Domstolen er for første gang blevet anmodet om at udtale sig om bestemmelserne vedrørende udviklingssamarbejde, der er indeholdt i det nye afsnit XVII (artikel 130 U — 130 Y) i EF-traktaten, som indsat ved Maastricht-traktaten. Domstolen fik i forbindelse med gennemgangen af aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Indien lejlighed til at fastslå rækkevidden af den kompetence, som er tillagt Fællesskabet ved disse bestemmelser.
Den Portugisiske Republik har nedlagt påstand om annullation af Rådets afgørelse 94/578/EF om indgåelse af samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Indien om partnerskab og udvikling. Afgørelsen er udstedt i henhold til EF-traktatens artikel 113 og 130 Y. Den blev vedtaget af Rådet med kvalificeret flertal.
Den Portugisiske Republik har givet udtryk for uenighed med hensyn til afgørelsens retsgrundlag. Den har anført, at visse af aftalens bestemmelser på grund af de berørte områder nødvendiggjorde samtlige medlemsstaters deltagelse i aftalen. Disse områder vedrørte nærmere bestemt dels beskyttelsen af menneskerettigheder, dels samarbejde om energi, turisme, kultur, bekæmpelse af narkotikamisbrug og intellektuel ejendomsret.
Ifølge samarbejdsaftalens artikel 1 udgør respekten for menneskerettighederne og de demokratiske principper et væsentligt element i aftalen.
Den portugisiske regering har anført, at de henvisninger til grundrettighederne, som er indeholdt i visse bestemmelser i traktaten om Den Europæiske Union, skal betragtes som en programerklæring, og at de ikke definerer en generel målsætning. Følgelig giver disse bestemmelser, og navnlig artikel 130 U, hvorefter Fællesskabets politik på området for udviklingssamarbejde skal bidrage til målsætningen om respekt for menneskerettighederne, ikke Fællesskabet særlige handlingsbeføjelser.
Domstolen fortolker i dommen artikel 130 U således, at Fællesskabets politik med hensyn til udviklingssamarbejde skal tilpasses målsætningen om respekt for menneskerettighederne og de demokratiske principper. Sagt med andre ord er samarbejdet underordnet respekten for menneskerettighederne i de stater, som samarbejder med Fællesskabet. En bestemmelse som aftalens artikel 1 udgør et vigtigt instrument i denne henseende, idet den giver Fællesskabet mulighed for i henhold til international ret at suspendere eller bringe en aftale om udviklingssamarbejde til ophør, såfremt det pågældende tredjeland ikke respekterer menneskerettighederne.
Ifølge den portugisiske regering udgør traktatens bestemmelser om udviklingssamarbejde ikke et tilstrækkeligt retsgrundlag for indgåelse af samarbejdsaftaler, som omfatter områder, der henhører under medlemsstaternes kompetence. I den foreliggende sag er dette tilfældet med hensyn til aftalens bestemmelser om intellektuel ejendomsret, bekæmpelse af narkotikamisbrug samt samarbejdet om turisme og kultur, der kræver medlemsstaternes deltagelse ved indgåelsen af aftalen.
Domstolen fastslår for det første, at i henhold til traktatens bestemmelser om udviklingssamarbejde har Fællesskabet en særlig kompetence til at indgå aftaler med tredjelande om udviklingssamarbejde. Forfølgelsen af de vide målsætninger, der er anført i traktaten på dette område, kan kræve, at aftaler af denne type indeholder bestemmelser vedrørende forskellige særlige områder, uden at aftalens karakter, som er fastlagt ved dens væsentligste formål, berøres heraf. Dette forudsætter, at de nævnte bestemmelserikke foreskriver forpligtelser, der går videre end målsætningerne for udviklingssamarbejdet.
Under anvendelse af denne principerklæring på den foreliggende sag udtaler Domstolen, at aftalens bestemmelser med hensyn til de omtvistede områder fastsætter rammerne for samarbejdet og begrænser sig til at fastlægge de områder, der er genstand for samarbejdet. Bestemmelserne indeholder derimod ikke konkrete gennemførelsesordninger for samarbejdet inden for hvert enkelt særlige område. De foregriber derfor ikke den fremtidige kompetencefordeling mellem Fællesskabet og medlemsstaterne med henblik på gennemførelsen af dette samarbejde.
Domstolen foretager derefter en gennemgang af aftalens konkrete bestemmelser vedrørende energi, turisme, kultur, bekæmpelse af narkotikamisbrug og intellektuel ejendomsret, og fastslår på grundlag heraf, at de indeholder de nødvendige foranstaltninger til forfølgelse af de målsætninger, der er fastsat i traktaten på området for udviklingssamarbejde, og at de begrænser sig til at fastsætte rammerne herfor.
Domstolen frifandt derfor Rådet for Europæiske Union for den portugisiske regerings påstand og fastslog, at det valgte retsgrundlag for aftalen mellem Fællesskabet og Republikken Indien er lovligt.