I dommens konklusion fastslår Domstolen:

1. " Overgangsperioderne i henhold til artikel 47 og 209 i akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af traktaterne udløb for Kongeriget Spaniens vedkommende den 6. oktober 1995 og for Republikken Portugals vedkommende den 31. december 1994.

2. EF-traktatens artikel 30 og 36 er til hinder for at anvende en national lovgivning, som giver indehaveren af et patent på et farmaceutisk produkt ret til at modsætte sig, at en tredjemand indfører produktet fra en anden medlemsstat, i tilfælde hvor indehaveren har markedsført produktet første gang i denne stat efter denstiltrædelse af Det Europæiske Fællesskab, men på et tidspunkt, hvor produktet ikke kunne patentbeskyttes i denne stat, medmindre patenthaveren kan bevise, at han har en reel og aktuel juridisk forpligtelse til at markedsføre produktet i den nævnte medlemsstat."

SAGENS BAGGRUND

Merck og Beecham er indehavere af patenter på en række lægemidler i Det Forenede Kongerige. For Merck's vedkommende drejer det sig om et lægemiddel mod for højt blodtryk (Innovace), et lægemiddel til behandling af prostatalidelser (Proscar) og et lægemiddel mod grøn stær (Timoptol). For Beecham's vedkommende er der tale om et antibiotikum (Augmentin).

Disse lægemidler markedsførte Merck og Beecham i Spanien og Portugal på et tidspunkt, hvor lægemidlerne ikke kunne patenteres i disse to lande (adgang til patentering af lægemidler blev indført i Spanien den 7. oktober 1992 og i Portugal den 1. januar 1992).

Da to andre selskaber, Primecrown og Europharm, derefter importerede lægemidlerne fra Spanien og Portugal til Det Forenede Kongerige for at udnytte prisforskellene mellem disse medlemsstater, gjorde Merck og Beecham gældende, at dette var en krænkelse af deres britiske patentrettigheder.

Sagerne blev indbragt for High Court, London, som forelagde præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Sagerne for High Court angår således tilfælde, hvor lægemidler er patentbeskyttede i én medlemsstat, og hvor patenthaverne vil modsætte sig import af de samme lægemidler fra en anden medlemsstat, dels fordi det ikke var muligt at få patent på lægemidlerne i den anden medlemsstat, dels fordi patenthaveren var juridisk eller moralsk forpligtet til at markedsføre lægemidlerne i den anden medlemsstat.

DOMSTOLENS DOM

Domstolen henviste til sin praksis for, at en patentbeskyttelse kun kan være til hinder for frie varebevægelser, når dette er berettiget for at beskytte de rettigheder, der er patentets hovedindhold. Dette er navnlig at give patenthaveren eneret til at benytte en opfindelse til at iværksætte en produktion og til første gang at markedsføre produkterne.

Når patenthaveren med fuldt kendskab til forholdene har besluttet at markedsføre sit produkt — også i en medlemsstat hvor det ikke kan patentbeskyttes — må han acceptere konsekvenserne af sit valg med hensyn til de frie varebevægelser inden for fællesmarkedet. Han kan derfor ikke modsætte sig import af det produkt, som han selv har besluttet at markedsføre i en anden medlemsstat, heller ikke selv om produktet ikke kunne patenteres i den anden medlemsstat.

Med dette resultat bekræfter Domstolen sin praksis for, hvorledes princippet om frie varebevægelser inden for Fællesskabet skal forstås i forhold til beskyttelsen af patenthaveres rettigheder.

High Court havde også spurgt, om ikke denne praksis burde modificeres, således at den ikke skulle gælde i tilfælde, hvor den, der har et patent i importmedlemsstaten, har en juridisk eller moralsk forpligtelse til at markedsføre produktet i en medlemsstat, hvor det ikke kan patentbeskyttes. Domstolen har svaret, at en patenthaver, der efter national ret eller efter fællesskabsretten har en retlig forpligtelse til at markedsføre produkterne i en medlemsstat, ikke kan antages at have givet samtykke til markedsføringen. I denne situation har patenthaveren derfor ret til at modsætte sig, at produkterne indføres til og markedsfø res i den stat, hvor patentbeskyttelsen består.

Derimod kan moralske forpligtelser til at sørge for lægemiddelforsyninger i medlemsstater, hvor der er brug for lægemidlerne — men hvor de ikke kan patentbeskyttes — ikke begrunde, at man fraviger reglen om frie varebevægelser.