I en situation, som den, der foreligger i hovedsagen, kan de berørtes retsbeskyttelse således kun varetages af Domstolen og i givet fald af Retten i Første Instans.

Det bemærkes herved, at det under sådanne omstændigheder, som omhandles af hovedsagen, påhviler den pågældende medlemsstat — om fornødent efter henvendelse fra den pågældende erhvervsdrivende — at anmode om iværksættelse af proceduren med forvaltningskomitéen, som er nødvendig, for at Fællesskabet kan træffe de særlige foranstaltninger, der kræves på grund af den erhvervsdrivendes situation.

Den pågældende erhvervsdrivende kan desuden i et særligt vanskeligt tilfælde, som truer hans eksistens, ligeledes rette direkte henvendelse til Kommissionen med henblik på, at denne træffer særlige foranstaltninger.

Såfremt fællesskabsinstitutionen undlader at handle, kan såvel medlemsstaten som den pågældende erhvervsdrivende indbringe et passivitetssøgsmål for Domstolen eller Retten. I forbindelse med dette passivitetssøgsmål kan Fællesskabets retsinstanser på parternes begæring foreskrive foreløbige forholdsregler (traktatens artikel 186).